Slanger - alternative kæledyr
Skrevet af Solkysten
I modsætning til, hvad de fleste tror, er slanger overhovedet ikke slimede. De føles bløde og silkeagtige. Slanger har ingen ører og er praktisk talt døve, men denne svaghed bliver kompenseret af en formidabel lugtesans, som sammen med den følsomme tunge gør det muligt for en slange at følge et spor milevidt.
Mange tror, at slangens gift sidder i tungen. Det er helt forkert. Tungen virker kun som en slags antenne. Forrest i overmunden har slangen to gifttænder, som den bruger til at bide og forgifte samtidig.
Man behøver ikke give slangen levende foder. Giv den døde mus, fisk, fugle eller lignende, bare det er intakt med fjer, pels, knogler osv. De spiser hverken frugt eller grønt.
Slangens bur er rimelig simpelt at indrette. Det skal diagonalt være dobbelt så stort som den fuldvoksne slange, og behøver blot at indeholde nogle grene eller et lille træ, en vandskål og et skyggefuldt sted. Det sidste er yderst vigtigt, for slanger har ingen øjenlåg og kan altså ikke lukke øjnene når de sover. Derfor skal de have mulighed for at komme væk fra lyset, og man må aldrig lyse på dem med en lommelygte.
Har De fået lyst til at anskaffe en slange, så sørg for at få rådgivning i en god dyrehandel eller dyrlægen. Kan de ikke hjælpe, så prøv en zoologisk have eller universitetets veterinærafdeling. Glem ikke at en slange også er et levende væsen, som har brug for et trygt og sundt miljø.
Erny Harrison
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003

