Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Det er varmt at være julemand i Spanien.
Det er varmt at være julemand i Spanien.
Den glade julemand
Skrevet af Solkysten
Bent Friis-Vest er
Spaniens eneste
vaskeægte julemand
På teaterscenen i Tivoli World kaster den tykke julemand karameller og balloner ud til publikum. Han er kommet fra Grønland til Costa del Sol med sin rensdyrtrukne kane og medbringer som altid en hilsen til artige børn.

Som alle børn og barnlige sjæle ved, rejser julemanden hver jul fra det kolde nord til alverdens hjem for at dele gaver ud. Han smider pakker ned gennem skorstenen og skynder sig videre til næste hus. Flere millioner børn venter spændt på hans besøg, og han skal nå dem alle på en enkelt nat.

Santa Claus kommer også Costa del Sol, hvor han blandt andet besøger børnehaver og hospitaler. Hver eneste sted snakker han med børnene, som fortæller ham deres største gaveønsker. Julemanden skriver dem ned på en lang huskeseddel og lover at give besked til julenisserne på gavefabrikken. Har børnene opført sig pænt i det forløbne år, ligger gaverne med al sandsynlighed under juletræet den 24. december.

På disse breddegrader behøver julemanden hverken halstørklæde eller vanter. Han kan faktisk godt få sved på panden, og han har ikke rejst flere tusinde kilometer for at optræde i Tivoli. Han hedder Bent Friis-Vest og lever resten af året i Benalmádena Pueblo.

Ved juletid får Bent Friis-Vest travlt. Han har tyve år i træk optrådt som julemand på Costa del Sol og glæder sig hvert år til at finde den røde julemandsdragt og de sorte støvler frem fra bunden af klædeskabet.

- Jeg bliver julens mest populære skikkelse og hygger mig hver eneste sekund. Det er en vidunderlige oplevelse at blive mødt af børn med glædestrålende ansigter og lys i øjnene. Den klukkende julemand med det hvide skæg og klokken er symbolet på en hyggelig og spændende tid, og pyt med at vi må undvære sneen, siger han.

Bent Friis-Vest optræder flere gange i løbet af julemåneden og med sin årelange erfaring glider han helt naturligt ind i rollen. Han er i øvrigt den eneste julemand i Spanien med medlemsbevis fra Dansk Julemands Laug. Foreningen har 150 medlemmer og stiller store krav om både opførsel og påklædning.

- Alle børn har illusioner om julemanden, og dem skal han tage vare på. Derfor må man hverken drikke spiritus og ryge, når man er på arbejde. Det er selvfølgelig også forbudt at bruge bandeord, og påklædningen skal være korrekt, forklarer han.

Bent Friis-Vest ved af erfaring, at børn lægger mærke til de mindste detaljer, så han er omhyggelig med sin forklædning. Man ser ingen afslørende armbåndsur eller guldringe og selv øjenbrynene er malet hvide. Han bruger mindst en time på at klæde sig ud og forsøger konstant at forny sin optræden. I fjor fortalte han julehistorier ved hjælp af oppustede ballondyr, og til dette års optræden har han investeret i en kane og to rensdyr. En ghettoblaster sørger for den musikalske del af julestemningen.

- Jeg faldt over kanen ved den årlige julemandskongres i Danmark. Udstyret har kostet en pæn skilling, men pengene er givet godt ud. Jeg er sikker på, at børnene bliver ret vilde med julemandens rensdyr, og at vi bliver mere troværdige, siger Bent Friis-Vest.

Jesper Sander Pedersen


Den danske julemand optræder hver lørdag og søndag med tre shows i Tivoli World.
Han underholder ligeledes ved Candys fødselsdagfest den 7. december i Arroyo de la Miel, Radio Solymar’s juletræsfest på et plejehjem den 13. december og et udendørs julearrangement ved vagttårnet i La Cala de Mijas den 15. december. Julemanden besøger inden juleaften børnehospitalet i Málaga og fejrer juleaften med gæsterne i en dansk-spansk restaurant ved siden af Candy. (Med forbehold for ændringer.)




Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga