Den ældste og den yngste af Alfonso XIII’s fire sønner blev født med blødersygdommen hæmofili. Den yngste døde i en tidlig alder, mens de tre overlevende som tiden gik efterhånden blev udnævnt til Prins af Asturien og dermed officielt til tronfølger, men ingen af dem - hverken Don Alfonso, Don Jaime eller Don Juan - kom nogensinde til at regere, og Alfonso XIII kan således betragtes som den sidste spanske Borbón med arvefølgeret til den spanske trone, idet den nuværende spanske konge Juan Carlos I blev valgt som konge af general Franco.

Don Alfonso
Monarkiet er en institution baseret på familien og arvefølgen, og Alfonso XIII var da også ude af sig selv af glæde og forventning, da kongeparret ventede deres første barn et år efter brylluppet, og endnu større blev begejstringen, da denne førstefødte var en søn. Liggende nøgen på en sølvbakke blev sønnen traditionen tro præsenteret for regeringen af den stolte far. Kongehusets fremtid var sikret!

Den nye Prins af Asturien var sin mors udtrykte billede – en lille lys prins med blå øjne – alt andet end spansk af udseende. Men den store begejstring, han var blevet modtaget med, vendte sig snart til dyb fortvivlelse, da det viste sig, at den lille prins led af den frygtede hæmofili-sygdom.

Efter den førstefødte, som fik navnet Don Alfonso fulgte andre 5 børn, men kun en af dem kunne senere komme i betragtning som efterfølger. Nummer to, Don Jaime, født i 1908, året efter sin bror, var ved fødslen sund og rask, men fik i 3-års alderen en alvorlig mellemørebetændelse, som krævede en operation, der gjorde ham fuldstændig døv, så han aldrig lærte at tale korrekt.

Efter ham fulgte to prinsesser, som kunne være mulige bærere af sygdommen. Endelig i 1913 kom en sund og rask prins til verden, Don Juan, far til den nuværende konge Juan Carlos I. Den sidste søn, Don Gonzalo, der som omtalt også led af blødersygdommen, døde i en tidlig alder.

Chocolate con churros
Den 23. november 2002 døde prinsesse Beatriz de Borbón og Battemberg den sidste overlevende af Alfonso XIII’s børn, i en alder af 93 år i sit hjem, paladset Tolonia i Rom, hvor hun havde boet siden 1935.

Hun og hendes brødre var blevet opdraget i bevidstheden om, at de trods deres eksil stadig var at betragte som repræsentanter for den nation, som de altid følte sig stærkt knyttet til, så meget desto mere som det i årtier havde været dem forbudt at betræde deres fædreland.

Et par timer før hun døde, træt af livet og dets mange sorger og megen modgang, var det sidste hun bad om en kop chokolade med churros! Måske var hun ikke engang rigtig klar over, hvad det var hun bad om, men ikke engang 60 års udlændighed var nok til at få hende til at glemme hvad hun gemte i sit hjerte.

I sine memoirer skriver denne prinsesse meget detaljeret om sin storebror Don Alfonso: “Vi vidste alle, at vi ikke kunne skubbe til ham eller lade ham falde, for så blev han straks syg, så vi prøvede alle at beskytte ham. Selv om lillebror Don Gonzalez også led af hæmofili, var Alfonso’ tilfælde meget værre. Et nok så lille fald forårsagede ham frygtelige smerter og lammede store dele af hans krop”.

Don Alfonso bliver landmand
Denne ulykkelige prins, som ikke kunne tillade sig hverken at løbe, springe eller lege som andre børn var umådelig glad for dyr og livet i fri luft, og man indrettede et lille sted til ham i nærheden af det kongelige palads, hvor han kunne beskæftige sig med høns, grise og andre dyr. En stor hund, en sætter ved navn Peluzón, var hans uadskillelige ven og fulgte ham overalt.

Ikke desto mindre fik denne svagelige prins i en alder af kun 13 år sin første soldateruniform, og hans far holdt en offentlig tale til sin søn, hvori han opfordrede ham til som Prins af Asturien at ofre sit liv og sin individuelle frihed til fædrelandets bedste.

Som tiden gik blev Alfonsos tilstand værre og værre, og han havde svært ved at rejse sig op, når han først havde sat sig ned. Denne tragiske tilstand blev til en vis grad formildet, idet en ung baskisk læge, Carlos Elósegui, som havde hæmofili som speciale, blev kaldt op til slottet og fik overdraget det hverv at tage sig af Don Alfonso. Der udvikledes hurtigt et meget varmt venskab mellem patienten og lægen, og nogle år senere var det ham, der ledsagede prinsen på en rejse rundt i Europa, hvor de besøgte Paris, Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien. Denne lange rejse blev en velkommen afveksling i prinsens ellers så triste liv.

Møder Ileana
Da Alfonso fyldte 20 år begyndte man at søge en passende dronning til ham og her kommer Ileana ind i billedet.

I 1929 besøgte enkedronning Maria af Rumænien Madrid ledsaget af en af sine døtre, den smukke, elegante 20-årige Ileana. Prinsen forelskede sig hovedkulds i hende, og kongeparret var henrykte, især da det viste sig, at Ileana havde anlæg for at blive en god sygeplejerske og samtidig følte stor medfølelse med den smukke prins og hans uimodståelige charme. Men ægteskabet blev aldrig til noget, idet forholdet blev afbrudt fra dronningen af Rumæniens side.

Edelmira Sampedro
og Marta Rocafort
Efter at den kongelige spanske familie var blevet tvunget til at gå i eksil havde den taget ophold i hotel Meurice i Paris, et luksuøst hotel, som familien af økonomiske grunde blev nødt til at forlade for at installere sig i Fontainebleau 60 km fra Paris. Don Alfonso var nu blevet 24 år gammel og hans forværrede tilstand gjorde det nødvendigt, at han blev indlagt på et sanatorium i nærheden af Lausanne.

Her traf han en smuk cubansk pige, den 25-årige Edelmira Sampedro, og forelskede sig dødeligt i hende. Kronprinsen kendte udmærket de traditionelle normer, som kongehuset forlangte opfyldt med hensyn til den vordende dronning. En gang tidligere i Madrid havde han forelsket sig i en borgerlig pige af det højere sociale lag, men kongen havde nægtet at give sit samtykke til forbindelsen, som blev afbrudt.

På trods kongens protester over dette nye forhold blev kronprinsen ved sit og det endte med at Alfonso XIII forlangte, at hans søn skulle give afkald på sin ret til tronen både for sig selv og eventuelle efterkommere, hvis han insisterede på at gifte sig morganatisk.

Don Alfonso gav afkald på sin titel som kronprins og derved muligheden for eventuelt en dag at kunne gøre sin ret gældende til den spanske trone og giftede sig med sin tilbedte cubanerinde. Det unge par installerede sig i begyndelsen i Paris, hvor de blev genstand for stor nysgerrighed på grund af den romantik, der omgav dem.

Ægteskabet med Edelmira varede knap 4 år og endte med skilsmise, men Don Alfonso, som havde besluttet at leve livet giftede sig 2 måneder senere med en anden skøn cubanerinde Marta Rocafort, som han havde lært at kende i New York, hvor Marta optrådte som model for et kendt modehus. Denne forbindelse viste sig endnu mere uheldig end den første, idet den kun varede 2 måneder og blev erklæret opløst ved en civilret i Habana. Samtidig erklærede Don Alfonso, at hans afståelse af sine arverettigheder til den spanske trone var blevet ham påtvunget, hvorfor han erklærede den ugyldig. Alfonso XIII erklærede til gengæld sin søn umyndiggjort, en beslutning, der vakte stor opsigt i Spanien, som på det tidspunkt var midt i borgerkrigen. Begge erklæringer viste sig desuden uden betydning, da Don Alfonso døde samme år, som offer for en bilulykke i Habana.

Don Jaime
Efter Don Alfonsos død blev søn nummer to, Don Jaime ifølge den spanske arvelov sin fars naturlige efterfølger.

I sin tidlige barndom havde han været en sund og stærk dreng, som familien havde stillet store forventninger til, men som den ulykkelige øreoperation havde gjort uhelbredeligt døvstum. Han lærte med tiden at klare sig ved at læse ordene på folks læber og til en vis grad at udtrykke sig med håndbevægelser og en mærkelig hæs stemme.

I 1932 gav Don Jaime i et brev til sin far afkald på sine rettigheder som sin fars efterfølger til tronen. Men denne erklæring, såvel som Don Alfonsos tidligere afståelse fra sine rettigheder, blev aldrig afgivet i vidners nærværelse eller ført til protokols hos en notar, hvilket senere hen førte til mange forviklinger og problemer indenfor kongehuset. Den øjeblikkelige følge blev imidlertid, at Alfonso XIII tredje søn Don Juan (far til den nuværende konge Juan Carlos I) blev udnævnt til arveprins, Prins af Asturien.

Victoria Emanuela
Dampierre
Under kongefamiliens eksil i Rom, lærte Don Jaime Victoria Emanuela Dampierre at kende. Emanuela var af aristokratisk herkomst, men ikke kongelig, og et ægteskab mellem de to passede udmærket i Alfonso XIII planer, idet hans søns given afkald på sine rettigheder derved blev bestyrket.

Alt tyder på, at ægteskabet var blevet arrangeret, uden at de implicerede parter var særlig interesserede i forbindelsen. Ægteparret fik to sønner, Alfonso født i 1936 og Gonzalo året efter. Begge blev født i Rom, idet kongefamilien i sit eksil havde gjort den evige stad til sit hovedkarter.

Alfonso XIII sørgede for at Don Jaimes to sønner ikke fik prinsetitler, idet deres far havde givet afkald på sin arveret til tronen, en afgørelse, som Alfonso Borbón Dampierre år senere skulle komme til at beklage sig over.

Don Jaimes ægteskab med Emanuela havde aldrig været godt, og kort efter den anden søns fødsel blev de enige om skilsmisse. Don Jaime fandt kort efter trøst i et nyt borgerligt ægteskab med en Carlota Friedemann, mens den knap 30-årige Emanuela året efter giftede sig med Tonino Sozzani en finansmand fra Milano, som hun havde kendt nogle år, og som blev en støtte for hende, idet han blev en god stedfader for hendes to sønner.

Don Juan bliver tronfølger
Halvandet år efter borgerkrigens afslutning med general Francos sejr abdicerede Alfonso XIII i 1941, hvorefter hans tredje søn Don Juan ifølge den spanske tronfølgelov automatisk og uden diskussion blev udnævnt til tronfølger.

General Franco danner et nyt monarki
I 1947 foreslog general Franco imidlertid at ændre den spanske arvelov ved at oprette et nyt monarki uden en bestemt konge, en løsning Franco havde fundet på for ligesom at legalisere det totalitære regime, han havde oprettet.

Dette nye monarki ville man så tilbyde en spanier over 30 år af kongelig byrd som bekendte sig til den katolske tro, og Franco reserverede sig retten til at vælge den person, der passede ham bedst. Og hvis han ikke kunne komme overens med Don Juan og hans søn Juan Carlos, var der andre prinser, der kunne komme i betragtning som f.eks. Alfonso Borbon Dampierre, som var kultiveret og en god patriot!

Franco har sikkert mange gange fortrudt, at han ikke straks valgte Don Alfonso, men han kunne jo ikke dengang forudse, at hans yndlingsbarnebarn Carmencita gik hen og giftede sig med Alfonso. Han kunne således have skabt et nyt dynasti med sit barnebarn som dronning.

I 1967 havde Franco endelig besluttet sig til at udnævne Don Juans søn Juan Carlos som sin efterfølger, idet han i et brev havde underrettet Don Juan om at han var blevet udelukket fra tronfølgen.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---