En glædelig og interessant begivenhed fandt sted i 1926 i Alfonso XIII’s sidste regeringsår, idet det lykkedes tre spanske militære og en mekaniker at gennemføre en vellykket flyvebedrift, som fik hele landet til at juble af glæde og stolthed.

Med et lille hydrofly, Plus Ultra startede de fra Palos de Moguer, (den samme lille by, som Columbus i sin tid sejlede ud fra på sin første færd til den nye verden) for at flyve tværs over den sydlige del af Atlanterhavet, og de landede i god behold i Buenos Aires efter at have fløjet 10.270 km på 59 1/2 time.

Her blev de modtaget med begejstring af en jublende menneskemængde, og flyet blev siden skænket som en gave til byen Buenos Aires, hvorpå de tre helte vendte tilbage til Spanien med skib. Ved Rio de la Platas bred står der nu et meget smukt monument, som byen lod opføre til minde om denne vellykkede dåd.

Republikken tager fat på at renovere landet
Mellem den 12. og den 14. april 1931 fandt en af de vigtigste begivenheder sted i Spaniens nutidshistorie: Landet var blevet en republik, som var blevet modtaget med begejstring og jubel.

Det var mange generationers ønske, der nu var gået i opfyldelse, og den republikanske regering, der fik opbakning af en bred del af befolkningen, så efter de første parlamentsvalg ud til at kunne modernisere eller fremskynde mange af de politiske og sociale ændringer, som de mere oplyste havde kæmpet for i årtier.

Spanien afstår fra at deltage i krig i internationale konflikter
Men den overstrømmende glæde blev ikke af lang varighed. Den nye regering var sammensat af repræsentanter for de forskellige politiske partier, med hver sin opfattelse af problemerne og deres måde at løse dem på.

Ifølge den nye grundlov, som blev resultatet af valgene i 1931, blev Spanien betegnet som en republik af arbejdere af alle klasser, med fuldstændig adskillelse af stat og kirke, og med mulighed for selvstyre i de forskellige territorier i Spanien.

Trods modstand fra mange sider fik kvinderne stemmeret og vigtigst af alt: Spanien afstod fra at bruge krigen som et instrument i den internationale politik, og landet holdt sig da også neutral under begge verdenskrige og andre internationale konflikter.
Hele den idealisme og utopi, som denne konstitution lagde for dagen, svarede til de politiske idealer og tanker, som optog det øvrige Europa i denne epoke, hvor de totalitære ideer både fra venstres og højres side var ved at blive en trussel for friheden.

Militæret må indskrænkes
Der var nok at tage fat på for den nye regering. Mange områder trængte til en grundig revision og fornyelse, og her kom i første række militæret.

I monarkiets sidste år var der 20.000 officerer, deriblandt 219 generaler for en hær på 200.000 mand d.v.s. en officer for hver 10 mand. Hæren havde siden Napoleonskrigene mest været brugt til at løse de indre politiske stridigheder i Spanien ved hjælp af de såkaldte “militæroprør”. I første omgang ønskede man nu at reducere denne unødvendigt store styrke til en rimelig grænse, idet man tilbød alle som ikke identificerede sig med republikkens ideer at gå af med fuld pension.

Der var mange officerer, som tog imod dette generøse tilbud, men det forhindrede ikke, at en stor del af disse officerer senere deltog på nationalisternes side i det store oprør i 1936 mod republikken.

Kirke og undervisning
Dernæst var der problemet med kirken. Det religiøse spørgsmål gav anledning til store meningsforskelle blandt befolkningen.

På det tidspunkt var der 60.000 nonner, 31.000 præster og 5000 religiøse enheder. Det var en følge af de socialt dårlige forhold, for hvad skulle en fattig familie gøre ved deres mange børn i et land, hvor der var akut mangel på arbejde, andet end sende dem til et kloster eller en præsteskole, hvor de i det mindste fik kosten.

Regeringen var afgjort antiklerikal, og man havde nu til hensigt at afskaffe alle de forskellige religiøse ordener samt de fordele, som kirken gennem tiderne havde tilsneget sig, blandt andet fritagelse for at betale skat. Disse drastiske ændringer stødte på stor modstand fra kirkens side og det lykkedes ikke at få dem gennemført, som man havde ønsket. Man nøjedes med at lukke det indflydelsesrige

“Compania de Jesus” og krucifikserne blev fjernet fra alle offentlige kontorer. Religionsundervisning blev kraftigt begrænset især i de højere læreranstalter, og man regulerede bestemmelserne indenfor kirken, således at ægteskab også blev gyldigt, når det blev foretaget ved civile myndigheder. Skilsmisse blev tilladt ved fælles overenskomst parterne imellem.

I Republikkens første år var der blevet bygget 7000 hårdt tiltrængte skoler og yderligere 2500 i de følgende år. Der blev sendt mobile skoler ud til de fjerne provinser, som aldrig havde haft lejlighed til at sende deres børn i skole og ved slutningen af 1932 var der 70.000 børn i den højere skoleuddannelse i modsætning til 20.000 tre år tidligere.

Cacique-systemet afskaffes
Vigtig var også en lov, der blev gennemført med hensyn til det repræsentative system, som skulle give udtryk for den brede befolknings ønsker og en gang for alle sætte en stopper for den magt og det pres, som de stedlige “caciques” hidtil havde udøvet over landbefolkningen.

Katalonien og Baskerlandet får selvstyre
Problemet om selvstyre i de forskellige territorier af landet dukkede op igen. I Katalonien havde modstanderne mod kongemagten været større end noget andet sted i Spanien, og man havde truet med at gøre området til en selvstændig republik.

Nu blev både højre- og venstrepartier enige om at stemme for et meget udvidet selvstyre, og i 1932 blev Katalonien erklæret for et autonomi – La Generalitat – og det katalanske sprog blev stillet på lige fod med kastellansk, idet professorerne på universiteterne frit kunne vælge det sprog, de foretrak at undervise i. Det samme var tilfældet med Baskerlandet, som også fik et meget udvidet autonomi, men hvor forholdene endnu ikke er blevet løst på en tilfredsstillende måde, hvilket har givet anledning til blodige konflikter og terrorisme, som har givet alle regeringer store problemer helt op til i dag.

De påkrævede
landboreformer
Spanien havde i 1932 11 millioner indbyggere, hvoraf ca. 4 millioner var middelklasse, 2-3 millioner fabriksarbejdere eller minefolk, og 4,5 millioner landarbejdere. Denne sidste del af befolkningen levede under meget hårde betingelser, især i de fattige områder i Andalusien og Extremadura.

Det meste jord ejedes af storgodsbesiddere, som sjældent kom på deres udstrakte ejendomme, men overlod administrationen til den stedlige “cacique”. Store arealer af frugtbar jord lå udyrket hen med deraf følgende mangel på arbejde og med en hær af jordløse daglejere. Fra forår til efterår i en 4-5 måneders periode var 3-3,5 pesetas en almindelig dagløn for en landarbejder, resten af året var der som regel ikke mere arbejde.

Landarbejderne levede i små usle landsbyer, hvor husene, som ejedes af storgodsbesidderen, manglede enhver form for bekvemmeligheder, og landsbyens beboere blev ikke behandlet meget bedre end slaver. Ved morgengry samledes de arbejdsløse på torvet klædt i deres fattige klæder og så udvalgte den almægtige “cacique” de arbejderne, som var mest duelige og medgørlige, og hvis de klagede over lønnen, truede arbejdsgiveren med at hente arbejdere fra en naboby eller måske helt fra Portugal.

Republikken prøvede på at forbedre disse betingelser og vedtog en lov gående ud på at udyrkede områder i en bestemt størrelse ville blive eksproprieret. Staten ville holde godsejerne skadesløse, og jorden ville blive uddelt til de jordløse landarbejdere, mens staten ville vedblive at være ejer af jorden. Men det gik langsomt med igangsættelsen af planerne og i 1933 var der kun 8000 familier, der havde nydt godt af den nye lov, mens næsten 1 million forgæves ventede på, at turen skulle komme til dem.

Fabrikker og miner kom også under revision
Den sociale konflikt bredte sig også til fabrikker og miner. I Madrid og andre store byer var tilstandene særligt alvorlige. Antallet af strejker blev tredoblet og volden mod arbejdsgivere og strejkebrydere blev grovere.

Selv om man allerede havde opnået en arbejdsdag på 8 timer, fik man kun betaling for de dage, hvor man arbejdede. Man fik dog gennemført en lov om minimumsbetaling og arbejdernes ret til at slutte sig sammen i fagforeninger. Man fastsatte betingelser for afskedigelser og arbejderne fik ret til 8 dages ferie om året., men de fleste af de moderne sikkerhedsforanstaltninger, som man nyder godt af i dag, eksisterede simpelthen ikke.

Konflikterne breder sig
Efterhånden som myndighederne begyndte at modernisere Spanien, dukkede konflikterne op. At afstå land til de jordløse arbejdere i de udstrakte landbesiddelser i Andalusien, som Gerald Brenan kaldte de usleste blandt Europas arbejderklasse, blev af de konservative anset som et angreb på ejendomsretten. At forbedre arbejdsbetingelserne i de katalanske fabrikker og de baskiske miner blev af arbejdsgiverne betragtet som den rene ruin, og at give Katalonien og andre områder selvstyre var det samme som at splitte landet i mange stykker.

Anarkisterne dukker op
At Republikken trods de gode forsætter delvis mislykkedes var også for en stor del anarkisternes skyld. De var skuffede over de nye bestemmelser, som de ikke fandt radikale nok, og forsøgte derfor flere gange en social revolution, som havde til følge at Republikken efterhånden blev betragtet som repræsentant for sådanne uroligheder.

Anarkisternes teori var, at den store fattige folkemasse aldrig ville få en større lejlighed end nu til at lave en revolution, i modsætning til socialisterne, som prøvede at finde en fremgangsmåde, der ikke forskrækkede bourgeoisiet for meget. Og mens de konservative forsøgte at redde deres formuer ud af landet, begyndte anarkisterne at opflamme folk til at plyndre og sætte ild til kirker og offentlige institutioner, og det kom til blodige sammenstød overalt i landet.

Casas Viejas
Et af de værste og mest brutale var det, der skete i Casas Viejas, en lille landsby i Cádiz-provinsen, hvor en gruppe af anarkister og socialister forsvarede deres fattige boliger til sidste mand, og det blev til en kamp hus for hus.

En gammel kendt anarkist, Pepe Seksfinger, forskansede sig i sit hus sammen med sin datter, Libertaria, som stod bag ved ham og ladede hans gevær, og 5 andre ligesindede.

Civilgarden blev kaldt til og prøvede at genoprette ro og orden, da der kom telegram fra regeringen, der befalede den strengest mulige undertrykkelse med det resultat, at et dusin fanger, der var taget dagen i forvejen uden videre blev skudt. Der kom ovenikøbet hjælp fra et krigsfly, som smed bomber ned over de anarkister, som havde samlet sig uden for byen. Både den gamle anarkist og hans datter blev dræbt, og da resten af befolkningen og anarkisterne den næste dag overgav sig, blev et stort antal af dem alligevel henrettet, og resten blev genstand for brutale repressalier. Denne umoralske, uretfærdige og unyttige tildragelse er blevet en meget mørk side i den 2. Republiks historie.

Republikken endte i en
blodig borgerkrig
Følgerne af disse tragiske begivenheder var, at regeringen aldrig rigtigt kom sig efter den måde den havde handlet på. Den blev beskyldt for massemord og for at skabe et regime ved hjælp af blod, mudder og tårer. Følgen blev, at regeringschefen Azaña dimitterede, og der blev udskrevet valg.

Så trods det store sammenhold og den store enighed, der var karakteristisk for Republikkens første dage varede det ikke længe før det blev en fiasko, som endte med en blodig borgerkrig, som rasede gennem Spanien fra sommeren 1936 indtil foråret 1939.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---