
Flykunderne i Málaga nyder godt af nye rabatter. (foto AENA)
Priskrig i luften
Skrevet af Solkysten
Lavpriskoncept
skærper konkurrencen
på de europæiske flyruter
skærper konkurrencen
på de europæiske flyruter
SAS har for nylig søsat lavpriskonceptet ”Snowflake”. Den nye afdeling henvender sig til private kunder og har siden den 30. marts tilbudt billige flybilletter på rejser fra Danmark og Sverige til forskellige europæiske byer, heriblandt Málaga, Alicante og Palma de Mallorca, samt Barcelona. De fire spanske lufthavne får fire ugentlige afgange til og fra København og tre afgange til og fra Stockholm. Snowflake starter med fire fly af typen Boing 737-800 med plads til 150 passagerer. Flyene bliver bemandet med piloter og kabinepersonale fra Scandinavian Airlines og vil kunne genkendes på deres citrongule haleror med snowflake varemærket og de hvide motorer.
Per Hansen, SAS’s accountmanager for Andalusien og De Kanariske Øer, forventer et stigende antal flypassagerer fra de to skandinaviske lande. Han opfatter ikke SAS’s nye udspil som en åben krigserklæring.
-
Det er konsekvensen af de senere års udvikling i flytrafikken. Der er kommet flere om budet, og SAS vil som altid være langt fremme. Det nye lavprisselskab skærper konkurrencen, men det kommer i sidste ende alle parter til gode. Passagerne får flere valgmuligheder, før de bestiller deres rejse, og de vil stille større krav om god betjening ombord, siger Per Hansen.
SAS har for øjeblikket ingen planer om at ansætte flere medarbejdere til at betjene passagerne i de fire spanske lufthavne. Det klares som hidtil af personale fra datterselskabet Spanair, som SAS er hovedaktionær i. Datterselskabet får dog på længere sigt behov for flere skandinavisktalende medarbejdere til indcheckningsskrankerne.
Flere fly
De to store lavprisselskaber Sterling og Krone Rejser er ikke overraskede over den skærpede konkurrence på det spanske marked. De to konkurrenter har i flere måneder ventet på et udspil fra SAS og tager situationen med ro.
- Vi har ingen planer om at ændre på billetpriserne eller antallet af afgange. Den nuværende struktur behøver ingen justeringer, og det ser heller ikke ud til at blive nødvendigt i fremtiden, oplyser Johnni Overbye, administrerende direktør for Sterling.
Lavprisselskabet har allerede nu taget højde for den skærpede konkurrence. Sterling har for øjeblikket 3 afgange mellem Málaga og København. Fra den 1. maj stiger antallet til det dobbelt, og der indsættes en ugentligt afgang til Billund. Den administrerende direktør frygter derfor intet markedstab på grund af det nye lavprisselskab. Det bliver tværtimod et gavnligt element.
- Der kommer hele tiden flere om budet, hvilket aldrig er skadeligt. Den hårde konkurrence giver større spillerum. De enkelte selskabet må selv afgøre, hvordan de tilbyder kunderne en bedre service end konkurrenten. Kunden har i sidste ende det afgørende ord, da utilfredse passagerer næppe vender tilbage til det samme selskab, siger direktøren.
Rejsearrangøren Krone Rejser er heller ikke bekymret over perspektiverne. Administrerende direktør Jørgen Løye foretrækker at følge udviklingen og planlægger ikke at ændre på selskabets prispolitik.
- Vi har et konkurrencedygtigt produkt og bruger færre midler på administration. Otte medarbejdere sælger 100.000 flysæder om året, hvilket giver os stor manøvredygtighed.
Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003

