Alfonso III forsøgte at reformere og integrere både republikanere og kommunister i det politiske system, noget der vakte stor modstand fra kirkens og hærens side.

I det ret komplicerede politiske system indtog kongen en særstilling med stor indflydelse på regeringens beslutninger. Hans stilling som hærens øverstbefalende og hans ret til at gribe ind i udenrigspolitikken medførte, at han nærmest var at betragte som en slags regeringschef i samarbejde med regeringen. Det “kongelige privilegium” bl.a. med hensyn til at udnævne og afskedige regeringens førende medlemmer samt bestemme hvilke grupper af liberale eller konservative, der skulle indgå i regeringen gjorde, at regeringen faktisk var underkastet kongemagten, som på den måde fik stor indflydelse på de forskellige politiske partier.

1. Verdenskrig - Spanien holder sig neutral
Alfonso XIII’ stilling under den l. verdenskrig var meget vanskelig på grund af hans familieforhold til de forskellige europæiske kongehuse især naturligvis til det engelske, men han forstod at undgå fristelsen til at lade sig lede af familieforholdene og undgik derved at blive draget ind i krigen. Hans store humanitære virksomhed medførte, at det lykkedes ham at befri mange fanger fra begge lejre, mens han samtidigt nøje overholdt en meget stærk neutralitet.

Under krigen tilpassede de politiske partier i Europa sig til de nye tiders krav, og i Spanien, som forholdt sig neutral, var det mere de økonomiske følger af krigen, der var de vigtigste.
Samtidig med en voksende økonomi, som medførte at visse kredse af befolkningen opnåede at samle uhyre formuer, som gav stødet til kapitalismens opståen i Spanien, betød det i krigens sidste år en alvorlig krise med mangel på levnedsmidler, hvilket førte til voldsomme prisstigninger. Det blev oprindelsen til strejker og opstand bl.a. i det såkaldte “tre års bolchevisme” fra 1918-1921, noget der især blev mærkbart i Kataloniens industriområder og i det fattige Andalusien.

Las Hurdes
Et eksempel på den vanskelige økonomiske situation for ikke at sige elendighed, som en stor del af landet befandt sig i, var Las Hurdes, et fuldstændig gudsforladt sted i det nordvestlige hjørne af det fattige Extremadura.

I generationer og gennem mange århundreder havde beboerne i Las Hurdes levet helt isoleret med egne love og sædvaner, uden nogen form for undervisning eller kontakt med civilisationen.

Den befolkningsgruppe, der bor der, er af uvis oprindelse og er rent etnologisk interessant at studere. Indbyggerne boede på det tidspunkt i huler, klipper eller i lerklinede hytter i et vildt, fattigt og bjergrigt område og var kun kendt af ganske få – kunstnere eller forfattere.- som af professionelle grunde vovede sig ind i dette område. Hvis det skete, at man fik noget at vide om disse fattige beboere var det altid i forbindelse med en eller anden katastrofe.

En skønne dag fik Alfonso XIII at høre om Las Hurdes, og den unge konge blev meget interesseret i at besøge stedet. Dengang kunne man kun komme til denne afsides krog af verden ad en smal sti, og det sidste stykke kunne man kun komme igennem ved næsten at kravle. Kongens rådgivere prøvede at fraråde ham rejsen ved at fortælle om vanskelighederne ved at komme til stedet, om faren for paludisme og om de usunde forhold, der i det hele taget herskede i området. “Er det ikke en del af mit land? Er det ikke mit folk?” sagde kongen. “Hvis der i Spanien skulle findes et sted, hvor jeg ikke kunne komme, ville jeg ikke være konge”.

Og Alfonso XIII fandt nogle få tusinde af sine undersåtter, der levede som deres forfædre havde gjort i den præhistoriske æra. Han besøgte flere af boligerne, hvor han næsten måtte kravle på alle fire for at komme ind, og han prøvede at gøre sig forståelig overfor beboerne, der havde svært ved at fatte, at det var deres konge, der besøgte dem.

Da kongen kom tilbage efter sit besøg i Las Hurdes, sørgede han for, at der blev udarbejdet et udførligt projekt til at forbedre beboernes levemåde. Her deltog ingeniører, journalister, læger - specielt den kendte dr. Marañon - og mange andre. Kongen oprettede et fond, som havde til formål at opføre nye huse og veje samt forbedre de hygiejniske forhold, bland andet ved at sørge for forsyning af drikkevand. Der blev også oprettet henved 200 skoler, og der blev sendt læger og sygeplejersker ud, som skulle sørge for beboernes behov.

I dag kan biler køre helt ind i Las Hurdes, og indbyggerne kan komme i kontakt med resten af landet.

Primo de Riveras statskup i 1923
Selv om Spanien havde holdt sig neutral under krigen, hindrede det dog ikke, at der opstod gnidninger mellem kongen og de på hinanden følgende regeringer på grund af deres forskellige måde at opfatte neutraliteten på såvel som måden at dirigere udenrigspolitikken på.

Mangel på indflydelse fra de forskellige politiske partiers side og regeringens manglende evne til at kontrollere den tiltagende sociale uro førte til krisesituationer, hvor både republikanernes og socialisternes voksende magt gjorde sig gældende og krævede deres del af magten. Dertil kom en vanskelig international situation og
en økonomisk situation, der var langt fra at være tilfredsstillende.

Ydermere greb militæret alt for ofte ind for at løse sociale konflikter, hvorved de tit satte regeringen ud af spillet og derved blev en trussel for det parlamentariske system.

I Marokko var der også problemer. I 1921 led det spanske militær et knusende nederlag ved Annuel, hvor henved 12.000 spanske soldater omkom. Det blev et hårdt slag for militærets prestige, og endnu værre blev det, da man satte en undersøgelse i gang, som førte til en proces mod mange af de højerestående militære chefer og officerer, som man gjorde ansvarlige for krigens frygtelige udfald. Militæret reagerede voldsomt, og en lille gruppe ledet af general Primo de Rivera foretog et statskup i december 1923.

Alfonso XIII’s stilling til diktaturet
Der er delte meninger om den rolle Alfonso XIII spillede i statskuppet. Nogle mener, at han var velvidende om, hvad der foregik, men efter senere dokumenterede undersøgelser er man kommet til den slutning, som også lyder mest sandsynlig, at kongen hverken stimulerede, opmuntrede eller var ansvarlig for statskuppet. Følgerne af det var imidlertid, at de to store politiske partier, som havde været grundlag for genoprettelsen af monarkiet praktisk talt forsvandt som partier i de følgende seks år, hvor Prima de Riveras diktatur varede.

I betragtning af, at Primo de Rivera sagde at han ikke havde til hensigt at afskaffe konstitutionen og udelukkende var interesseret i at genoprette ro og orden og løse problemet med Afrika, er det ikke så mærkeligt, at den jævne befolkning betragtede den nye tingenes tilstand med en vis sympati. Når dertil kom, at såvel de konservative som de liberale partier ikke så sig i stand til at yde modstand, og militæret trods dets højtravende opråb knap nok forfulgte disse, hvad andet kunne kongen så gøre end at samarbejde med diktatoren og underkaste sig hans bestemmelser.

Men månederne gik, og hverken Alfonso XIII eller Primo de Rivera gav tegn til at ville genoprette det parlamentariske system. Desuden roste kongen i høje toner diktaturets resultater og angreb de tidligere politikere hårdt og betragtede den konstitutionelle regeringsform nedsættende. Hvad betød den konstitionelle regering mod den sikkerhed, ro og orden, som landet nu nød godt af? Hvis man nu genåbnede parlamentet ville det blot blive de samme gamle politikere, som havde ført landet i ulykke, som ville genoptage deres stridigheder og fortsætte med deres parlamenteren. Alt ville blive som før og 20 måneders arbejde ville være spildt.

Disse meninger fra kongens side gengiver måske mere end en begejstring over systemet et ønske om at holde sig uden for al politisk aktivitet, som i virkeligheden kedede og irriterede ham. Det var netop denne politiske afstandstagen, som general Primo de Rivera garanterede ham, mens han selv overtog hele magten både som regeringschef og som statsoverhoved og lod kongen være konge uden magt til at regere.

Primo de Riveras diktatur varede seks år indtil en gruppe artillerister kom på kant med diktatoren, hvilket tvang kongen til at give afkald på ham og vende tilbage til den konstitionelle regeringsform.

Valget i 1931 tvinger
Alfonso XIII til at abdicere
En af diktaturets store fiaskoer var tilsidesættelsen af de konservative og centrum-liberale politiske partier, som i årevis havde været kongemagtens faste støtte, og kongens fejl var, at han havde givet op overfor diktatoren og opretholdt diktaturet indtil 1929, hvorved han havde mistet den hjælp han kunne have fået fra de gamle kongetro partier, som i seks år var blevet ignoreret og set skævt til af monarken og som nu for en stor del nærmede sig republikanerne.

Den 12 april 1931 blev der afholdt valg, som viste en stor fremgang for de republikanske kandidater i alle landets større byer, og der er ingen tvivl om, at det blev afgørende for monarkiets fald.

Dagen efter valget blev Spanien erklæret for en republik og overalt var der demonstrationer, der forlangte en provisorisk republikansk regering og kongens overgivelse af magten. Forladt som han nu var af alle, var der ikke andet for ham at gøre end at acceptere og bøje sig for det ultimatum, som den republikanske komite havde forelagt ham: At forlade landet inden solen gik ned!

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---