Det har regnet i flere dage, og så skinner solen igen fra en skyfri himmel. Det kribler i mig for at komme afsted, vandre ad for mig ukendte stier, bestige en eller anden bjergtop. Hvorfor føler man sig egentligt tiltrukket af bjergtoppe? Jeg tager den kendte bjergbestiger Mallorys ord i min mund: “Fordi de er der”. Sådan har jeg det også. Og i øvrigt er det herligt at nå op på toppen af et bjerg, hvor luften er ren og ubesmittet, hvor solstrålerne føles som et kærtegn, hvor horizonten strækker sig i det uendelige.

Nå, men som sagt er vejret atter skønt. I en hurtig vending bestemmer jeg mig for en tur, der gerne skulle have nyhedens interesse, ringer til et par venner, der med stor lyst accepterer mit forslag om en udflugt.

Start på turen
Vi stiler efter Benahavís, hvortil man når frem ved at følge kystvejen (N-340) og så svinge ind i land lige efter San Pedro de Alcántara (såfremt man kommer fra øst). Vejen snor sig igennem et smukt og grønt område og følger mere eller mindre Rio Guadalmina, der henter sine kilder 28 km. længere oppe, et sted i Ronda-bjergene.

På et tidspunkt - efter ca. 7 kilometers kørsel - dukker landsbyen op og den sekundære vej (MA-547) flyder nu ud i et med pueblo’ens hovedgade, Avenida de Andalucía.

Er man ikke opsat på at vandre, skal man bare køre videre, forsøge at slippe af med bilen, hvorefter man kan promenere, besøge David Marshalls kunstbutik, udvælge sig et spisested og dyrke bordets glæder.

Hvad kan der fortælles om Benahavís
Benahavís er en koket, hvidkalket landsby med et utal af gader, der byder amatørfotografen på motiver til familie-albumet.

Har kun 1.300 indbyggere. Ligger 185 m.o.h. Omringet af Sierra Bermeja og Sierra Palmitera, der hver især rager op over de 1.000 m.o.h. Ikke mindre end tre vandløb - rio Guadalaiza, rio Guadalmedina og rio Guadalmansa - baner sig vej igennem landsbyens jorde, for derefter at forene sig med Middelhavet. Landsbyens indtægter stammer først og fremmest fra jordens afgrøder - oliven, citrusfrugter, grøntsager samt opdræt af får, geder og grise.

Indtil for 20-30 år siden specialiserede Benahavís sig desuden i produktion af kalk, med store leverancer til bl.a. Fuengirola - for som vi alle ved, sætter man i vor provins stor pris på et blændende hvidt, nykalket hus. Lidt senere, da nysgerrige og rejselystne udlændinge fik øje på andet end kystens badeliv, opstod der i Benahavís et nyt fænomen, der gik ud på at bespise de nyankomne “blegansigter” med specialiteter fra egnen. Som svampe efter et regnskyl blev der åbnet flere og flere barer og restauranter… En ny indtægtskilde for landsbyen.

>b>Et par historiske oplysninger
Landsbyen som sådan opstod under maurerne. Det mener i hvert fald de kyndige, der har historie som speciale. En vis Banu Habis, hvis navn oversat fra arabisk betyder “Søn af Abyssinien”, var den største jordbesidder i området.

Der opstod en landsby, og der blev bygget en borg - i dag kendt som El Castillo de Montemayor - hvoraf der kun er sørgelige ruiner tilbage. Borgen havde en strategisk placering med mulighed for at observere bevægelser af fjendtligt indstillede tropper i en afstand på omkring 100 km. Havde betydning under småkrigene, der fandt sted, da Andalusien var inddelt i de såkaldte “Reinos de Taifas” - arabiske fyrstendømmer, der bekrigede hinanden.

I 1485 da de katolske monarker, Isabel og Fernando, indtog Marbella fik Benahavís ved samme lejlighed en ny føderal herre - en vis Conde de Cifuentes, der sandsynligvis havde gjort sig gældende i krigeriske handlinger og som forsvarer af monarkernes “hellige krig” mod muslimerne.

Arkæologiske undersøgelser taler dog om bosætning på stedet i tider, der går forud for maurerne. Fønikiere, grækere, kartaginiensere og romere menes at have fundet frem til denne frugtbare fold af bjerge med gunstigt klima og god jordbund.

Dagens mål må vi ikke glemme - er Monte Mayor
Vil man vandre, eventuelt bestige Monte Mayor, skal man ved indgangen til Benahavís være opmærksom på en fontæne samt en asfalteret vej, der svinger til venstre og fortsætter op til nogle rækkehuse, hvor man kan parkere sin bil.

Herfra starter en grusvej. Den skal man følge. Den stiger ganske let, på intet tidspunkt bliver man forpustet, så denne del af turen kan godt anbefales til de af vore læsere, der sværmer til blide opstigninger og helst vil undgå gedestier og dermed forbundne strabadser.

Konstant har vi en formidabel udsigt - en fryd for øjet, en balsam for sjælen. På et tidspunkt når vi frem til en vejgaffel, men får samtidig øje på en stolpe med en klat maling (kommunens bidrag til den tvivlende turist), der åbenbart er anbragt for at indikere den videre rute op til Monte Mayor.

10-15 minutters gang, så når vi frem til foden af den knold på knap 600 meter, hvor araberne i sin tid fandt på at bygge et forsvarsanlæg.
At de gad gå i gang med sådan et projekt netop på det sted er mig en gåde … Jo, landsbyen skulle forsvares etc., men var det virkelig umagen værd?

Grusvejen ender ved foden af bjerget, hvor der findes et skønt, gammelt egetræ.

Vandreturen op til egetræet har været lige så let som at klø sig i nakken. At komme videre op på toppen af bjerget viser sig at være alt andet end en let spadseretur. Kræver kondi og ingen tendens til højdeskræk. Skulle det være tilfældet, skal man stoppe ved det gamle egetræ. Her kan man så holde pause, fortsætte med at lade sig fascinere af den storslåede natur, fløjte efter de i området græssende geder, betragte skyernes vandring over himlen …

Hører man til den gæve type, der partout vil bestige Monte Mayor samt kigge lidt nærmere på det, der er tilbage af den mauriske borg, kan jeg fortælle, at stien er snæver og stejl, og at man konstant har en afgrund på sin ene side.

Det tager ca. en halv time at nå op til målet - en skøn fornemmelse, hvad det jo altid er at bestige en bjergtop, selv om den i dette tilfælde ikke hæver sig besynderligt over havets overflade.

Turen nedad kræver koncentration, for der skal ikke meget til for at snuble til “den forkerte side” og trille ned ad en skråning, der ender i en dal, som ser ganske nydelig ud så længe man befinder sig på stien og holder fast i alle de grene, man kan få fat i…
Tilbage til det gamle egetræ, hvorfra vi blot har en time tilbage til landsbyen.

Muligheder for
at forlyste ganen
Benahavís excellerer i restaurationstilbud. Mange af dem har jeg prøvet, andre har jeg fået anbefalet. Vil blot nævne et par stykker: “Las Cañas” (på torvet -- med god udsigt fra terrassen, især i sommermånederne), “El Cuarto Hondo” (der engang i tiden har været fængsel), “Linda Raja” (patio med fontæne, ganske hyggelig), “Cazadores”, “Los Faroles”, “La Escalera”, “El Sartén”, “Los Abanicos” etc., etc.

Landsbyens gastronomi er iøvrigt baseret på gamle opskrifter, hvor lam, gedekid, pattegris, samt diverse vildt-retter bliver tilberedt “a la moda de Benahavís”, der netop har gjort landsbyen attraktiv som spisested.

Vi bestemmer os til at prøve tapas-baren på torvet. Der er mærkelig nok ikke så meget at vælge imellem, men det vi får anbefalet - bl.a. vilde svampe med serrano-skinke - er yderst velsmagende. Dertil “de voksnes mælk” (jeg citerer Platon), d.v.s. “una copita de tinto”.

Slutter af med en kop kaffe, og her bruger jeg Talleyrands definition, der også var gældende for tapas-baren i Benahavís: “Varm som helvedet, sort som Djævlen, ren som en engel, sød som kærligheden” (såfremt man supplerer sin kaffe med en sukkerknald).
Tilbage til kysten … En herlig tur, der kan anbefales.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---

Skrevet af: Solkysten

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2003