EN RUMÆNSK IMMIGRANT skrev retshistorie i Málaga den 28. april, hvor han nød æren af at være den første, som fik sin sag optaget til dom efter at reformen om kriminel retsforfølgelse (populært kendt som "lynjustitsen") var trådt i kraft.

Rumæneren blev fremstillet i dommervagten og tiltalt for et banalt tyveri af tre flasker brandy i et supermarked. Der var forløbet tre dage siden tyveriet. På fjerdedagen modtog den tiltalte besked om dommen (en bødestraf) på sin bopæl, et center for indvandrere.

Før den 28. april tog det retten flere måneder at fælde dom i en sag af denne art. Forsinkelsen var endnu større, hvis lovovertrædelsen indebar mulighed for fængselsstraf. I så fald kunne det tage et til flere år før dommen faldt, en ventetid, som mange vaneforbrydere udnyttede til nye lovovertrædelser.

Rettens mølle malede langsomt og ikke engang særlig grundigt. Arbejdsgangen var i det store og hele uændret siden 1881, men omsider har justitsministeriet opdaget, at en pc kan bruges til andet end skrivemaskine. Ifølge justitsminister José María Michavila vil opdagelsen medføre "en ændring af hele den spanske retskultur."

Fremover må der højst forløbe 72 timer fra anholdelse til dom, når en lovovertrædelse indebærer bødestraf. Forbrydelser med en strafferamme på op til fem års fængsel skal kunne afgøres på 22 dage i provinsen, og 16 dage i storbyerne, lover ministeren.

Lynjustitsen er vedtaget af noget så sjældent som et enigt spansk parlament. De folkevalgte af alle partifarver var betænkelige ved de seneste års store vækst i den såkaldte småkriminalitet, som de fleste borgere på et eller andet tidspunkt stifter bekendtskab med. Alene i årene 1991 og 1992 voksede anmeldelserne 16 pct.


UDVIKLINGEN var løbet fra en administration med rødder i det 19. århundredes adstadige rytme. Efter en anholdelse og fremstilling i dommervagten knirkede retsmaskineriet langsomt i gang med udarbejdelse af tiltale, stævning af vidner og indhentning af sagkyndiges udtalelser. Alt sammen skete en ting ad gangen på undersøgelsesdommerens initiativ. Når han var færdig, skulle hele proceduren gentages i byretten.

Den nye lynjustits vender arbejdsgangen om. Fremover er det politi og statsadvokat, som ved hjælp af en nyopfundet elektronisk kalender selv bestiller tid i dommervagten og har ansvaret for, at sagens parter møder og akterne ligger klar til færdigbehandling på dommerens bord.

På premieredagen blev 121 sager i hele landet behandlet efter den nye procedure, som skønnes at kunne tages i anvendelse ved mellem 30 og 60 pct. af alle retssager. "Lynjustitsen vil ikke føre til flere fanger i fængslerne, men til færre forbrydelser på gaden," sagde justitsministeren.

Næsten for godt til at være sandt. Og flere af retfærdighedens udøvere skyndte sig da også at tage modet fra os igen.


RETTENS FUNKTIONÆRER i Málaga hilste lynjustitsen velkommen med en demonstration. Deltagerne var tydeligvis skrækslagne ved udsigten til at blive stillet over for det samme effektivitetskrav som medarbejderne i det private erhvervsliv.

Andre steder var der optræk til regulært mytteri. Chefen for hovedstadens statsadvokatur, Mariano Fernández Bermejo, udtalte som sin dybeste overbevisning, at den nye lov ikke kunne fungere. Den slags profetier har en tendens til selvopfyldelse, så justitsminister Michavila tabte tålmodigheden og anbefalede Bermejo at gøre en kraftanstrengelse for at gøre sig fortjent til sin løn.

Skænderiet endte med en injuriesag, så nu er køen uden for retten i Madrid også blevet forlænget med den.


Sandheden er at justitsministeren er i lommen på statsadvokater og dommere, hvis mentalitet ikke lader sig forny med samme nemhed som edb-systemets kredsløb. Siden 1992 er der gjort tre forsøg på at forkorte rettergangen i Spanien, og ingen af dem har haft varig effekt.

For at boykotte den nye lynjustits er det tilstrækkeligt at udtale de magiske ord, "hensynet til tiltaltes retssikkerhed…" De sender øjeblikkelig sagen tilbage i den gamle papirmølles trygge sløvhed.
Opfattelsen hos mange af retsmaskineriets støvede parykker synes at være, at en kort ekspeditionstid i sig selv udgør en fare for retssikkerheden. Et af argumenterne, som føres frem mod den nye reform, er at den "lokker" den tiltalte til at erkende sig skyldig i en tidlig fase af undersøgelsen, fordi det automatisk udløser en rabat på en tredjedel af dommen.


MAN KAN DOG SPØRGE, om regeringen har sat penge af til en effektiv administration af lynjustitsen. Trods den høje prioritering af kriminalitsbekæmpelsen har der ikke engang været penge på budgettet til kurser for rettens medarbejdere.

Et andet problem er personalemanglen. Dommervagternes beredskab skal fordobles, mens statsadvokaturens vagtmandskab næsten skal firdobles for at lynjustitsen kan fungere efter hensigten.
Ifølge Michavila er der de seneste tre år givet bevilling til 247 nye statsadvokater og 234 nye strafferetsdommere. Men de arbejder ikke kun med lynjustitsen, men med afviklingen af hele den sagspukkel, som har hobet sig op i årenes løb.

I Málaga har statsadvokaturens chef fået en speciel bevilling til to nye medarbejdere som følge af lynjustitsens indførsel. Selv anslår han behovet til ti nye medarbejdere, fordi vagtpersonalet er blevet øget fra fire til 13.

- Behandlingen af nogle sager bliver meget hurtigere, men vi risikerer at andre typer sager til gengæld forsinkes så meget mere, siger Manuel Villén.


UDVIKLINGEN VIL SNART VISE om lynjustitsen var en succes. Den kommer på sin svendeprøve i de kommende måneder, hvor det er højsæson for turister og tasketyve.

Lynjustitsens succes afhænger også af andre faktorer.
Den ulyksalige "Demokratiets Straffelov", som den tidligere socialistiske PSOE-regering nåede at vedtage på falderebet i 1995, er blevet strammet på flere punkter. Gentagne "faltas" (dvs. småforseelser) tæller fremover som en "delito" (dvs. forbrydelse). I praksis giver det dommeren mulighed for brat at afbryde småforbryderens løbebane med en fængselsdom.

”De organiserede tyvebander forbød deres medlemmer at stjæle mere end 50.000 pesetas ad gangen. Som de sagde, det var PSOEs grænse for de straffri forbrydelser,” siger indenrigsminister Ángel Acebes spydigt.

Et andet svigt i kriminalitetsforebyggelsen må den siddende konservative PP-regering til gengæld tage ansvaret for. Siden 1996 har de statslige politikorps (Policía Nacional og Guardia Civil) mistet 14.000 medarbejdere. Først i 2005 begynder nyuddannede politimænd at udfylde hullerne i bemandingen.

Et helt specielt problem er de seneste års enorme vækst i tallet af udenlandske lovovertrædere.

Ændringer i straffelov og udlændingelov gør det fremover muligt for dommerne at erstatte en dom under seks års fængsel med en udvisningskendelse, medmindre dommeren undtagelsesvist finder det påkrævet at dommen afsones.

Denne i sig selv diskutable nyskabelse vil støde på den praktiske vanskelighed, at i fjor kunne det kun lade sig gøre at udvise knap en tredjedel af de 40.000 illegale immigranter, der fik marchordre.


MAROKKO ER STOREKSPORTØR af illegale immigranter, som for manges vedkommende kun har forbrydelsen at falde tilbage på, efter at arbejdsmarkedets døre blev lukket og stængt for dem.

En traktat fra 1992 forpligter Marokko til at tage ansvaret for illegale immigranter, som er indvandret fra marokkansk territorium, men i realiteten accepterer marokkanerne kun at genhuse deres egne. Det har udviklet sig til et kæmpeproblem for Spanien. Halvdelen af de bådflygtninge, som de marokkanske mafiaer sender over Gibraltarstrædet, er i dag afrikanere. Spanien må oftest opgive at udvise dem, fordi deres egne hjemlande også nægter at samarbejde.

Forholdet mellem Marokko og Spanien er under optøning efter "persillekrigen", men det er stadig ikke lykkedes Spanien at overtale – eller betale – marokkanerne til at overholde traktaten fra 1992. På et møde i Málaga for tre måneder siden tilbød den spanske regering Marokko en økonomisk kompensation for at genhuse ikke-marokkanske immigranter, men efter en tænkepause nægtede marokkanerne på ny deres ansvar for problemet.

De seneste år er de spanske storbyer i øvrigt også blevet oversvømmet af tusinder af mindreårige marokkanere, som Marokkos myndigheder viser ringe interesse for at genhuse.
Formodentlig er det kun truslen om EU-sanktioner, som kan tvinge Marokko til at yde sit bidrag til freden i de spanske gader.


LOVEN KAN ÆNDRES når den ikke fungerer. Og dommerne?
Det er et spørgsmål, som jævnligt melder sig i Spanien. Et af de seneste eksempel er dommer María del Prado Torrecilla, som dommerne øverste disciplinære organ, Consejo General del Poder Judicial (CGPJ), netop har dømt for "meget alvorlig fejl i embedsudøvelsen".

Flere kolleger klagede, fordi hun bag kulisserne søgte at presse dem til at løslade den bedrageridømte finansfyrste Mario Conde, som afsoner en fængselsdom på 20 år.

Hvad Torrecillas interesse i sagen kunne være, må folk selv gætte. CGPJ idømte hende en straf på syv måneders suspension af job og løn. Efter udløbet af de syv måneder kan hun ikke vende tilbage til sin gamle stilling i tilsynet for Madrids fængselsvæsen, men hun kan søge alle andre ledige stillinger i retsvæsenet.

Der er uhyggeligt mange eksempler af samme art.
Den tidligere dekan for Marbellas byret, Pilar Ramírez, har siden februar haft mulighed for at genoptage sin karriere, som hun måtte afbryde fordi hun systematisk "syltede" klagerne mod borgmester Gil's byplan. Årsagen kunne være, at Ramírez' familie selv havde forretningsmæssige forbindelser med kommunen. Ikke desto mindre besluttede højesteret, at CGPJs beslutning for tre år siden om for evigt at udelukke hende fra karrieren havde været for hård.

En anden meget omtalt sag vedrørte tre dommere i Audiencia Nacional, som i fjor løslod en narkobagmand pga. depression, kort før denne skulle dømmes for indsmugling af ti tons kokain. Bagmanden benyttede forståeligt nok chancen til at kurere sin depression ved at gøre sig usynlig. Dommerne blev af CGPJ suspenderet fra job og løn i he
nholdsvis syv og to gange seks måneder.

TIL SAMMENLIGNING idømte højesteret på samme tid en kvinde ni måneders fængsel, fordi hun havde smuglet 0,491 gram heroin ind i fængslet til sin afhængige datter.

Efter at lynjustitsen nu er taget i brug mod almindelige dødelige, er næste skridt på vejen mod et mere retfærdigt samfund at dommernes selvjustits også begynder at fungere. Dommernes overdrevne overbærenhed med kollegernes småsynder er med til at holde live i folks mistillid til retsvæsenet, der i meningsmålingerne gang på gang kommer ind på sidstepladsen blandt Spaniens mindst troværdige institutioner.

Der ligger fortsat et stort oprydningsarbejde forude i spansk retsadministration.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---