Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Politiets statistikker viser en stærk stigning i kriminaliteten de to sidste år.
Politiets statistikker viser en stærk stigning i kriminaliteten de to sidste år.
Svindlerne iblandt os
Skrevet af Solkysten
Skandinavisk
arbejdsgruppe
lægger resultatet af
undersøgelse frem
Hvis man selv er et hæderligt menneske, kan det være svært at forestille sig, at andre ikke har samme moralkodeks. Men desværre er der efterhånden mange eksempler på, at man skal have øjnene endog meget åbne for ikke at blive offer for svindlerne iblandt os.

Den erfaring har vi gjort i en skandinavisk arbejdsgruppe, som for et lille års tid siden begyndte at indhente oplysninger fra landsmænd på Costa del Sol, som var kommet galt afsted.

Moralen er, at når man flytter til et fremmed land, kan det være svært at skelne mellem folk, der er til at stole på, og folk der ikke er. Det borger iøvrigt ikke for troværdigheden, at vi i nogle tilfælde har at gøre med vore egne landsmænd – svindlere findes blandt alle nationaliteter.

Nedenfor har vi samlet nogle eksempler på folk, der kom galt afsted. Episoderne er typiske på den måde, at de ofte går igen med nogle variationer. På den måde kan de forhåbentlig tjene til skræk og advarsel for andre potentielle ofre.

Fiduserne
Et dansk ægtepar kommer kørende på motorvejen, da en bil med to unge mænd kører op på siden af dem. De unge mænd gestikulerer kraftigt, mens de peger på bagenden af ægteparrets bil. Ægteparret holder ind til siden, og de unge standser foran dem og hopper ud af bilen. Mens den ene unge mand går bag ægteparrets bil, spørger den anden, om parret taler spansk. Da det bekræftes, fortæller den unge, at der er ild i bagenden af deres bil. De styrter ud – og ganske rigtigt, det brænder ud af udstødningsrøret. De flinke unge mennesker hjælper med at slukke ilden, hopper derefter ind i deres egen bil og drøner væk.

Ægteparret fortsætter langsomt deres hjemtur, indtil manden siger: ”Det kan da ikke brænde ud af udstødningsrøret!” Jo, det kan det, hvis der først er puttet en serviet ind i det og derefter sat ild til.

Konen opdager hurtigt, at hendes taske på hylden under handskerummet er væk, og med den 30.000 gode spanske pesetas.
Et andet eksempel fra virkelighedens verden:

En kvinde i Benalmádena får uventet besøg af et par nydelige, velformulerede mænd i uniform. De fremviser deres identitetskort med foto samt papirer med firmatryk, som dokumenterer, at de kommer fra gaselskabet Serbutano S.L. De skal kontrollere gasinstallationerne, fortæller de. En udendørs slange til komfur samt en ventil bliver skiftet, og der loves fem års garanti for det udførte arbejde. Regningen er på 354 euros, som kræves betalt med det samme. Kvinden udskriver en check på beløbet og får udleveret papirer på det færdige arbejde i fire eksemplarer – en lyserød kopi skal sendes til Repsol.

Næste dag ringer hun til Repsol for at høre, hvortil hun skal sende kopien. Hun får her at vide, at det hele er et svindelnummer. Men checken er naturligvis allerede hævet på det tidspunkt.

Den uærlige landsmand:
En dansk kvinde køber indbo af en landsmand, hvis lejede lejlighed hun skal overtage. Hun betaler 3600 danske kr. Da hun kort efter vælger en anden bolig og vil tage det købte med sig, får hun af ejeren at vide, at effekterne tilhører lejligheden.
I et brev til danskeren forelægger kvinden ham hans kriminelle handling og kræver sine penge tilbagebetalt. Indtil dato har kvinden intet hørt fra ham.
Et spørgsmål trænger sig på i denne forbindelse: Skal vi advare hinanden, når vi opdager, at en iblandt os er bedrager – eller skal vi tie?

Vær på vagt
Vær forsigtig med, hvem du kører i elevator med, især hvis du lige har hævet penge i banken. Det kan være, nogen følger efter dig for at afvente en gunstig lejlighed til at røve pengene.

Apropos pengeautomater, så kan man aldrig være for forsigtig med brugen af pin-koden.

At henvende sig til bilister for at få dem til at standse eller for at bortlede deres opmærksomhed er en helt almindelig indledning til et tyveri eller et røveri.

På supermarkedets p-plads kan det ske at nogle fortæller, at bilen er punkteret. Det har de selv sørget for, at den er. De tilbyder måske deres hjælp, og sandsynligvis bliver resultatet, at en taske forsvinder sammen med de hjælpsomme mennesker.

Et ægtepar her på kysten var på vej tilbage fra Danmark. Efter at have genoptaget turen efter et stop blev de gjort opmærksom på, at deres bil var punkteret. De standsede og stod ud for at skifte hjul, hvad der var vanskeligt på den stærkt trafikerede vej. Selv om de havde haft åndsnærværelse nok til at skjule tasken på bagsædet under en frakke, blev den stjålet mens de var optaget heraf - uden tvivl af de samme, som havde sørget for punkteringen på rastepladsen og var fulgt efter dem.

Vær altid forsigtig med alt for hjælpsomme personer, og lad aldrig en taske ude af syne.

Under alle omstændigheder, gå aldrig med for mange kontanter i tasken, og aldrig med originale papirer. Brug kopier. Dette gælder også bilpapirerne, som altid skal være i bilen sammen med sidste kvittering på forsikringen. Man henvender sig på kommunekontoret med originaler og kopier. Her får man for et beskedent beløb et stempel på de sidstnævnte, og så er de lige så gode som originalpapirerne.

Betal aldrig en regning ved døren, men bed om et girokort. Forlang at se en købekvittering, hvis du vil købe brugte effekter.

Det er regler, der erfaringsmæssigt er nyttige at følge. Mange af læserne kunne sikkert berette om lignende episoder som de ovenfor nævnte, og det kunne måske være gavnligt at få dem frem i lyset, så vi ved, hvad vi er oppe imod.



Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2003

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga