Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
En verden fyldt med dufte
Skrevet af Solkysten
Forleden dag kom jeg pludselig til at tænke på den gård i Vestengland, hvor jeg arbejdede i skoleferierne for mange år siden.
Det undrede mig, at gården dukkede op i min erindring, indtil jeg kiggede mig omkring. Jeg stod i en kornhandel i Coín ved siden af en stak hessiansække af den gammeldags slags, og det var duften af dem, der havde sendt tankerne på flugt. Dufte bringer ofte associationer til mennesker, men de er langt vigtigere for dyr i almindelighed og hunde i særdeleshed.

Hunde keder sig ikke, hvis de skal gå den samme tur hver dag. Omgivelserne er de samme, men hver dag er der nye, vidunderlige dufte. Et dyr har krydset vejen. Vinden skifter og bringer en ny, spændende oplevelse med sig. Hunde elsker den verden, som består af tusindvis af lugte, der overlapper hinanden og skifter konstant. I denne blanding af mere eller mindre behagelige lugte kan hunden udskille dufte, vi mennesker ikke engang opfatter.

For eksempel kan hunden adskille duften af køer, får, heste og kaniner på lang afstand, og en hanhund kan inden for en radius på et par kilometer fange færten af en hunhund i løbetid. En hund kan også på duften kende forskel på enæggede tvillinger.

På et tidspunkt passede vi to hunde, som ikke kunne fordrage hinanden, og som vi var nødt til at holde langt væk fra hinanden. Over en periode på fire år blev de begge passet i vores kennel, men ikke på samme tid. Så skete det, at de begge igen skulle passes samtidig.

Da jeg var omkring tre hundrede meter fra kennelen med den sidstankomne af de to, blev den første aggressiv og begyndte at gø som en rasende. Han genkendte lugten af sin fjende, som han ikke havde set i fire år - en lang periode i en hunds liv.

Nogle hunde har en bedre lugtesans end andre. Et setter kan f.eks. lugte, hvis et stykke vildt har været i nærheden, selv om der er gået op til fire timer. Snuden på en rask hund er altid lidt våd, og det er den fugtige overflade, der fanger og fastholder de lugte, der er i luften.

Et menneske er udstyret med omkring fem millioner duftceller. Foxterrier har ca. 150 millioner og schäfere omkring 200 millioner. Eksperterne regner med, at hundens lugtesans er omkring 40 gange så god som menneskets, og det er selvfølgelig derfor, der findes sporhunde, jagthunde og narkohunde.

Alle hundeejere har oplevet at deres hund pludselig stopper op og nægter at flytte sig ud af stedet. Den har fået færten af noget fascinerende. Det er irriterende, men der er ikke andet at gøre end at være tålmodig. Hunden lever i duftenes verden. Det er på den måde, den indsamler “nyheder”, ligesom vi læser aviser, hører radio og ser tv.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2003

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga