Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Folkets vilje
Skrevet af Solkysten
Valgdeltagelsen sneg sig op over 50 pct. ved kommunalvalget i maj. Det er ikke meget, og siden har mange stemmeafgivere sikkert fortrudt, at de ikke også valgte sofaen. Det er frustrerende at opleve, hvordan politikerne kort efter valget bytter stemmesedler, som skolebørn bytter glansbilleder.

Intet sted blev folkets vilje manipuleret så grundigt som i Estepona. Her var der lagt op til det store ideologiske opgør mellem socialister (PSOE) og konservative (PP), efter at sidstnævnte i oktober 2001 havde sluttet alliance med eks-medlemmer af det karantæneramte GIL om at regere kommunen.

Selv den mest kyniske havde næppe fantasi til at forestille sig, at socialister og kommunister (IU) efter valget ville bejle til de fredløse. Men knap stod det klart at GIL (nu omdøbt til Partido Estepona) atter ville blive tungen på vægtskålen med fire mandater, før forhandlingerne var i gang. Takket være sin overbudspolitik trak socialisten Antonio Barrientos borgmesterstolen væk under den konservative Rosa Díaz.

Tre af Barrientos’ nye allierede i Partido Estepona er indblandet i retssager om GILs gamle administration af kommunen. Partiets leder, José Ignacio Crespo, blev anmeldt af socialistpartiet for underslæb med offentlige midler i byggeskandalen Cyrusfield, som stadig er genstand for retslig efterforskning. Det skal blive interessant at se, hvad der bliver af socialisternes valgløfte om at gøre Estepona til en betonfri oase i Costa del Sol's spekulationsmiljø.

Der blev indgået andre naturstridige alliancer i provinsen. GIL er forlist uden for Marbella, men vragresterne er en stor fristelse for både socialister og konservative.

I Rincón de la Victoria enedes de to store partier derimod om en bred koalition. De første to år regerer PSOE kommunen, og derefter tager PP over.

I princippet et prisværdigt forsøg på at skabe ro om en kommune, der kendetegnes af et overophedet spekulationsmiljø og nogle borgerlister med uklare politiske (og økonomiske) interesser bag sig. Der er sikkert flere, som kan se ligheden med Estepona. Her sprang en lignende bred koalition i stumper og stykker i 2001, da de konservative ikke ville være med længere. Måske går det bedre i Rincón de la Victoria.

Spændingen holdt til det sidste i Benalmádena byråd, hvor den omstridte borgmester Enrique Bolín på det konstituerende møde blev genvalgt, takket være sine egne ti mandater i borgerlisten GIB. Oppositionen tæller 11 mandater af konservative, socialister og kommunister, som måtte opgive at nå til enighed trods deres fælles modstand mod borgmesterens byplanpolitik.

Benalmádena er – efter Marbella – den kommune i Málaga provins, hvor Junta de Andalucía rejser flest byggesager. Prisen, som Bolín kommer til at betale for at regere videre i mindretal, er en øget kontrol med sin byplan. Den planlagte monorail er et af de projekter, der helt sikkert ikke kommer på skinner i de næste fire år, og sandsynligvis heller ikke derefter. Bolín bebudede, at han ikke genopstiller som borgmester ved næste valg.

I Vélez-Málaga fortsætter socialisten Antonio Souvirón som borgmester, men han måtte opgive forhandlingerne om en flertalskoalition med andalusister og "løsrivere" i PA-GIPMTM. Prisen - et øget selvstyre til Torre del Mar – var for høj.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2003

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga