Sommerfester i juni
Skrevet af Solkysten
Mijas holder Feria de Las Lagunas fra den 4. til 8. juni. Festen indledes fire dage forinden med en religøs pilgrimsfærd, men der er plads til almindeligt samvær og hygge. I forbindelse med feria’en stilles diverse mekaniske forlystelser op på en grund ved siden af biografen Multicines, og der bliver selvfølgelig optræden med gode artister i løbet af byfesten.
Det samlede program findes i kommunenes turistkontor, tlf. 952 48 58 20/952 48 66 94.
Handelsstandsforeningen i Torre del Mar fejrer for tredje gang i træk gastronomisk uge. I dagene fra den 7. til 9. juni uddeler flere restauratører smagsprøver fra stande på strandpromenaden og viser de rige gastronomiske traditioner i la Axarquia.
Marbella holder fra den 9. til 15. juni byfesten Feria de San Bernabé. Festlighederne sætter i dagtimerne sit præg på den gamle bydel. Deltagerne danser ”sevillanas” og ”malagueñas” i de smalle gader. Om aftenen fortsætter festlighederne på feriapladsen, hvor der blandt andet bydes på musikalsk underholdning med kendte artister. Det samlede program deles gratis ud i kommunens turistkontorer før byfestens start.
Turistinformation, tlf. 952 771 442.
Befolkningen i Alhaurín de la Torre finder også festtøjet frem. Fra den 20. til 24. juni er der byfest til ære for Juan Bautista (Johannes Døberen). Helgenfesten har både religiøst og folkeligt islæt, hvilket gør det værd at deltage i de mange aktiviteter. La Fiesta Mayor de San Juan Baustista har i dagtimerne folkedans og hyggeligt samvær på de små pladser i centrum. Om aftenen mødes indbyggerne på feriapladsen i udkanten af byen for at prøve de mekaniske forlystelser og spise middag i foreningslokalerne.
Turistinformation, telefon 952 417 150. Hjemmesiden
www.aytoalhaurindelatorre.es giver nyttig information.
Byfesten har en ekstra attraktion. Alhaurín de la Torre holder ugen forinden flamencofestivalen ”Torre del Cante” med flere af Spaniens bedste flamencoartister.
Flere byer har tradition for at holde byfest i forbindelse med Skt. Hans aften. Det gælder blandt andet Estepona, Arroyo de la Miel og boligkvarteret El Boquetillo i Fuengirola. De tre steder er i dagene op til den 23. juni præget af religiøse højtideligheder og folkelige fornøjelser. El Boquetillo kvarteret er først ude. Beboerne begynder allerede lørdag den 21. juni at danse sevillanas i de opstillede telte og brænder Skt. Hans aften kludedukker i patio’en ved en af kommuneskolerne.
Det samlede program for denne lokale byfest fås allerede nu i kommunens turistkontor, tlf. 952 467 625.
La Feria de San Juan i Arroyo de la Miel er også værd at prøve. Den starter tirsdag den 24. juni på feriapladsen ved Selwo Marina og fortsætter syv dage frem til den 30. juni.
Det samlede program fås på kommunens turistinformation, tlf. 952 og hjemmesiden www.benalmadena.com har også nyttige oplysninger.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003

