DIPLOMATSPROGET mellem Spanien og Marokko rummer en standardvending om "det traditionelle venskab mellem vore to lande". Som poeter føler diplomater iver efter at forskønne en nok så prosaisk virkelighed. Venskabets rødder går tilbage til 711 hvor maurerne besatte størsteparten af Den iberiske Halvø, og siden har de to naboer faktisk ført krig mod hinanden med nogle pauser, der snarere havde karakter af våbenstilstand end fred.

Sådan var situationen kort før jul – højspændt – da Marokkos kong Muhamed VI greb telefonen og ringede til ministerpræsident José María Aznar med et tilbud. Midt under oliekatastrofen ved Galiciens kyster viste Muhamed VI en generøsitet mod de nordspanske fiskere, som kun en efterkommer af gamle østerlandske fyrster kunne udvise. Kongen stillede de rige marokkanske fiskebanker til gratis rådighed for fiskerne, som i de kommende måneder er afskåret fra at tjene til føden ud for deres egne kyster.

Spanierne havde svært ved at tro på alvoren i tilbuddet, men siden den 15. januar har de fisket i Marokkos vande. Kongens tilladelse gælder i en periode på foreløbig tre måneder.


BETINGELSERNE ER LANGT BEDRE end i den gamle fiskeriaftale mellem EU og Marokko, som løb ud i 1999 og aldrig er blevet fornyet. Dengang skulle spanierne betale fiskerilicens, hyre marokkanske besætningsmedlemmer og landsætte fangsten i marokkanske havne.

Alt dette slipper de for i denne omgang.
Spaniens seneste krise i forholdet til Marokko blev netop udløst af EU's forgæves forsøg på at forhandle en forlængelse af den gamle fiskeriaftale. Da det i april 2001 stod klart at de spanske fiskere ikke fik lov at vende tilbage til en af deres traditionelle fiskepladser, advarede Aznar offentligt om de problemer som Spanien kunne skaffe Marokko til gengæld.

Oktober samme år blev konflikten skærpet da Marokko kaldte sin ambassadør i Madrid hjem til samtaler. Årsagen var angiveligt "Spaniens holdning" og "udviklingen i de bilaterale forbindelser", men marokkanerne gav ingen nærmere forklaring. I det spanske udenrigsministerium gættede man at beslutningen blev udløst af

Spaniens støtte til en folkeafstemning i Spansk Sahara (den gamle koloni), der kæmper for sin uafhængighed af Marokko.
Juli i fjor var den kolde krig tæt på at blive varm da marokkanske soldater besatte den ubeboede Persilleø tæt ved Marokkos kyst, men under spansk overherredømme. Få dage senere smed spanske kommandotropper marokkanerne ud, hvad der fik Marokkos udenrigsministerium til at tale om "en spansk krigserklæring". Persillekrigen blev bilagt efter USAs mægling.

For kun få måneder siden var tophistorien i marokkansk presse at Spaniens efterretningstjeneste stod bag en konspiration, der havde til formål at øge den indre uro i Marokko. Historien blev efter alt at dømme sat i omløb af Muhamed VI's personlige rådgivere.


UMULIGHEDEN af at forudsige modpartens næste skridt er den største vanskelighed, som vestlig mentalitet støder på i en kultur som Marokkos.

Det gjorde udenrigsminister Ana Palacio forsigtig forud for det besøg, hun den 30. januar havde planlagt i Marokko. Det var en genvisit efter at hendes kollega Muhamed Benaissa i december besøgte Madrid som led i marokkanernes nye charmeoffensiv. Inden sin afrejse til Rabat ville Ana Palacio ikke sætte dato på, hvornår de respektive ambassadører kunne vende tilbage til deres poster.

På den anden side af strædet understreger marokkanerne at fisketilladelsen til Galiciens nødstedte folk er en vennetjeneste, som de ikke forventer nogen modydelse for. Men det er naturligvis ikke hvad de håber, og det kan da også kun være i Spaniens interesse at tage imod den fremstrakte hånd.
Marokkos nyvalgte statsminister Dris Jettu strakte hånden endnu længere frem, da han den 22. december gav et interview til den spanske avis El País. Det var for øvrigt Jettu's første interview efter valget i september – ikke engang hans egne landsmænd havde kunnet læse noget i de nationale nyhedsmedier.

"Forholdet til Spanien vil hurtigt normaliseres" og "Marokko og ikke Latinamerika bør være baggården for spanske industrier og servicevirksomheder. Spanien er kaldet til med tiden at blive vores vigtigste internationale partner," sagde Jettu bl.a. i interviewet, som ikke kan have vakt større glæde i Frankrig. Under Persillekrigen var franskmændene de eneste som reddede Marokko fra en endnu hårdere reaktion fra EU's side.


ET SÅ BRAT OMSVING i Marokkos holdning er svært at fordøje. For en vestlig iagttager er det nærliggende – men sikkert forkert – at søge forklaringen i det nylige regeringsskifte. Den virkelige regering i Marokko ligger nu som før i hænderne på Muhamed VI, selv om valget i september var det mest åbne og ærlige i landets historie.

Efter sin far Hassan II's død i 1999 har Muhamed VI indledt en forsigtig demokratisering og modernisering af Marokko. Denne proces er på vej, men vejen er bugtet og ingen ved rigtig, hvor den fører hen. Måske heller ikke kongen selv.
Muhamed VI står over for problemer der synes uovervindelige. Landet med 30 mio. indbyggere er nr. 123 på FNs liste over udviklingsniveauet i 173 nationer.

Den økonomiske vækst på 2,5 pct. ædes op af en befolkningstilvækst på 1,8 pct. Det skønnes at et sted mellem 100.000 og 200.000 marokkanere er tvunget til at immigrere hvert år for at finde arbejde. I hjemlandet har man brug for en økonomisk vækst på mindst 6 pct. for at bringe arbejdsløsheden ned, men de udenlandske investeringer – som er landets eneste håb – glimrer ved deres fravær.
Spanien har i nogle år været en af verdens største investorer i fremmede lande, takket være erhvervslivets opkøb i Latinamerika. I Marokko investerede de samme firmaer et latterligt beløb på 17,8 mio. euro i fjor. Og det var endda tre gange så meget som det foregående år.

Det demografiske pres, i kombination med en økonomi som ikke vækker tillid, gør Marokko til en tidsindstillet bombe. Når bomben eksploderer, vil det ske få km. fra de spanske kyster.
Islamisterne er med til at øge spændingen i nabolandet. Ved sidste års valg tredoblede de deres stemmetal til 13 pct., og de har udsigt til endnu bedre høst næste gang, fordi de er praktisk taget eneste opposition til Dris Jettu's brede regeringskoalition.


SPANIENS INTERESSE i at hjælpe til med at demontere bomben er indlysende. På mødet i Rabat i januar skulle udenrigsministrene, Ana Palacio og Muhamed Benaissa, aftale sammensætningen af en række arbejdsgrupper for at komme til bunds i de mange problemer, der har hobet sig op mellem landene.

For at komme videre er det nødvendigt at Marokko lader spørgsmålet om de spanske enklaver i Nordafrika (Ceuta, Melilla, den berømte Persilleø og en række andre småøer) hvile i fred. Spanien har gjort klart at de spansk-engelske samtaler om Gibraltar ikke kan bruges som løftestang for lignende drøftelser mellem Spanien og Marokko. Statsminister Dris Jettu sagde i ovennævnte interview med El País: "Når Spanien og Storbritannien kan have et glimrende forhold på trods af Gibraltar, er der ingen grund til at Spanien og Marokko ikke skulle kunne have det."

Hvis det skal forstås sådan at Marokko bider stoltheden i sig og giver afkald på at drøfte enklavernes politiske fremtid (uden at give afkald på sine krav), er man nået et langt stykke videre i normaliseringen mellem de to lande.

Til gengæld vil Marokko presse hårdt på for at få Spanien til at revidere sin støtte til befolkningen i Spansk Sahara, der blev indlemmet i Marokko efter Hassan II's "Grønne March" i 70erne. Efter at Frankrig, England og USA er faldet fra, er Spanien og Rusland partisangruppen Frente Polisario's vigtigste internationale støtter til en folkeafstemning om ekskoloniens fremtid. Spørgsmålet kommer snart op i FNs Sikkerhedsråd, hvor Spanien netop har taget plads fra årsskiftet. Her kommer de spanske principper på en hård prøve.


HASH OG IMMIGRATION er de to problemer, som spanierne selv har øverst på dagsordenen med Marokko.

På ti år er hashmarkerne i Rif-området vokset fra 70.000 til 120.000 hektarer, hævdes det i en rapport fra Centro de Estudios Rurales y de Agricultura Internacional i Valencia. Mellem 80 og 90 pct. af den hash, der beslaglægges i Europa, kommer fra Marokko, og en stor del af den landsættes i Spanien.

Forsvarsminister Federico Trillo beskyldte i fjor Marokko for at tolerere eksistensen af den illegale immigration. I forsvarsministeriets oplæg til en ny spansk sikkerhedspolitik frem til 2015 omtales presset af den illegale immigration for første gang som en national sikkerhedsrisiko, der risikerer at rokke ved samfundets sociale ligevægt.

Efter rekordåret 2001 er problemet tilsyneladende bedret en smule. I fjor blev 16.500 immigranter arresteret ved de spanske kyster og sendt retur til Marokko, 2000 færre end det foregående år. I lighed med Spanien har Marokko iøvrigt lige bebudet en betydelig skærpelse af strafferammen for professionelle menneskesmuglere.

Men det er svært at se hvordan marokkansk økonomi skulle klare sig uden sine to store illegale eksportartikler, hash og arbejdskraft. På den anden side stammer Marokkos vigtigste legale eksportindtægt fra de landbrugsvarer, som konkurrerer direkte med spanske produkter på det europæiske marked.
Der er nok at tale om i de bilaterale arbejdsgrupper.


ÅRET STARTEDE med en påminder om situationens alvor. Den 2. januar druknede mindst syv illegale immigranter ved årets første bådforlis ud for Tarifas kyst. I de samme dage omkom syv økonomiske flygtninge i Málagas arresthus som følge af en påsat brand, der var led i et flugtforsøg.

Iøvrigt:
Fra Galicien berettede forsvarsminister Federico Trillo efter en helikopterflyvning, at "strandene er rene og blændende, synet er pragtfuldt." Nedenunder på gaden demonstrerede hundredetusinder af galiciere mod den blanding af arrogance og inkompetence, som regeringen lagde for dagen i forbindelse med forliset af olietankeren Prestige og den efterfølgende forurening af kysterne. Regningen for oprydningsarbejdet skønnes at blive en mia. euro - 166 af de gamle pesetas-milliarder.

Den 20. februar har fagforbundene indkaldt til generalstrejke i Andalusiens og Extremaduras landbrugssektor. Landarbejderne er de sidste ofre for arbejdsløshedsreformen, efter at regeringen opgav de skærpede regler for alle andre faggrupper efter generalstrejken i juli i fjor. "Det nuværende system bremser alt personligt og erhvervsmæssigt initiativ på landet," mener arbejdsminister Eduardo Zaplana.

Trods den øgede biltæthed faldt dødeligheden på landevejene for andet år i træk. 4026 trafikanter mistede livet i fjor, 119 færre end i 2001. Nye vejindvielser, bilparkens fornyelse og de skærpede straffe i den nye trafiklov har æren for den positive udvikling, mener Trafikdirektoratet.

Og så sluttede euro-året 2002 med en inflation på 4 pct., det dobbelte af det forudsete i finansloven.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---