Med et sikkert greb om lænden løfter den engelske besøgsven Carol Mathisen en svækket cancerpatient ud af sengen. Han skal spise sin morgenmad og behøver hjælp for at komme rundt i den lille lejlighed.
Carol Mathisen er en af cancerforeningen Cudeca’s mange frivillige hjælpere. Hun har for flere år siden taget et kursus i palliativ pleje og har de sidste tre år været tilknyttet foreningens hjemmehjælpsafdeling. Den tager sig af uhelbredelige cancerpatienter, som er færdige med deres hospitalsbehandling.

Sammen med afdelingens speciallæger og sygeplejersker har hun hjulpet adskillige uhelbredelige cancerpatienter, som har ønsket at tilbringe den sidste tid i deres hjem.

- Vi besøger patienterne efter behov og prøver at støtte dem bedst muligt. De fleste har svært ved at acceptere deres sygdom og har brug for en at snakke med. Samtidig hjælper vi de pårørende med at løse praktiske problemer. De har lige så svært ved at håndtere situationen og behøver moralsk støtte og trøst for at holde humøret oppe i en svær tid, siger Carol.

Hun har hjulpet en snes patienter og har på forhånd gjort op med sig selv, hvordan hun tackler sine egne følelser. Hun prøver hele tiden at holde det frivillige hjælpearbejde adskilt fra samværet med sin norske mand Jan Erik.

- Jeg vil nødigt engagere min mand for meget. Jeg fortæller ham selvfølgelig om mine patienter og forløbet af deres sygdom, men det frivillige hjælpearbejde er ikke det dominerende samtaleemne ved middagsbordet. Vi lever et normalt ægteskab og har andre fritidsinteresser at beskæftige os med, forklarer Carol.

På mange områder har hun gjort status. Hun tager den uundgåelige konsekvens, døden, med oprejst pande og trøster sig selv med, at hun har været med til at give patienten en værdig død.

- Jeg accepterer de barske vilkår. Patienten har begrænset tid tilbage og behøver så stor opmærksomhed som muligt. Jeg kan ikke redde deres liv, men jeg prøver at hjælpe dem til at sige farvel til deres nærmeste med ro i sindet, siger hun.

Carol vender mange gange hjem fra et besøg med et smil på læben. Der er midt i modgangen plads varme følelser og næstekærlighed.
- Patienterne er ualmindelig taknemmelige for vores arbejde og påskønner de små detaljer. De takker mig for min hjælp med et stort smil, og de bliver naturligvis kede af det, når jeg går ud af døren. Cancersygdommen er så uberegnelig, at vi aldrig ved, om vi har talt sammen for sidste gang, siger hun.

Nyt dagcenter
Carol Mathisen har hidtil hjulpet cancerpatienterne i deres hjem, men hun får snart nye opgaver. Hun bliver sammen med 25 andre frivillige tilknyttet et dagcenter, som Cudeca åbner efter påske. Centeret ligger i foreningens hospice i Arroyo de la Miel og vil i første omgang tage sig af et begrænset antal cancerpatienter

- Dagcenteret er beregnet til de patienter, som stadigvæk er mobile. De får mulighed for at mødes med deres pårørende i dagtimerne og bliver transportert hjem om aftenen. Lægerne kan kontrollere de medicinske behandlinger, og de pårørende kan få hjælp og støtte fra de frivillige, som altid er ved hånden, forklarer sygeplejedirektør Susan Hannan.

Cudeca har som altid sørget for at forberede de frivillige hjælpere grundigt. De har før åbningen af dagcenteret deltaget i et obligatorisk kursus om den palliative pleje. Fagfolk har sat dem ind i de forskellige aspekter ved pleje af cancerpatienter og har givet dem nyttige råd til at kontrollere deres egne følelser.

- Vi lærer dem at være ærlige overfor sig selv. Det frivillige hjælpearbejde kræver stærke nerver og selvdisciplin, for ellers bliver det en belastning for alle parter. Deltagere må hellere springe fra kurset frem for at fortsætte, hvis de ikke kan kontrollere deres egen reaktion ved et dødsfald, siger psykolog Josefina Mateos.

Første skandinav
Jessi Strøm, norsk folkepensionist, bliver den første skandinaviske frivillige i dagcenteret. Hun har siden 1998 gået til hånde en gang om ugen i foreningens genbrugsforretning i Arroyo de la Miel, men hun vil nu hjælpe patienterne og specielt deres pårørende.

- Jeg kan trøste de pårørende og forsøge at få dem på højkant. De føler sig ofte overladt til sig selv, selv om de behøver lige så stor opmærksomhed som den syge, siger Jessi.

Hun har selv haft cancersygdommen inde på livet. Hun mistede for fem år siden sin elskede mand, Odd. Han fik i foråret 1998 konstateret lungekræft og døde få måneder senere i sit hjem.

Jessi Strøm henvendte sig til Cudeca kort tid efter sygdommens udbrud. Foreningen undersøgte de konkrete behov og sørgede for en besøgsven. Hun kunne fra det tidspunkt sove derhjemme og være sammen med sin mand om dagen.

- Det var utrolig trættende at passe min mand. Han var flere gange indlagt på hospital i Málaga, og jeg måtte pendle frem og tilbage mellem hospitalet og vores rækkehus i Benalmádena. Besøgsvennen hjalp mig med de daglige gøremål, som jeg ikke havde kræfter til, og hun gav mig moralsk støtte til at holde humøret oppe, fortæller Jessi.
Hun husker trods tabet af sin mand stadigvæk gode øjeblikke.

- Jeg faldt en lørdag formiddag i snak med to søstre, som skulle på hospitalet for at besøge deres mor. Jeg fortalte dem om min mand, som havde mistet appetitten. Han havde svært ved at tygge, men kunne spise frugt. Den ene fortalte, at hun lige havde købt en pose jordbær og bad mig om at servere dem for min mand.

- Den søde dame havde desværre i skyndingen taget fejl af poserne og givet mig svinekoteletter og kyllinger. Jeg opdagede først misforståelsen på hospitalet og havde ingen mulighed for at returnere kødet. Oversygeplejersken løste problemet ved at servere kødet for andre patienter og skaffe jordbær til min mand.

Jesper Sander Pedersen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---