Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Stewardesserne gør klar til servering af kaffe.
Stewardesserne gør klar til servering af kaffe.
Den flyvende skovtur
Skrevet af Solkysten
Lavprisselskabet Snowflake
kæler for de små detaljer
Ombord på den nymalede Boing 737-800 fra lavprisselskabet Snowflake åbner et ældre ægtepar deres madpakker. De skal til konfirmation i Danmark og har inden afrejsen fra huset i Mijas Costa besluttet at spise deres medbragte frokost om bord på flyet.

De hjemmelavede madpakker er et af de mange alternativer, som flyselskabet Snowflake tilbyder. Passagererne kan frit vælge, om de vil købe anretninger af forskellige størrelse, indhold og pris eller tage deres egen frokostkurv med ombord. Drikkevarerne følger samme system. Passagerne kan købe vin, øl og sodavand fra en serveringsvogn eller slukke tørsten med egne drikkevarer.

Snowflake tilhører SAS-gruppen og er startet som en selvstændig enhed under koncernens luftfartsselskab Scandinavian Airlines System. Lavprisflyselskabet har siden lanceringen den 30. marts tilbudt billigrejser fra henholdsvis København og Stockholm til sytten forskellige europæiske storbyer, heriblandt Málaga, Alicante og Palma de Mallorca, samt Barcelona.

Selskabet har fået en pæn modtagelse.

- Snowflake er et utraditionelt lavprisselskab, som vender op og ned på mange indgroede rejsevaner uden at slække på serviceniveauet. Passagererne står fortsat i centrum, men får med det nye koncept større selvstændighed end hidtil. De bestemmer selv, om de vil forvandle rejsen til en flyvende skovtur eller holde fast i de gamle vaner, siger Per Hansen, SAS’s accountmanager for Andalusien og De Kanariske Øer.

Snowflake tager på andre område hensyn til passagerernes komfort. Selskabet har reduceret antallet af sæder fra 175 til 150 i de fire indsatte maskiner. Det giver passagerne bedre benplads i forhold til de konventionelle charterfly, og gør rejsen mere komfortabel. Gangen er gjort bredere, og det er både passagerer og kabinepersonale tilfredse med.

- Passagerne har nemmere ved at strække benene, og kabinepersonalet kommer lettere frem og tilbage med serveringsvognen. De har større bevægelighed under serveringen af maden, og omdelingen af toldfri varer kræver ikke længere akrobatik, fortæller kabinechef Kerstin Henning.

Hun har siden den 30. marts fløjet atten ture iført den nye uniform fra Snowflake og har hver gang fået positive reaktioner fra passagerne. De ankommer smilende til deres rejsemål efter at have modtaget en uventet, og til tider overraskende opmærksomhed.

- Vi forsøger at gøre rejsen til en hyggelig udflugt og sørger for de små detaljer. Det er eksempelvis kotume at spille hyggemusik i kabinen før maskinen letter, så gæsterne slapper af og får en god start på deres rejse, siger Kerstin Henning.

På andre områder forkæler kabinepersonalet gæsterne. De tre stewardesser snakker hyggeligt med passagerne i løbet af turen og giver gode tips om udflugter, seværdigheder og praktiske oplysninger om rejsemålet.

- Det er vigtigt at skabe tovejskommunikation. Passagererne fortæller om deres forestående eller måske overståede ferie, og vi lytter selvfølgelig til deres forslag om forbedringer af servicen ombord, siger stewardesse Birgitte Baunsgaard.
Hun har taget flere forslag til efterretning. F.eks. køres vognen med drikkevarer gennem flyet først, så alle får mulighed for at forsyne sig med drikkevarer, hvadenten de skal købe en anretning eller nyde deres medbragte madpakke.

Ros - men også lidt ris
Lavprisselskabet Snowflake fortjener meget ros, men er også blevet udsat for kritik. Passagerne er blevet skuffet over udvalget af toldfri varer.

- Snowflake har simplificeret driften på alle områder inklusive sortimentet af toldfri varer. Passagererne har et stort udvalg i lufthavnens forretninger, og flyvet er ikke et parfumeri, forklarer Kerstin Henning.

Passagerne har også løftet pegefingeren på grund af, at der er indført standardpriser på mad og drikkevarer i de tre nordiske valutaer, samt euro og dollar. Systemet gør det nemt at modtage betaling, men omregningen giver stor prisforskel på de enkelte produkter.

- Jeg er ingen gnier, men det virker påfaldende, at man kan spare op til 30 procent ved at betale i den rigtige valuta. Omregningen følger ikke valutakurserne, og det virker forvirrende, siger førtidspensionist Verner Mortensen.

Han roser til gengæld maden, som har levet op til forventningerne. Frokostbakken var nemlig ikke sammensat af den traditionelle flyanretning, hvis kvalitet veksler fra selskab til selskab. I stedet for kedelige ris og sejt kød nød han et stykke sprød pizza, to sandwich, en lille frugttærte til dessert og en kop kaffe.

Han giver også kabinepersonalet topkarakterer. De tre stewardesser har været oppe på mærkerne under hele turen og har rettet små misforståelser med et smil.

I pantry’et har Birgitte Baunsgaard igen travlt. En af passagerne ønsker at bytte en stor anretning til en mindre portion. Hun tæller lynhurtigt de udleverede bakker op og finder en overskydende fra morgenturen mellem København og Málaga. Puslespillet går op.

- Vi improviserer hele tiden, når det er kan lade sig gøre. Passagererne påskønner de små detaljer og forlader flyet med et positivt indtryk. De vil sandsynligvis vælge at flyve med os næste gang, og det er det bedste udgangspunkt for at konkurrere med de andre lavprisselskaber, siger den opmærksomme stewardesse.

Taktikken holder stik. Maskinen lander i Kastrup Lufthavn ti minutter før det anmeldte tidspunkt, og 150 glade passagerer sætter kurs mod ankomsthallen. De kigger alle på den overskyede himmel på den anden side af glasruden og skeler til udendørstermometeret, som viser tre graders frost. Skidt med det. Det betyder ikke så meget efter en hyggelig skovtur i luften.

Jesper Sander Pedersen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga