FOR ET ÅR SIDEN havde ingen i regeringspartiet Partido Popular taget risikoen alvorligt for at tabe kommunal- og autonomvalget søndag den 25. maj. Men de sidste 12 måneder har været som forheksede.

Fagforeningerne beviste i fjor, at de har genvundet slagkraften. Deres generalstrejke tvang den konservative regering til at trække arbejdsmarkedsreformen tilbage.

Plimsolleren Prestige forliste ud for Galicien og forvoldte Spaniens største miljøkatastrofe. Ministeren for offentlige arbejder, Francisco Álvarez-Cascos, beordrede den nødstedte olietanker til at følge en farlig kurs, hvorefter han tog på jagtweekend.

Samme minister har presset og presset for at indvi højhastighedsbanen Madrid-Lleida inden valget, men flere funktionsfejl tvang ham for nylig til at aflyse jomfrurejsen. "Sabotage," peb ministeren. "Simpel sjusk," svarede fagfolkene.

Højhastighedstoget kommer til Lleida med seks måneders forsinkelse ifølge fartplanen. Næste stop i Barcelona må sikkert udskydes i to år, mens konstruktionsfejlene udbedres.
I syv år har den borgerlige regering redet på toppen af en højkonjunktur, men nu begynder vælgerne at spørge om den selv gjorde noget for at fortjene det.

Den har fremmet en spekulationsøkonomi, som på få år fordoblede boligpriserne. Derimod er Spanien fortsat det land i EU, hvor administrationen lægger størst hindringer i vejen for erhvervslivets igangsættere: omkostningerne ved at starte en ny virksomhed er suverænt de største, og papirnusseriet Europas mest tidskrævende efter Italien.

Da regeringen trådte til i 1993, var den spanske produktivitet 94,8 pct. af EU-gennemsnittet. I 2001 var den faldet til 92 pct. Det viser en anden af de sammenlignende EU-undersøgelser, hvis publikation må være alle spanske fagministres mareridt.


DERTIL KOM KRIGEN.
Den blev som bekendt besluttet på det berømte topmøde på Azorerne af en bister Bush, en bekymret Blair og en ambitiøs Aznar, som næsten ikke turde tro på sit held. Tilbage i Madrid spøgte den overstadige spanske ministerpræsident med journalisterne: "Alting under kontrol – Real Madrid har vundet, og Barcelona tabt."

Men hvor længe var Jeppe i Baronens seng? Store dele af den borgerlige presse fordømte krigen mod Irak. Kirken fordømte den i utvetydelige vendinger. 90 pct. af befolkningen og to tredjedele af det konservative vælgerkorps sagde nej. Kong Juan Carlos sagde intet, og det var næsten lige så slemt, fornemmede man.

Selv i PPs parlamentsgruppe slog kadaverdisciplinen revner med spæde tilløb til kritik og en enkelt samvittighedskrise, som nedlagde sit mandat. Partiets topfolk holdt sig for manges vedkommende på sikker afstand af konflikten, der kom til at stå som en personlig satsning af José María Aznar, et år før denne har bebudet sin frivillige pensionering i spansk politik. Aznar havde grund til at føle frustration, og det mest frustrerende var at han ikke kunne få afløb for den del, der skyldtes hans eget bagland.

I det mindste havde han oppositionen at skyde på.
"PSOE udgør en fare for Spaniens sikkerhed," sagde Aznar den ene dag, hvor han beskyldte socialistpartiet for at være i lommen på venstrefløjs-koalitionen Izquierda Unida.
Næste dag tabte han al sans for proportioner: "Politiske ledere benytter fredsdemonstrationerne til totalitære handlinger, man ikke har kendt nogetsteds siden nazitiden. De tror, de har fundet måden at gøre det af med Partido Popular," sagde Aznar.


DER BLEV SMIDT ÆG efter PPs partikontorer over hele landet. I nogle tilfælde blev der også smidt alvorligere ting: brosten og enkelte brandbomber. Regeringspartiet registrerede i løbet af krigens uger mange hundrede overgreb på bygninger, ligesom afviklingen af mange offentlige arrangementer blev forhindret af autoproklamerede "anti-fascister" og "pacifister".

I de kredse af professionelle venstreorienterede, som begejstret greb chancen for ballade i gaden i kølvandet på fredsdemonstrationerne, dækker titlerne "anti-fascist" og "pacifist" ofte over et adfærdsmønster af klart fascistisk og voldeligt snit.

Det grafiske dokumentationsmateriale, som Partido Popular fremlagde, viser at lokalpolitikere i PSOE og IU har været med til at slå på kasserolle og råbe fornærmelser efter politiske modstandere. Det er mere tvivlsomt om de har deltaget i voldelige optøjer, endsige at disse var planlagt og styret af politiske ledere på højere niveau.

Et par af disse gik dog ikke af vejen for den verbale vold. Lederen af de katalanske socialister, Pasqual Maragall, sammenlignede Aznar med Hermann Göring. IUs baskiske leder Javier Madrazo sagde, at den spanske regeringschef var lige så meget terrorist som ETAs medlemmer pga. sin støtte til krigen i Irak.

Men først og fremmest havde oppositionen god nytte af det spanske samfunds altid latente anti-amerikanisme. Uden direkte at påkalde den (det var ikke nødvendigt) var den drivkraften, som sendte millioner af spaniere på gaden for at protestere mod krigen. Aznar kan kun håbe, denne er kommet tilstrækkelig på afstand når spanierne går til valg den 25.


UFREDEN vil til gengæld blusse op i Baskerlandet, den spanske region som byder på den største koncentration af "anti-fascister" og "pacifister". 229.000 af dem skal den 25. maj på jagt efter et nyt sted at sætte deres kryds efter at ETAs politiske fløj, partiet Batasuna, blev erklæret ulovligt pga. sin støtte til den politiske vold.

Op til valget sættes statsadvokaten på en enorm udfordring for at hindre, at loven omgås. En ny valgplatform AuB (Autodeterminaziorako Bilgunea) gør forsøg på at udfylde Batasunas plads ved valget til de tre baskiske foralforsamlinger (provinsparlamenter med særlige beføjelser til bl.a. skatteopkrævning). Desuden skal statsadvokaten holde opsyn med de borgerlister, som blomster frem i 400 baskiske kommuner. Det bliver vanskeligt med kort varsel at dokumentere, at de fører Batasunas arbejde videre. Men det er vigtigt at alle demokratiske spilleregler overholdes fra statens side i en proces, som sandsynligvis skal bedømmes af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Baskerlandets demokratiske nationalistpartier, PNV og EA (Eusko Alkartasuna), har ikke til hensigt at lette statsadvokatens arbejde.
I en bevæget samling i det baskiske autonomparlament tilbød de to partier mere eller mindre forblommet at starte en civil ulydighedskampagne mod centralstatens institutioner, på betingelse af at Batasuna offentligt bryder båndet til ETA.

"PNV og EA beviser endnu engang, at i deres univers går nationalismen forud for demokratiet," sagde PPs baskiske leder Carlos Iturgaiz.

"De to partiers tilbud er en obskøn udfordring til retsstaten," supplerede PSOE-lederen Patxi López, der dag for dag ser sit håb smuldre om at genvinde PNV for grundloven.


DER ER MINDRE ANGST end nogensinde blandt Baskerlandets indbyggere, hævdede PNVs lehendakari (statsminister), Juan José Ibarretxe, for nylig frejdigt.
Ibarretxe's påstand er rigtig for så vidt angår de 55 pct. af befolkningen, der deler hans nationalistiske ideologi, mener journalisten Florencio Domínguez. Han har netop udgivet bogen

"Angstens rødder", hvor han analyserer de komplicerede psykologiske mekanismer, som ETAs og Batasuna's eksistens udløser i det baskiske samfund.

I Baskerlandet er det almindeligt at folk, som ikke personligt føler sig truet, undgår enhver forbindelse med mindre heldige naboer for ikke at komme under mistanke. Domínguez påpeger ligheden med den situation, som forfatteren Stefan Zweig beskrev i sine erindringer fra Tyskland under den spirende nazisme.

Det socialistiske byrådsmedlem i Urnieta, Maite Pagazaurtundua, mødte til bogens præsentation og fortalte om sine erfaringer som søster til det seneste dødsoffer for ETAs politiske vold.
"I Baskerlandet kalder drabsmændene og deres medskyldige ofrere fascister. Det er verden på vrangen. Samtidig er det tydeligt at vi generer de ikke-voldelige nationalister. Når du møder dem på gaden i selskab med din livvagt, lader de som om de ikke har set dig. De ville foretrække, du var usynlig," sagde Maite Pagazaurtundua.

Florencio Domínguez: "Vores lehendakari vil sikkert gå over i historien for at have fremmet en selvstændig stat, men også for at have skabt en kløft i samfundet, som det ikke længere er muligt at lukke."


ETNISK UDRENSNING er de ord, som undersøgelsesdommer Baltasar Garzón har hæftet på den aktuelle udvikling i Baskerlandet. Han har bestilt en rapport om fænomenet, men i øvrigt kan enhver avislæser bidrage med eksempler.

En ældre dame med klare, blide øjne tripper hen til betjenten ved en demonstration. "Det nytter ikke at skjule sig bag masken, min ven; jeg har genkendt dig. Du kan være sikker på at din kone vil være enke inden længe."

José Luis Vela, socialistisk byrådsmedlem i Andoain, modtager i sit hjem et brev med en kopi af sin nøgle til hoveddøren. "Her har du nøglen, men bare rolig – vi har 47 kopier, og 47 personer står parat til at eliminere dig."

Gotzone Mora, sociologilærer ved Universidad del País Vasco, tager mod elevernes eksamensopgaver. En af dem siger: "Værs'go. Desuden vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige, at som socialistisk leder er De en fjende af det baskiske folk, en hindring for uafhængigheden, og som sådan bør De udryddes."

"Svarer du, så bebrejder dine kolleger dig at du provokerer dem. Jeg er klar over, at for mange er det mig og ikke ETA, som er problemet," siger Gotzone Mora.

På samme universitet har professor Francisco Llera besluttet at emigrere til Georgetown, USA. Den 18. december søgte ETA at dræbe ham med en fjernudløst bombe i universitetets elevator.

"Jeg kan leve med risikoen, men ikke med det daglige stress – det personlige og faglige pres, du møder i alle kredse med tilknytning til nationalismen. Universitetet gør kun lidt for at forsvare os mod angrebene, og lehendakari'en slet intet" sagde Francisco Llera, en af de 200.000 baskere, som siden 1985 har valgt eksilet.


TRODS ALLE VANSKELIGHEDER har ikke-nationalisterne holdt skansen i Baskerlandet. Det viser endog den baskiske autonomregerings egne jævnlige undersøgelser. I oktober i fjor var 34 pct. af befolkningen modstandere af en selvstændig stat, mens 25 var tilhængere. Dertil kom ganske vist en meget stor gruppe på 32 pct., som var usikker på sin holdning.

Undersøgelsen blev offentliggjort, kort efter at lehendakari'en havde offentliggjort sin nye plan om et uafhængigt Baskerland med en frivillig tilknytning til den spanske stat.


Ibarretxe's udspil var et nyt forsøg på at genvinde det politiske initiativ efter at ETA/Batasuna gjorde PNV til latter med Lizarra-pagten i 1998. Lizarra-pagten mellem alle partier på nationalistfløjen (samt IU) var betinget af en våbenhvile, som ETA brød efter et års forløb.

Ved den lejlighed sagde terroristerne selv, at våbenhvilen havde været en "fælde" for PNV. Den er klappet grundigt i, og trods kritik af bl.a. Ibarretxe's forgænger José Ardanza er PNVs nuværende ledelse ikke indstillet på at indrømme fejlen.


STATENS ENHED er truet, advarer en af Aznars kronprinser, Jaime Mayor Oreja. Som ansvarlig for PPs valgprogram lægger Mayor Oreja op til at gøre dette budskab til et af valgets hovedtemaer.

Ganske vist er valget den 25. ikke parlamentsvalg. Et sådant skal først holdes til næste år, men Mayor Oreja mener at den landspolitiske situation er alvorlig og at PP er den eneste garanti for den eksisterende grundlov.

I Baskerlandet mistænker PP socialisterne for at være parat til at indgå forlig med PNV ved første tegn på opblødning fra det store nationalistparti.

I Spaniens anden store nationalistregion, Katalonien, har PSOEs leder Pasqual Maragall foreslået en "ny tolkning af grundloven" for at give plads til øget katalansk selvstyre.

Maragall forbereder sig på Kataloniens autonomvalg, der holdes til efteråret. Her har socialisterne håb om at erobre regeringsmagten fra nationalisterne, for første gang siden demokratiets genindførsel.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---