
Udsigten fra terrassen ved hul 9 på Los Pinos taler for sig selv.
Et heldigt trekløver
Skrevet af Solkysten
Almenara Golf
i Sotogrande rummer
tre baner og tre
forskellige oplevelser
i Sotogrande rummer
tre baner og tre
forskellige oplevelser
Det præcise spil er afgørende for at hamle op med de 27 huller på Almenara Golf. Banen er anlagt i et fredeligt, naturskønt område i Sotogrande og tilhører hotelkæden NH Hoteles, som gennem datterselskabet Sotogrande S. A. har anlagt komplekset.
Almenara Golf består i virkeligheden af tre selvstændige baner (Los Pinos, Los Alcornoques og Los Lagos) med ni huller hver, samt det firestjernede hotel NH Almenara Golf Hotel Spa og golfakademiet Sotogrande Golf Academy.
De tre baner er bestemt køreturen værd. Golfarkitekt Dave Thomas har designet de 27 huller med respekt for det store antal fyrretræer og korkege. Uden at fælde et eneste træ har han skabt tre baner, som kan spilles i vilkårlig rækkefølge. Vegetationen og de tre søer på Los Lagos indgår som naturlige forhindringer. Golferne skal, specielt på Los Pinos og Los Alcornoques, beregne slag fra tee og fairway med omhu. Træerne spærrer for udsynet og gør det svært at slå bolden direkte mod greenen.
Dave Thomas har været drilagtig i designet af de smalle, bølgede fairways, hvilket golferne snart finder ud af. Bolden lander det forkerte sted eller ender i en af banernes lumske bunkers. De beskytter de fleste greens og er i flere tilfælde ekstra dybe, så golferen skal bruge beherskede chipslag for at få bolden tilbage på greenen.
Almenara Golf byder på andre overraskelser. De tre baner ligger i et kuperet terræn, men golferne skal kuriøst nok udelukkende forberede sig på stigninger ved tre huller. De er til gengæld manddomsprøver.
Hul 8 på Los Pinos (par 5 – 474 meter) har et fald, som fører til hul 9. Fra tee skal bolden slås midt ud på fairway, og man må prøve at undgå tre beskyttende bunkers på højre hånd.
Hul 9 på Los Alcornoques (par 5 – 464 meter) kan tage nemt pusten fra én. Golferen er fra tee nødt til at slå bolden op ad en stejl bakke og bør vælge golfkøllerne med fornuft. Det lange hul har ikke mindre end seks bunkers på begge sider af fairway.
På Los Lagos byder hul 9 (par 4 – 338 meter) på den største stigning. Greenen ligger på toppen af en bakke og er beskyttet af tre stjerneformede bunkers foran.
Fælder
Golferne kan se frem til andre udfordringer. Flere huller fortjener ros for deres svære design.
Hul 6 på Los Pinos (par 4 – 382 meter) er et glimrende eksempel. Det har en af banens smalleste fairways, som oven i købet har en skrænt på venstre hånd. Greenen skimtes bag fyrretræerne og er beskyttet med en bunker.
Los Alcornoques har også sine udfordringer. Hul 4 (par 4 – 435 meter) har en dogleg på venstre hånd med to halvskjulte bunkers. Golferen skal på andet slag kalkulere afstanden korrekt, da fairwayen slår et knæk. De uopmærksomme må oftest bruge et ekstra slag for at nå frem til greenen og har ingen chance for at spille hullet til par.
Los Lagos sætter lige så store krav. Hul 5 (par 4 – 419 meter) har en dogleg til højre og en mindre skråning midtvejs. Bolden lander i værste fald i semirough, hvilket giver ekstra problemer. Langs hele fairwayen findes træer og buske.
De evindelige hovedbrud følger med på de to næste huller. Hul 6 (par 4 – 345 meter) har en lille green, som Dave Thomas har placeret på en tange ved siden af søen. Golferen risikerer at sende bolden i vandet.
Hul 7 (par 3 – 183 meter) ser umiddelbart ud til at være en smal sag. Golferen behøver tilsyneladende blot at slå bolden tværs over vandhullet, men pas alligevel på. Greenen har form som et dødningehoved og er omringet af træer.
De tre baner fortjener lige så meget ros for deres betagende beliggenhed. Golferen kan se frem til hul 7 (par 3 – 170 meter) på Los Pinos. Fra tee har man udsigt til Ronda-bjergene og havet. I forgrunden skimtes de store herskabsvillaer, som på ingen måde spolerer harmonien.
Smukke omgivelser finder man også på Los Alcornoques. Hul 3 (par 5 – 459 meter) har et lille vandløb og er beplantet med krogede korkege på begge sider af fairway. På venstre hånd har golferen udsigt til bjergene, hvilket sammen med den lille bebyggelse giver en fornemmelse af, at man at spiller golf i en naturpark. Denne fornemmelse forstærkes af, at man undertiden ser vildsvin dukke op under træerne, og græssende køer er et vanligt syn.
Storprojekt
Almenara Golf får snart følgeskab af et større golfprojekt. Sotogrande S. A. er gået i gang med at opføre den private golfbane La Reserva de Sotogrande. Den ligger i samme område og bliver del af et større privat villakvarter. Golfarkitekten Cabell B. Robinson, elev af Robert Trend Jones, har designet de første 18 huller, som indvies i løbet af efteråret. Den verdenskendte golfspiller Gary Player har fået til opgave at designe den efterfølgende bane, som forventes færdig i løbet af næste år.
Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003

