Lokalvalget og udlændingene
Skrevet af Solkysten
Valgdeltagelsen kan næppe siges at være tilfredsstillende, selvom antallet af registrerede vælgere er næsten fordoblet i forhold til kommunalvalget 1999. Ialt har 17.110 udenlandske residenter meldt sig som vælgere inden for provinsen, hvad der giver en valgdeltagelse på 25 pct. blandt udlændingene på 18 år og derover.
I realiteten er udlændinges valgdeltagelse naturligvis meget lavere.
Valgdeltagelsen udregnes på grundlag af det antal udlændinge, som er tilmeldt folkeregisteret, og de færreste udlændinge overholder denne første betingelse for at få medindflydelse på udviklingen i deres lokalsamfund.
Endnu engang kan man spørge, hvem der har skylden – udlændingene, som ikke lærer sprog og integrerer sig, eller de spanske partier, som ikke gør nok for at vække deres interesse. Den positive version lyder, at begge parter trods alt er blevet bedre siden 1999.
Det aktuelle valgs største spænding knytter sig til Marbella kommune, hvor liste GIL sikkert må slippe sit jerngreb om byrådet, byplanen og kommunekassen. Borgmester Julián Muñoz er under pres af retten, ligesom partiejer Jesus Gil, der måtte nedlægge sit hverv i april i fjor efter en højesteretsdom. Både konservative (PP) og socialister (PSOE) drømmer om at arve magten, men arven kan blive et problem hvis den skal deles.
Det så man ved 99-valget i nabokommunen Estepona, hvor en pagt mellem de to store partier ikke holdt længe. Ved denne lejlighed skal Esteponas vælgere bestemme, hvem der skal slutte oprydningsarbejdet efter GIL. Det hjælper ikke PSOE at deres første borgmester efter GIL, Antonio Caba, selv måtte forlade politik i største hast efter en sag om hvidvaskning af narkopenge.
En anden kontroversiel borgmester, løsgængeren Enrique Bolin, bliver svær at vippe af pinden i den ganske velfungerende Benalmádena kommune. I Mijas kommer største trussel mod det socialistiske monopol måske fra socialisternes eks-borgmester Antonio Maldonado, som præsenterer sig med et nyt socialdemokratisk parti. Fuengirola har været gennem en skønhedskur, som gør PPs Esperanza Oña til favorit påny. I Torremolinos er Pedro Fernández (PP) handicappet af en løbende sag om illegal finansiering af den lokale partiafdeling. Øst for Málaga er vestkystens gammelkendte problemer med massivt boligbyggeri blevet valgets hovedtema i Rincón de la Victoria.
I kølvandet på den landspolitiske udvikling drømmer PSOE om at generobre provinshovedstaden, selvom det konservative bystyres store projekter er et godt valgargument.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2003

