SPANIEN LEVER af turister og biler. Turismens betydning kender alle, men for mange er det sikkert en overraskelse at bilindustrien er den moderne velfærdsstats anden grundpille.

Ved at sammenligne nogle nøgletal ser man, at bilerne på flere punkter har større betydning for Spaniens økonomi end for Japans.

De spanske samlebåndsfabrikker har 75.000 ansatte på lønningslisten. Yderligere en kvart million arbejder hos de tilknyttede underleverandører. 2.855.239 køretøjer rullede af samlebåndene i fjor.
Deres værdi var godt seks pct. af Spaniens bnp, og på handelsbalancen bidrog de med mere end en fjerdedel af eksportindtægterne.

Samtidig med at de første charterturister kom til Spanien på jagt efter solen, rullede den første Seat af samlebåndet i Barcelona. Siden har bilindustrien sat ny rekord næsten hvert år. Spanien er i dag Europas tredjestørste producent efter Tyskland og Frankrig.
Englænderne er sakket langt bagud, og for nogle år siden blev italienerne overhalet. Men nu har spanierne selv fået øje på en trussel i bakspejlet.


FORHANDLINGERNE trak ud til allersidst inden Spanien gav grønt lys for optagelsen af en af EUs nye medlemsstater, Slovakiet. I forhandlingernes slutfase hørte de spanske forhandlere at VW-koncernen havde besluttet at flytte ti pct. af produktionen af Seat Ibiza til Slovakiet, hvor lønniveauet er en femtedel af det spanske.

Desuden havde VW fået løfte om skattefrihed indtil 2008.
Ibiza'en er et symbol for spansk bilindustri, og den sårede stolthed gjorde næsten lige så ondt som de 500 arbejdspladser (samt fire gange så mange afledte jobs), som beslutningen ville koste i Barcelona. Men spanierne måtte acceptere kendsgerningerne og lade sig nøje med en garanti for at VWs skattefri udbytte aldrig kommer til at overstige 30 pct. af den foretagne investering.

Det var langtfra første advarsel, spanierne havde fået.
I 1990 blev produktionen af 60.000 Polo flyttet fra Landaburen (Navarra) til Slovakiet. Også den franske PSA-koncern har nylig vedtaget at bygge en fabrik i Slovakiet, som kommer til at konkurrere direkte med PSAs spanske fabrikker.

Spanien, som selv byggede sin bilindustri op ved hjælp af lave lønninger og offentlig etableringsstøtte, skal omstille sig til en ny rolle som en af de rige og etablerede industrinationer, der forventes at klare sig uden den slags fordele.


SITUATIONEN ANSES ikke for kritisk, men kan blive det på blot mellemlang sigt, advarer bilfabrikanternes brancheorganisation Anfac.

En bilmodel har en levetid på gennemsnitlig seks år. Ved udløbet af den periode skal der foretages kæmpeinvesteringer i de eksisterende industrianlæg for at lægge produktionen om til nye modeller. Det er på dette tidspunkt, de stadig mere internationale bilkoncerner kan føle sig fristet til at flytte hele produktionen, hvis det gamle produktionsland ikke længere er konkurrencedygtigt.

Dette begreb omfatter naturligvis meget andet end arbejdslønnen, som kun er ti pct. af bilens produktionsomkostninger. Spaniens industri står ikke dårligt forberedt. Den tæller med tre af Europas ti mest produktive samlebåndsfabrikker. Opel i Zaragoza indførte i sin tid verdens første samlebånd, der kørte 24 timer non-stop.

Virksomhedsguru'en "Superlópez" (López de Arriotura) og hans disciple har gjort "den spanske model" til standard i Europas og USAs bilindustrier som modvægt til "den japanske model".
Men fra Slovakiet - samt Tjekkiet og Polen - mindes spanierne hele tiden om at de er nødt til at gøre det endnu bedre næste gang, hvis forretningen skal overleve.


SPANIENS VIGTIGSTE HANDICAP er af politisk art. Efter Seats salg til VW-koncernen træffes alle de afgørende beslutninger i et udenlandsk hovedsæde. Det samme gør sig gældende for Citroën i Vigo, Ford i Valencia, Iveco-Pegaso i Madrid, Mercedes i Bilbao, Nissan i Barcelona, Opel i Zaragoza, Peugeot i Madrid, Renault i Valladolid og VW i Landaburen.

Kun Santana i Jaén holder liv i drømmen om en national bilindustri, og det skyldes udelukkende at Junta de Andalucía ikke kan finde en køber til den sydspanske fabrik efter Suzuki's flugt for nogle år siden.
Ejerforholdene giver Spanien ringere mulighed end EUs andre store industrinationer for at påvirke de multinationale koncerners beslutninger ad politisk vej. Fraværet af store, nationale industrikoncerner er følgen af ikke at have gennemført den industrielle revolution i tide - samtidig med de andre.

Strukturen i spansk bilindustri er sårbar af en anden grund. De spanske samlebåndsfabrikker er specialiseret i små og mellemstore bilmodeller, som er særligt følsomme over for høje arbejdslønninger. Markedet for disse biler flytter desuden længere østpå hvert år.
I brancheorganisationen Anfac drøfter man strategien at følge i de kommende år. Den nærliggende (men vanskelige) løsning er at satse på dyrere modeller med et højere teknologisk indhold. I samme forbindelse håber man også at trække en del af bilkoncernernes forsknings- og udviklingsomkostninger til Spanien, som næsten ikke bidrager til den side af bilindustrien.

Det forudsætter at Anfac overbeviser de udenlandske hovedkvarterer om, at spanierne ikke blot er gode ved et samlebånd, men ved et tegnebræt og i et laboratorium.


"LAD DE ANDRE om at opfinde," hånede filosoffen Miguel de Unamuno sine landsmænd, da han i starten af 1900-tallet søgte at provokere dem til at tage mere aktiv del i den moderne verden.
Det hjalp ikke - opfindelserne bliver stadig patenteret i udlandet. Spaniens udgifter til forskning og udvikling udgør knap en pct. af det spanske bnp. Det er halvt så meget som i det øvrige EU og en tredjedel af niveauet i USA og Japan.

Grundet erhvervsstrukturen anses det for særlig vigtigt at den offentlige sektor går i spidsen med et godt eksempel, hvis Spanien skal indhente sit efterslæb. Den konservative regering har gjort et mere eller mindre helhjertet forsøg. De gode hensigter er blevet vist flittigt frem op til valgkampene, hvor ministerpræsident José María Aznar lod sig fotografere med indehaverne af nogle af de nationale hjerner, han lovede at hente hjem til Spanien fra deres tvungne eksil i udenlandske forskningsinstitutioner. Ved årtusindeskiftet blev der oprettet et nyt ministerium for videnskab og teknologi for at understrege denne politiks høje prioritering.

De hjemvendte hjerner er blevet klogere, ikke på deres fag men på det spanske samfunds realiteter. Den verdensberømte kræftforsker Mariano Barbacid klager fordi hans tid går med politik i stedet for forskning. Den lige så berømte biolog Joan Massagué følte sig tvunget til at smide håndklædet, da han i to år havde ventet forgæves på midler til det forskningscenter, man havde stillet ham i udsigt i Barcelona.

Landets første teknologiminister, Anna Birulés, blev for et halvt år siden fyret uden at det var gået op for andre end hendes nærmeste, at hun var trådt til. Spanien er i den konservative regerings syv år ikke halet så meget som en decimal ind på EU-partnernes teknologiske forspring, når man ser bort fra et kluntet forsøg på at manipulere statistikkerne med omrokering af eksisterende poster.
Forskere som Alberto Lafuente Félez, professor ved Universidad de Zaragoza, beklager at en vigtig opgangsperiode i Spaniens økonomiske historie ikke blev udnyttet til den nødvendige omstilling.


"INTERNET TIL ALLE" var et andet regeringsprojekt, som gjorde sig bedre i avisoverskrifterne end i realiteternes hårde verden.
I en toårig periode marts 2001 til marts 2003 lovede regeringen at efteruddanne en million nye Internetbrugere. Ved fristens udløb kan det konstateres, at tallet blev 90.000. Den nye teknologiminister (Josep Piqué) har som god bureaukrat nedsat et udvalg, der skal analysere fiaskoens årsager. Herfra kan vi bidrage med et par forslag: For det første bevilgede regeringen kun en økonomisk støtte på 0,67 euro pr. elev og time, for det andet startede projektet med halvandet års forsinkelse.

Aznar havde i 2001 en vision om en "stille revolution" af det spanske samfund, da hans regering fremlagde "Internet for alle" som en lille del af den meget mere ambitiøse Info XXI plan, der skulle forberede Spanien til det kommende hightech samfund. Til dato har regeringen ikke engang brugt halvdelen af de midler, den stillede i udsigt til at støtte omlægningen til det teknologiske samfund indefor erhvervsliv, skoler og administration.
Det er også snarere stilheden end revolutionen, der breder sig på Internettet.

En international undersøgelse viser at Spanien er det eneste industriland, hvor tallet af Internetbrugere faldt i andet halvår 2002. 22 pct. af befolkningen kobler sig jævnligt på Nettet. Selv i det meget fattigere naboland Portugal er brugertallet i samme periode nået op på det dobbelte.

Familien Aznars visioner rækker måske ikke langt nok. Den uforlignelige ministerpræsidentfrue Ana Botella udtalte i anledning af den teknologiske revolution, at "Internet kan være nyttigt for kvinderne i landsbyerne til at sælge deres håndarbejder."


ØKONOMIENS ANDEN GRUNDPILLE er turismen. Halvanden million arbejdspladser, 12 pct. af bnp og for syvende år i træk en vækst i antallet af udenlandske besøgende. 51,7 mio. turister besøgte Spanien i fjor, oplystes det på den årlige turistmesse Fitur i Madrid.

Og den dårlige nyhed: Trods væksten i antallet af besøgende faldt indtægterne i 2002 med 3,5 pct. i forhold til 2001. Det var første gang siden kriseåret 1990, at udviklingen gik den vej.

"Vi mister turister i den høje indtægtsklasse," indrømmede Xabier de Irala, formand for brancheorganisationen Exeltur. Han efterlyste på medlemmernes vegne en "Plan Renove" af samme art, som regeringen har givet bilkøberne for at lette udskiftningen af gamle modeller med nye.

Den gamle sol-og-strand turisme, der i fire årtier har været rygraden i spansk turisme, skal diversificeres for at tiltrække de økonomisk mest attraktive kunder.

Samtidig skal turistindustrien indstille sig på, at den traditionelle lavprismodel hurtigt vil få endnu sværere ved at konkurrere med alternative turistmål som Kroatien, Tyrkiet og Bulgarien. Inflationen løber dobbelt så stærkt i Spanien som i det øvrige Europa, og efter indførslen af den fælles mønt kan Spanien ikke længere udligne forskellen med devalueringer.

Debatten er ikke af ny dato, men på dette område har man heller ikke gjort meget for at forberede sig på problemer, som alle kunne skimte i horisonten.

Det kniber for den sags skyld stadig for mange at få øje på dem. "Sol-og-strand turismen er på ingen måde i krise," konkluderede Andalusiens turistminister Antonio Ortega ved afslutningen på Fitur.


I DEN NÆRE FREMTID venter vi på krigen mod Irak, som stadig ikke var brudt ud ved redaktionens slutning. Ministerpræsident Aznar har lovet uforbeholden støtte til et præventivt angreb af USA, selv om dette ikke har FNs godkendelse. Løftet indebærer bl.a. at USAs marine og luftvåben kan benytte militærbaserne i Rota (Cádiz) samt Morón de la Frontera (Sevilla).

Indenrigspolitisk har Aznar ikke formået at skabe enighed om en politik, hvis indhold han med vanlig arrogance nægter at diskutere. Den mere smidige Felipe González havde under den første krig mod Irak i 1991 støtte til sin politik af alle parlamentets partier undtagen venstrefløjs-koalitionen IU.

Udenrigspolitisk har Aznar udhulet EUs allerede tvivlsomme fællesfront med et indlæg i Wall Street Journal, som på hans initiativ blev underskrevet af otte europæiske ledere, bl.a. den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Spanien forbereder sig på det værste – den biologiske terrorisme - med indkøbet af to mio. vacciner mod kopper. Iraks vicepremierminister Tarek Aziz har offentligt truet Spanien med terrorvåbnet.


SELV UDEN Aziz's hjælp trives terroren. ETA skød og dræbte Joseba Pagazaurtundua, chefen for det kommunale politi i Andoain (Baskerlandet) og aktiv i fredsbevægelsen Basta Ya.
Pagazaurtundua's chef, borgmester José Luis Barandiaran, nægtede sammen med Batasunas øvrige byrådsmedlemmer at fordømme drabet. Bagefter nægtede de moderate nationalister i PNV at støtte landspartiernes forsøg på at afsætte ultranationalisten Barandiaran.

Galskaben fortsætter op til kommunalvalget i maj, hvor baskerne endnu engang skal overveje muligheden af et systemskifte til fordel for de ikke-nationalistiske partier.

Ved Pagazaurtundua's begravelse frabad hans familie sig tilstedeværelsen af repræsentanter for Baskerlandets PNV-regering, der efter familiens mening er lige så skyldige i udviklingen som pistolmændene.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---