Det er ikke så mærkeligt, at den spanske borgerkrig, som brød ud i l936 nu - næsten 70 år senere - stadig lever i folks bevidsthed, ikke blot på grund af krigens rædsler i sig selv, men også fordi den forårsagede en dyb og varig splittelse i det spanske samfund og vakte opsigt og modstridende følelser ikke blot i Europa, men også i lande som USA, Japan, Mexico m.fl.

CEDA-partiet vinder.
Kvinderne får stemmeret
Kort efter parlamentsvalget i 1933 blev det klart, at landet stod overfor en politisk krise, som blev indledningen til de såkaldte “to sorte år” i modsætning til de “to gode år”, hvor Republikken trods modstand havde fået gennemført visse hårdt tiltrængte sociale reformer..

De konservative vandt en overvældende sejr, mens venstrepartierne mistede halvdelen af deres vælgere og således led et katastrofalt nederlag. Det konservative parti CEDA, som var en sammensætning af forskellige højreorientere katolske partier, blev ledet af Gil Robles.

At dette parti gik af med sejren skyldtes for en stor del, at kvinderne havde fået stemmeret for første gang, idet det var til at forudse, at de ville følge deres skriftefaders anbefalinger og politiske indstilling. Kirken var fuldt ud på CEDA’s side, og desuden var der en naturlig tilnærmelse til højrepartierne efter to års hektisk republikansk regering.

En anden grund til sejren var den store uenighed, der herskede indenfor de venstreorienterede politiske grupper, hvor det store socialistiske parti trods al dets magt og prestige, dets fagforeninger og gode disciplin hældte mere og mere mod venstre.
Anarkisterne viste sig ved flere lejligheder ude af stand til at gennemføre noget positivt for at føre deres ideer igennem, og man kunne heller ikke vente noget positivt fra kommunisternes side. Det spanske kommunistparti talte i 1933 ikke meget mere end 3.000 medlemmer, og deres ledere var temmelig uerfarne. De var klar over, at arbejderne måtte finde andre veje end de hidtidige, hvis de ønskede at se nogle af deres ønsker opfyldt.

Den Spanske Falange
Blandt de nyvalgte parlamentsmedlemmer i l933 var der en ung mand, som repræsenterede sit eget lille parti. Denne mand var José Antonio Primo de Rivera, søn af den tidligere diktator under Alfonso XIII. Han var begyndt som socialist, men under et besøg i Italien var han kommet til at beundre Mussolini og erklærede sig åbenlyst for at være fascist. Han og hans tilhængere var af den mening, at demokratiet er ude af stand til blandt andet at bekæmpe kommunismen, som de mente manglede enhver form for etik hvad angår politik, og som kun forstod at gøre sig gældende ved den brutale magt.

José Antonio - det navn som alle spanierne kender ham under - var i virkeligheden en både charmerende og intelligent person, som foruden at være jurist også gav sig af med poesi.

Hans taler og skrifter vakte umådelig begejstring blandt de universitetsstuderende, som flokkedes om denne unge mand, som talte et nyt sprog om nye ideer og veje at udføre dem på, som forlangte disciplin, mod og opofrelse. Hans program gik ud fra en national revolution med det formål at danne en totalitær stat, hvor alle offentlige institutioner indbefattet banksystemet skulle nationaliseres, stat og kirke skulle adskilles, og hans program var samtidig ikke uforligeligt med den private ejendomsret.

Valgene i 1936 nogle år senere, som blev vundet af det venstreorienterede parti Frente Popular, blev en fiasko for ham, men i de følgende måneder voksede hans parti alligevel med tusindvis af konservative vælgere, som her så en chance til at bekæmpe Frente Popular.

Det førte til stor uro og voldsomheder og endte med, at Antonio blev fængslet. Da man mistænkte ham for at lede sit parti fra fængslet, blev han forhørt af en “folkeret” og beskyldt for oprør. Han blev dømt til døden og henrettet kort efter, at Borgerkrigen var brudt ud i 1936.
For mange spaniere var både han selv og hans ideologi i årtier en autentisk myte, hans emblem “Åget og Pilene”, som senere blev adopteret af Franco sås overalt, og han blev næsten genstand for helgendyrkelse. I dag - 100 år efter hans fødsel - virker han og hans politiske indstilling og hans teori om måden at udføre den på som et for længst overstået stadium.

Det konservative CEDA kan ikke opretholde ro og orden
Med de kommende voldsomme uroligheder viste det konservative parti CEDA sig heller ikke i stand til at oprette ro og orden. Tidligere under Azañas regering havde socialisterne og de venstreorienterede republikanere samarbejdet for at gennemføre de meget moderate sociale reformer, som nu af de konservative blev betragtet som en snigende kommunisme. Resultatet var, at CEDA nu prøvede på at hindre gennemførelsen af disse progressive love, som var blevet foreslået, men som man for størstedelens vedkommende ikke havde nået at få gennemført.

Det gav anledning til en række særligt voldsomme strejker rundt om i landet, hvilket igen førte til skyderi og sammenstød med politiet, især i Katalonien og Baskerlandet. Disse strejker var for en stor del igangsat af anarkister, som overfaldt ensomt beliggende civilgardisters poster, eller gik så vidt som til at afspore Barcelona-Sevilla ekspressen, hvorved 19 passagerer mistede livet.

I Madrid proklamerede fagforeningen UGT generalstrejke og visse yderliggående socialistiske partier gik bevæbnet mod Indenrigsministeriet i Puerto del Sol. Det lykkedes trods alt regeringen at genoprette ro og orden, og alle yderliggående socialister blev fængslet, selv ekspræsident Azaña trods det, at han intet havde haft med opstanden at gøre.

Mens den såkaldte “oktoberrevolution” således blev slået ned af regeringen både i Madrid og Barcelona og andre steder, hvor mindre sammenstød havde fundet sted, kom nu problemerne i Baskerlandet.

Baskerne
I dag er der ca. 2 millioner indbyggere i alt i de tre baskiske provinser indbefattet de franske baskere på den anden side af Pyrenæerne, men i begyndelsen af 30rne var der kun ca. 600.000, som fra tidernes morgen havde levet i denne vestlige ende af Pyrenæerne.

Disse folks oprindelse er ukendt, nogle mener at de stammer fra Ibererne, andre har den opfattelse, at de er kommet fra Afrika og har levet i disse fjerne egne og bevaret et vist særpræg. Blandt andet har deres sprog intet som helst at gøre med noget andet kendt sprog. De er yderst religiøse og politisk uafhængige, idet de som grænsefolk tidligere havde opnået visse privilegier mod til gengæld at bevogte grænserne.

Fra den tidlige middelalder mødtes alle mænd over 21 år hvert andet år under det store egetræ i Guernica i Vizcaya, hvor de svor at respektere de baskiske love, hvorpå de valgte et nyt råd, som skulle regere i de kommende to år.

Trods deres særpræg udgør baskerne en del af den spanske befolkning, og en stor del af dem emmigrerede i øvrigt til andre dele af Spanien, efter at det var blevet tilbageerobret fra maurerne. Med deres stærke religiøsitet i forbindelse med deres lokal-patriotisme var det baskerne, der udgjorde størstedelen af carlisternes hær i kamoen mod den antireligiøse og liberale centralregering under den 2. republik. Det var her carlisterne havde deres styrke, og overalt dukkede deres røde baretter nu op igen.

I 1876 havde baskerne indgået en overenskomst med centralregeringen i Madrid, som gav dem ret til at opkræve skat efter deres eget system, mod at de betalte en vis fast sum til staten. Efter valgene i 1933 blev der indført visse nye regler, som baskerne mente ville kunne ændre disse overenskomster, og borgmestrene i de forskellige større og mindre byer besluttede derfor at afholde en række kommunale valg, som skulle gå ud på at vedligeholde dette gamle skattesystem. Regeringen forbød disse valg, og da de alligevel blev afholdt, blev alle borgmestrene arresteret. Det førte til en række vilde demonstrationer med krav om selvstyre.

Asturiens minearbejdere gør oprør
Til disse separatistproblemer kom nu oprøret i Asturien, hvor de selvbevidste og hårdføre minearbejdere, som i årevis havde levet under umenneskelige vilkår, havde overtaget magten. Oprøret var her blevet omhyggeligt forberedt. og man havde store forråd af våben, da man havde besat våbenfabrikkerne i Trueba, som blev sat til at arbejde dag og nat.

Man disponerede over dynamit, og alle mænd mellem 14 og 40 blev indkaldt til “den røde hær”. 30.000 arbejdere blev mobiliseret i løbet af 10 dage, og velorganiserede og disciplinerede arbejderkomiteer dirigerede oprøret, hvis formål det var at gå imod den “fascistiske” regering i Madrid.

Man samledes foran rådhuset i minebyen Mieres, hvor 2000 minearbejdere hyldede den Sociale Republik. Begejstringen var umådelig, og 3 dage efter at revolutionen var brudt ud, var det meste af provinsen i minefolkets hænder, og det kom til regulære kampe mellem myndighederne og de revolutionære komiteer, sammensat af socialister, anarkister og kommunister, hvis formål det var at foranstalte en arbejderklasse-revolution.

Regeringsstyrkerne var alt for få til at bekæmpe oprørshæren, og vold og plyndring hærgede overalt. Biskoppens palæ og universitetet i Oviedo blev ødelagt, og flere præster blev myrdet, 30 civilgardister blev skudt, efter at de havde overgivet sig.

Situationen var kritisk, oprørshæren var på vej til Madrid, og regeringen var hjælpeløs, indtil man fik fat i to generaler, general Goded og selve Francisco Franco, dengang knap 40 år gammel og Spaniens yngste general. Goded og Franco skulle sammen lede undertrykkelsen af oprørerne. Man gjorde alt for at støtte disse to officerer og følge deres råd blandt andet med hensyn til at sende bud efter Fremmedlegionen, som havde vist sig så effektiv ved erobringen af Marokko.

Det var Franco, som havde udtænkt og udført planen til bekæmpelse af opstanden, og det tog ikke lang tid for ham og hans legionærer med deres store erfaring i krigsførelse og moderne teknik at slå oprøret ned og “befri” Oviedo og andre byer, hvor minearbejderne havde deres hovedkvarter.

Det hele havde kun varet knap l4 dage, som for alle som havde deltaget føltes som et langt liv. De sejrende styrker opførte sig i det erobrede område som om de var en sejrrig hær, og sejrherrernes hævn og straf overgik både hvad grusomhed og mængde angik alle de oprørende handlinger, som var blevet begået af minearbejderne.

Genferkonventionen
blev tilsidesat
Resultatet var l.300 døde, 3000 sårede, 730 bygninger totalt ødelagt, og Oviedo var en ruinby. Der blev beslaglagt 90.000 rifler, 33.000 pistoler, 10.000 kasser dynamit og 30.000 granater. Desuden blev 30.000 politikere fængslet i de to følgende måneder, deriblandt kendte socialister, som ikke havde haft noget med oprøret at gøre. “Folkets hus” i de forskellige byer blev lavet om til fængsler, hvor fangerne var ude for al slags utænkelig tortur og ydmygelser. Åbenbart var

Genferkonventionen endnu ikke trådt i kraft, og hvis den var, så tillod Franco sig den frihed at se bort fra den i lighed med hvad statsmænd og præsidenter i mange lande også tillader sig nu om dage.

En ung journalist, Luis Sirval, som vovede at gøre opmærksom på disse overgreb, blev arresteret og myrdet af en ung officer fra fremmedlegionen.

Mens den konservative regering i Madrid betragtede Franco som en “befrier”, blev han af resten af befolkningen betragtet som den, der havde trådt hele Spaniens historie under fode og havde brugt maurerne til at undertrykke en konflikt mellem spaniere. Allerede fra dengang var der mange, som aldrig tilgav Franco hans måde at bekæmpe oprøret på. Endnu en sort tildragelse i Spaniens historie, som ingen spanier glemmer.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---