La Sierra de las Nieves - et ikke ubetydeligt fredet område - fik for nogle år siden tildelt den fine titel “Reserva de la Biosfera”. Istán og dertil hørende landskab var inkluderet. Lever virkelig op til sin biosfera-status, for landskabet præges af frodig vegetation, det risler med vand overalt, og lufter er så ren, at man ved hvert åndedræt næsten kan fornemme iltmolekylerne kilde ens bronchier. Denne gang skal vi ud og vandre, hvor startpunktet er Istán, der i martsnummeret af Solkysten var månedens emne.


Klokken er 19.00 - drinks-time hos Kemp’erne. Sammen med manden jeg er gift med nipper vi til hver sit glas og beundrer en rød solnedgang over Ronda-bjergene. Alt tyder på godt vejr i de kommende dage, det meteorologerne kalder for højtryk - med andre ord sol og blå himmel.

Det begynder at krible i mig. Fornemmelsen er vel nok den samme, som den narkomanen oplever ved mangel på stof. Jo, jeg skal snart have et skud, hvis sammensætning gør mig høj, for nu at bruge en vis jargon. Bevar mig vel, jeg trænger dog ikke til drugs, men til en god blanding bjergluft, samt nye visuelle indtryk, der på nethinden opstår som en turistreklame for Andalusiens bagland.

Med andre ord er det på tide at få fat i mine vandre-kammerater, der viser sig at være lige så ivrige for at rive en dag ud af kalenderen. Efter en længere pause p.g.a. et vådt forår skal vi have gang i skelettet.

Vi vedtager atter
at tage til Istán
Ved vort sidste besøg i landsbyen kontaktede vi Ayuntamiento’en, hvor det ansatte turist-faktotum forsynede os med kort og information. Den venlige mand anbefalede os at starte med en såkaldt sight-seeing i pueblo’en efterfulgt af en lettere vandretur ad Den gule Rute: “D”.

Han pegede på kortet og kom så med et par nyttige oplysninger: “De gule ruter er grusveje. På de fleste af dem kan man færdes i en normal bil (på spansk kaldet turismo), men de er bedst egnede til en 4-hjulstrækker og mountainbikes…”

“Rute nr. 4 fra Istán til El Castaño Santo, det længste mål, byder på forhindringer undervejs, så køretøjet skulle helst kunne klare strabadserne. De røde ruter er ikke alle så lette, men et par stykker af dem kan I vel nok klare…”. Hvad beha’r! Vort sporty look gør åbenbart ikke indtryk. Trods dåbsattestens dato føler vi os stadig i god form, men OK har ikke noget imod at få tips om lettere vandreture.
Istán var som nævnt emne for min artikel i marts måned, hvor læserne skulle forsynes med lidt baggrundsviden om landsbyen, med dertil hørende anbefaling af en promenade i et typisk andalusisk landsbymiljø.

Ovennænvte rundtur kan, såfremt man har lyst og kræfter, kombineres med en lettere vandring i landsbyens periferi. Vor lille tre-mands vandreteam bestemte sig for den letteste af traveturene:

Rute D: Istán - Ermita San Miguel - Istán
Ved at kaste et blik på kortet vil læseren opdage, at det er den korteste af alle angivne ruter.

Bilen har vi parkeret i landsbyen. Vi har fået at vide, at vi skal stile efter El Polideportivo, d.v.s. sportspladsen, der til nabo har et nyopført hotel.
Rute D har sin start få skridt fra denne bygning, hvor en grusvej på højre hånd formodes at være den rigtige, hvad den også viser sig at være.

Da vort mål er La Ermita de San Miguel, og vi i mellemtiden har fået øje på et skilt med samme navn, ja så vandrer vi bare videre i pilens retning.

Automatisk når vi frem til et nydeligt anlagt pic-nic sted med borde, træbænke samt grill-faciliteter. Der er tale om et terrasseret område i skønne omgivelser, der egner sig fortrinligt til frokost i det grønne. At medbringe sin madkurv i disse omgivelser er ikke en dårlig ide, og ønsker man at grille medbragte pølser og steaks, ja så kan også det lade sig gøre.

I forårsmånederne er det omkringliggende landskab et fryd for øjet. Fuglene parrer sig og giver udtryk for deres lystighed. I sådan en ramme smager en beskeden chorizo ligeså godt som en fornem beuf á la crema på Los Monteros.

Det konstaterer vi og vandrer så videre, indtil vi når frem til den asfalterede hovedvej, der fører tilbage til Istán og til den parkerede bil (ca. 3-4 km.). Tur/retur må man regne med ca. to timer.
Skulle man blive fristet til at krydse vejen og tage ned til søen, så vil jeg blot bemærke (personlig erfaring), at nedad går det lige så let som at klø sig i nakken, men tilbageturen er p.g.a. stigningen mildest talt en ubehagelig mundfuld.

Søen er i øvrigt resultatet af en opdæmning af den livlige Rio Verde - en af kystens vigtigste vandforsyninger. Er utrolig fotogen, men personligt foretrækker jeg at nyde dens skønhed oppefra og droppe nærkontakten med vandet, vel vidende at det kræver sved og benarbejde atter at nå op til vejen.

Vi skal nu besøge Istán for anden gang. Landsbyen kender vi jo, så denne gang skal vi bare ud og trave. Vi har bestemt os for en rute, der på kortet hedder

Rute 6 (gul): Istán - Puerto de los Barracones - Istán
Enten kan man parkere i landsbyen eller køre i retning af El Polideportivo og så videre til kilderne af Rio Molino blot få kilometer udenfor Istán. Her har kommunen gjort sig umage for at pynte omkring kilden. Det ser nydeligt ud…

Vandet siver ud af en klippe. Lige så klart som en tåre… Lokale beboere fylder deres plastikdunke op med disse herlige, uforurenede dråber.

Her kan man lade bilen stå og så vandre videre ad en grusvej. En let sag… Vi bliver overhalet af mountainbike-entusiaster, der hilser med et “hóla, hóla” og fortsætter i fuld fart mod Rio Verde, der faktisk også er voret mål. Skøn tur på 3-4 km. (1 1/2 time) vil jeg gætte. Let at gennemføre uden at blive forpustet.

Undervejs når vi frem til en vejgaffel, hvor nummererede skilte orienterer om de forskellige ruter. Følger man den gule rute 2, skulle man gerne nå frem til Monda, og stiler man efter El Castaño Santo, gul rute 4, skulle man helst være i besiddelse af en 4-hjulstrækker p.g.a. den dårlige grusvej med forhindringer undervejs.

At jeg nævner træet som mål for en udflugt skyldes, at det er registreret som Monumento natural p.g.a. sin alder og sine dimensioner. Har eksisteret i over syv århundreder og kan prale af en diameter på ca. 14 meter. Der kræves - siges det - ni mand for at omfavne stammen.

Et par historiske begivenheder skulle også have fundet sted i skyggen af træet. Bl.a. en gudstjeneste, der blev holdt her med deltagelse af de Katolske Monarker, Isabel og Fernando, der fra Ronda var på vej til Marbella, der skulle befries fra maurerne. At holde politisk møde i skyggen af et træ har sikkert ikke været stressende.
Udover det skulle det efterhånden velvoksne træ have været brugt under Napoleons-krigen som skjulested for madvarer. Det står der i mine bøger uden yderligere forklaring på, hvem der skjulte proviant i dette helt specielle “skab”.

Vor vandregruppe har El Castaño Santo til gode. Vi kunne ikke drømme om at vandre en strækning af … 37 km., ej heller at køre dertil i en almindelig turismo.

Vort mål er Rio Verde, og vi når da også frem til floden, der efter forårets regnskyl spærrer ens videre passage og er ligeså livlig som en ung hingst. Umulig at krydse, pyt! Efter halvanden times vandring har vi intet imod at holde kaffepause på en idyllisk plet lige ned til floden og så vende snuden tilbage mod Istán.

“Hoila-hi, hoila-ho!” Fuglene synger, floden akkompagnerer med de velkendte lystige toner, solen skinner. I den slags omgivelser smager kaffen herligt.

Bestemmer os til frokost på Los Jarales. Mit første indtryk af stedet var utroligt positivt. Skønne tapas, super servering.

Vi skal nu prøve stedet for anden gang. Det er en lørdag. Der er næsten fuldt optaget ved alle borde. Et par tjenere render rundt som “fluer i en flaske”, tager imod bestillinger på dagens menu (der efter alt at dømme er frodig og vel præsenteret). Selv er vi indstillet på kun at degustere deres lokale tapas - de velkendte småtterier akkompagneret af en flaske tinto. Overtjeneren nægter at servere tapas for os. (“Det gør vi ikke i week-enderne”). Jeg nævner det, så læserne nu er advaret… Det skuffer os, men stadig vil jeg anbefale stedet p.g.a. dens fantastiske beliggenhed med den fem-stjernede udsigt fra terrassen med dertil hørende borde og parasoller.
Istán byder på 13 vandre-ruter, så det gælder bare om at komme afsted.

Liliane Kemp

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---