Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
I træning til nattesøvnen
Skrevet af Solkysten
”Selvom jeg ligger i min seng otte, ni timer er jeg træt, når jeg står op,” klagede en herre i 50erne. Han havde et travlt arbejdsliv og en periode havde han arbejdet nærmest i døgndrift. Om natten vågnede han tit med en masse ideer, men til andre tider lå han og kiggede ud i luften i timevis og kunne ikke falde i søvn. Om dagen drak han vel meget kaffe for at holde sig igang, og om aftenen fik han sig et par store drinks for at slappe af. Selvom han skar væskeindtaget ned efter kl. 20 om aftenen, skulle han på toilettet fire, fem gange om natten.

Ryggen var begyndt at gøre ondt, og han havde haft flere hold i den. Det tog længere og længere tid at komme i omdrejninger om morgenen.

Søvnens kvalitet
Hvor meget søvn, den enkelte har brug for, er individuelt. Små børn sover meget, ældre behøver mindre søvn. Voksnes søvnbehov er normalt syv timer plus/minus en time.

Det er dog ikke blot antallet af søvntimer, der afgører, om vi føler os veludhvilede bagefter. Vigtigere er kvaliteten af søvnen. I løbet af natten gennemgår vi forskellige søvnstadier.

Stadium 1 er overgangen fra vågen tilstand til en let søvndøs, fra beta til alfa-niveau.

Stadium 2 er let søvn. Her opleves ofte ”spjæt”, der opstår, når musklerne slappes af, og vi ubevidst kompenserer for afslapningen med sammentrækning af musklerne.

Stadium 3 og 4 kaldes dyb søvn eller slow-wave-søvn, fordi de elektriske bølger bliver gradvist langsommere (theta- og delta-bølger). Samtidig bliver personen mere afslappet og sover dybere.

Den dybeste del af søvnen (delta-søvnen) er vigtig for at kunne fungere godt næste dag. Den kendes fra småbørn, der tungt sovende kan tages op, bæres på skuldrene og ind i en vogn for senere at puttes i seng uden så meget som at glippe med øjnene. Det er bl.a. her i den dybe søvn at kroppen regenerer og lader batterierne op.

Stadium 5 kaldes REM-søvnen fordi der forekommer hurtige øjenbevægelser (Rapid Eye Movement). Hjernens bølger er næsten som i vågen tilstand, men alle kroppens muskler er fuldstændigt afslappede. Mange af vore drømme forekommer i REM søvnen, hvor underbevidstheden arbejder med dagens forskellige indtryk.

Unge tilbringer de første halvanden til to timer i beta- og alfa-stadiet, og går derefter over til theta- og delta-stadiet. Herefter lettes søvnen igen og efterfølges af en kortere REM-søvn, ofte kun af få minutters varighed.

Dette søvnmønster gentager sig, hvorefter halvdelen af natten er gået. Resten af natten soves for det meste overfladisk med korte perioder af REM søvn.

Med alderen ændres søvnmønsteret, idet mængden af dyb søvn aftager og erstattes af overfladisk søvn, som også kan indeholde opvågninger. Søvnbehovet nedsættes også. En del ældre er ikke oplyst om disse forandringer, og det kan være årsag til fejlordinering af megen sovemedicin.

En balancegang
Det er i vekselvirkningen mellem den aktive dagsfase og den passive natfase, at opladningen af vor krop finder sted, og det er vigtigt at finde den rigtige balance. Er vi for aktive, brænder vi ud. Er vi for passive, går livet forbi.

Det aktiv-passive princip går igen i vort nervesystem. Det sympatiske nervesystem holder kroppen i gang med udadvendte opgaver, gør os “kampklar”. Puls og blodtryk er øget, blodkarrene til musklerne udvidede og pupillerne store. Vi er vågne og opmærksomme.

Modsat virker det parasympatiske nervesystem, der er ansvarlig for den automatiske og ubevidste regulering af kroppens funktioner.
Overbelastning af det sympatiske nervesystem viser sig ved stress, mens det parasympatiske nervesystems sladrehank er sløvhed og træthed. Det er tegn på at kroppens udbedring efter dagens aktivitet ikke kan følge med.

Min patient havde mange ting at spekulere på og kørte konstant i højt gear. For at få ham til at koble af på et niveau med lavere hjernebølgesvingninger (alfa-, theta- og delta-niveauer) blev stimulanser som kaffe, cola, the og søde sager fjernet fra hans kost, specielt om aftenen. I stedet fik han B-vitaminer, fiske- og planteolier, calcium og magnesium, som alle er befordrende for nervesystemerne, alfa-frekvenserne og dermed en god nats søvn.

Han gik en stille aftentur, tog et varmt bad eller fodbad og fandt passende sengetider, så døgnet kom ind i en god rytme. Det er svært at falde i søvn, når hele kroppen er klar til kamp.

Behandlinger med zoneterapi og akupunktur gav ham en bedre kontrol med det opladende parasympatiske nervesystem. Et specielt designet alfa-træningsprogram lærte ham at gå ind og ud af afslappelse i løbet af dagen. Han blev på en måde herre over sin egen energibalance og foldede sig ud i sine rette dimensioner. Han opnåede en bedre balance mellem de sympatiske og parasympatiske nervesystemer. Dette hjalp bl.a. på de natlige toiletbesøg, der blev reduceret til et enkelt, da blæretømningsmusklerne (der styres af det parasympatiske nervesystem) nu ikke stod “i kø” for at komme til at udfylde deres funktion.

Alfa-træning som
sove-træning

Pointen i ovenstående er, at ligesom musklerne kan trænes med gymnastik, kan nervesystemerne trænes med afslapnings- og tranceøvelser. Ved bevidst at gå ind og ud af de samme stadier som under søvn opnås et hvil, der er så godt som flere timers søvn.

Om aftenen brugte patienten en afslapningsteknik, hvor han ved sovetid langsomt døsede hen og gav slip på dagens lyse aktiviteter for at glide ind i søvnens opladende passive mørke og lade kroppens eget energiforløb overtage. Midt på dagen tog han et ”power-nap”. Det er en koncentreret afslappelse på 5-10 minutter, hvor hjernens svingninger hurtigt bringes på alfa-niveau med en langsom mellemfase og derefter hurtigt op igen til vågen tilstand - med ny energi til følge.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2003

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga