”Når jeg er på arbejde glemmer jeg alt om mad, og maven har det godt. Først når jeg kommer hjem, får noget at spise og skal slappe af, begynder den at smerte,” forklarede en herre i 50erne.

Siden han var dreng, havde han lidt af en inflammatorisk tarmsygdom med hyppige blødninger, hvis han ikke dagligt tog medicin. Han havde et ansvarsfuldt job som krævede, han var på toppen i 10-12 timer. Han spiste ikke morgenmad og kun lidt frokost.

Vi har brug for stress
Når vi er i fuld gang og mærker suset fra arbejdsopgaverne, er det sympatiske nervesystem tændt. Det er den side af det autonome nervesystem, der er aktivt, når vi er motiverede og kører i højt gear.

Stress (ordet betyder tryk) er en positiv drivkraft, som vi ikke kan undvære. Men på længere sigt slider dette pres på kroppen, hvor vigtige kemiske faktorer kommer ud af balance. Kroppen søger at genoprette balancen, undertiden ved udvikling af sygdom.

Efter en stresspåvirkning er det sundt for krop og sind at ”koble ud”.
Det sker ved hjælp af det parasympatiske nervesystem. Denne side af nervesystemet er - modsat det sympatiske – aktivt, når vi slapper af, vegeterer og hviler. Det kan ske på mange måder, og man behøver ikke en hel nats søvn. Et kort, koncentreret hvil, et power-nap med lukkede øjne, total afslapning og afkobling på blot fem, ti minutter kan have sin virkning, når man behersker teknikken.

At være på toppen hele tiden er blevet en livsstil-sygdom – stress – som desuden smitter omgivelserne. I effektiviteten og arbejdsglædens hellige navn er der flere og flere, som støder sig på stressmuren.

Men pensionisten, der har for lidt at lave og ikke kan finde en mening med tilværelsen, kan i øvrigt være lige så stresset som det travle forretningsmenneske med 20 bolde i luften på samme tid.

Tre faser
Den canadiske dr. Seyle beskrev i sin bog” The stress of Life” tre faser, som kroppen gennemgår uanset hvor stress-påvirkningen kommer fra.

1. Alarmfasen: Her mærkes stress-påvirkningen. Kroppens alarmfunktioner sætter ind. Adrenalinen øger puls og blodtryk, vejrtrækning og svedafsondring. Pupillerne udvides og fordøjelsen bliver langsom. ”Kæmp eller flygt” hormonerne sætter os i beredskab til den akutte krise eller udfordring. For en kort stund bliver musklerne og hjernen i stand til at yde sit bedste.

2. Modstandsfasen: Her udbedres de ”skader”, der forvoldes af kampberedskabet og stresspåvirkningerne. Stressen skal ophæves for at kroppen kan genoptage sit normale arbejde.

3. Udmattelsesfasen: Forbliver kroppen i alarmberedskab, udmattes den. Så er det man griber til alkohol, beroligende medicin eller sovemedicin for at ”falde ned”. Tilstanden kan udvikle sygdomme som mavesår, migræne, hovedpine, hjerte-kredsløbs sygdomme, depression, samt blodpropper i hjerne og hjerte.

Arbejdsnarkomaner
I alarmfasens højrisikogruppe finder vi de unge og engagerede karrieremagere med en arbejdsuge på 80 timer. De tackler arbejdet som et maratonløb, sover for lidt, bygger veranda eller carport i fritiden og snakker om at købe en campingvogn til familieturene. Mange arbejdsnarkomaner kender ”suset” ved at være travlt optaget hele tiden. Det bliver en måde at leve på.

Har vi været under fysisk og psykisk belastning i længere tid, stiger koncentrationen af binyrebarkhormonet kortisol. Kortisol er (efter adrenalin) stresshormon nr. to. Det påvirker optagelsen af næringsstoffer, belaster mineral og vandstofskiftet, hæmmer betændelser og dæmper allergiske reaktioner. For meget kortisol er direkte skadeligt for kroppen: knoglerne afkalker, tendensen til mavesår øges, muskelkraften nedsættes, huden bliver skør, modstandskraften mod infektioner nedsættes og der er risiko for psykiske forstyrrelser, depression, blodtryksforhøjelse, og skade på hjernecellerne. Kortisol er gift for hukommelsen. En let alzheimer kan skyldes en stresset tilværelse med for meget kortisol.

Fortsætter maratonløbet, tager kroppen sin tilflugt til endorfiner. Det er kroppens eget smertestillende morfinlignende stof, der skaber arbejdsnarkomanerne. Når en engageret chef stolt slår ud med armene og praler med en arbejdsuge på 80-90 timer, er det endorfinerne, der er har givet ham et ”kick”. Det kan ende som en længerevarende rus, hvor kroppens advarselssignaler ikke mærkes og dermed overhøres. Mange sportsfolk kender til at holde ud over den fysiske grænse, f.eks. maratonløberen der kommer i mål med et brækket ben. Han mærker det ikke, fordi han er bedøvet af endorfin.

Kroppen bliver vænnet til at leve med den stressede tilstand. Et menneske, der har arbejdet 60-80 timer om ugen i mange år, kobler ikke om fra den ene dag til den anden. Hver fiber i kroppen, for ikke at tale om de mentale vaner, er parat til at yde sit bedste dagen lang. Kroppen yder og yder til ressourcerne slides ned og udmattelsessymptomerne begynder at melde sig.

Nyt forhold til sin krop
Under afslappede forhold på et weekendseminar om stresshåndtering og tilpasningsevne fik vi den stressede herre med den urolige tarm til at opfatte, hvad der skete i hans fordøjelsessystem. Maven og resten af fordøjelsessystemet havde været negligeret i mange år, hvorfor han ikke mærkede den, når han arbejdede og kørte på ”kicket” og adrenalinen. Han lærte at slappe af og spise på arbejdet i små portioner ad gangen. I takt med at han fik et andet forhold til sin mad og sin mave, fik han større glæde af de næringsstoffer, der før i tiden var gået i toilettet.

P.S.
Til læsere med astma, høfeber eller anden allergi:
Pga. af det våde forår er der meget pollen i luften. Jeg minder om, de kan følge med i pollentallet på netavisen: www.solkysten.net

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---