Byfester med duft og smag
Skrevet af Solkysten
Fuengirola holder fra den 3. til 6. april ”Feria Internacional de los Pueblos”. Folkefesten samler repræsentanter for over 30 lande og regioner, hvis repræsentanter bruger de fire dage til at fortælle om sig selv. Det kosmopolitiske arrangement finder som de foregående otte år sted på byens feriaplads. Deltagerne indretter foreningslokalerne og serverer typisk gastronomi fra de enkelte lande. Folkefesten bliver som en nyhed suppleret med et kræmmermarked i Palacio de la Paz. Kunsthåndværkere viser hvordan de arbejder, og der bliver mulighed for at købe deres varer til fornuftige priser.
Det samlede program fås på turistkontoret, tlf. 952 467 625.
Spanien fejrer påsken fra lørdag den 12. til søndag den 18. april, hvilket sætter sit tydelige præg på bybillederne. Provinshovedstaden Málaga trækker flest tilskuere. 37 forskellige broderskaber bærer flotte troner gennem gaderne i den gamle bydel. Optogene ledsages af hornmusikere og trommeslagere, som spiller højtidelig musik til duften af røgelse og vokslys. Påskeprocessionerne samler hvert år flere hundrede tusinde mennesker, der nyder den smukke stemning og synet af de dekorerede troner.
Den samlede oversigt udleveres gratis på rådhusets turistkontor, tlf. 952 128 808, og kan ligeledes hentes på andre turistkontorer langs Costa del Sol.
Andre byer markerer påsken med lige så flotte optog gennem gaderne. Deres omfang veksler fra sted til sted, men processionerne er under alle omstændigheder værd at overvære.
De højtidelige påskeoptog følges op med andre religiøse festligheder
Flere byer (Alfarnate, Casabermeja, Cuevas de San Marcos, El Borge, Istán, Villanueva de Algaidas) hylder fredag den 26. april skytshelgenen San Marcos. Indbyggerne deltager i en messe, hvorefter skytshelgenen bæres gennem gaderne.
Yderligere oplysninger fås på de respektive rådhuse turistkontorer.
Canillas de Aceituno (landsby 4 kilometer fra Cómpeta) holder søndag den 27. april ”Día de la Morcilla”. Det er en original hyldest til den populære blodpølse. Flere tusinde mennesker får gratis smagsprøver på den krydrede pølse, som serveres i tre versioner: rå, pandestegt eller friturestegt.
Yderligere oplysninger på rådhuset, tlf. 952 518 000.
To dage senere, tirsdag den 29. april, starter Feria de April i den andalusiske hovedstad Sevilla. Den er en af Spaniens største folkefester. Flere hundrede tusinde mennesker mødes i ugens løb på feriapladsen, som har et areal på 100 hektarer. Den central festplads ”Real de la Feria” består af 1040 foreningslokaler og boder, mens der på en tilstødende grund opstilles 400 mekaniske forlystelser.
Byfesten varer frem til søndag den 4. maj.
Yderligere oplysninger på rådhusets turistkontor, tlf. 954 221 404.
Hjemmesiden www.fiestasmayores-sevilla.org giver nyttige information.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003

