
Kate Jacobsen. (kandidat for Partido Popular/ Leticia Teboul Galán. (kandidat for PSOE i Torremolinos) / Daniel Sundén-Cullberg. (kandidat for Partido Popular i Marbella)
Lokale brobyggere
Skrevet af Solkysten
Udenlandske kandidater
får langt om længe indflydelse
får langt om længe indflydelse
Midt i kampen har 17.110 fastboende udlændinge, heriblandt 1109 danskere, 966 svenskere og 48 nordmænd, lov til at stemme i Málaga-provinsen, og for første gang er der også et større antal udenlandske kandidater at vælge mellem.
De fire største partier, det konservative Partido Popular, det socialistiske PSOE, venstrefløjskoalisationen Izquierda Unida og regionalpartiet Partido Andalucista, har langt om længe taget sig sammen og går til valg med en snes udenlandske kandidater.
Leticia Teboul Galán er er glimrende eksempel på de nye tider. Hun er frugten af et fransk-spansk ægteskab og stiller trods sin unge alder - 24 år - op som nummer fire for socialisterne i Torremolinos. Med den placering er Leticia garanteret en plads i kommunalbestyrelsen, og hun vil bruge sin indflydelse på at tilgodese helheden uden at skelne mellem spanske og udenlandske indbyggere.
- Torremolinos er et kosmopolitisk lokalsamfund med repræsentanter for forskellige trosretninger, kulturer og økonomisk baggrund. Den fredelige sameksistens bør prioriteres højere end uoverensstemmelser, som kan løses med sund fornuft. Der er plads til os alle, og vi bør respektere hinanden, siger Leticia.
Om den unge jurastuderende skal forsvare sine synspunkter som rådmand eller medlem af oppositionen, bestemmer vælgerne den 25. maj. Den konservative borgmester Pedro Fernández Montes har ryddet bordet ved de to forgående kommunalvalg og har styret kommunen med absolut flertal.
Leticia frygter denne gang intet nederlag ved urnerne. Hun overbevist om, at Fernández Montes’ enevældige magtdage er talte.
- Borgmesteren har de sidste fire år været i konstant modvind. Der mangler sund fornuft i byplanlægningen, og de vigtige projekter som lægeambulatorier og ældrecentre er udsat på ubestemt tid. I stedet for han har slået på tromme for prestigeprojekter, som viser sig at være valgflæsk, siger Leticia.
Hun nævner en stribe mislykkede projekter. Det pyramideformede luksushotel ved siden af kongrescenteret er gået i vasken, og elitesportscenteret ved motorvejen kommer aldrig i gang. Investorerne har trukket sig tilbage.
Leticia beskylder den konservative borgmester for at opføre sig som en diktator. Han udnævner personale uden at respektere forvaltningsloven og fyrer funktionærer, som ikke overholder hans doktriner. Mobning er hverdagskost på rådhuset, og begrebet medarbejderdemokrati eksisterer ikke.
Hun er ikke bange at blive anklaget for injurier. Borgmesteren har en snes retssager kørende for overtrædelser af forvaltningsloven.
- Jeg tilhører en generation, som foretrækker at sige tingene ligeud. Spørg min danske kæreste Thomas. Han kender min rappe kæft, men har også lært mig at falde til ro. Det er meningsløst at skrue bissen på, når det er vigtigere at snakke om fremtiden, siger Leticia.
Hun efterlyser først og fremmest borgerdemokrati. De spanske og specielt udenlandske indbyggere er for dårlige til at udtrykke deres behov. I stedet for at bidrage til den lokale debat brokker de sig indbyrdes over den mangelfulde service.
- Det er nødvendigt at skabe en flydende kommunikation. Udlændinge bør opsøge lokalpolitikerne med deres forslag i stedet for at holde dem for sig selv. Vi giver ikke bøder for konstruktive forslag, men belønner dem med et bedre nærdemokrati, forsikrer Leticia.
Absurd teater
I intrigernes højborg Marbella, er der også lagt op til rivegilde. Parlamentsmedlemmet Ángeles Muñoz Uriol er spidskandidat for Partido Popular. Hun er svensk gift og har i flere år været opmærksom på de fastboende udlændinges behov.
Med samme entusiasme går den svenske ejendomsmægler Daniel Sundén-Cullberg op i lokalpolitik. Han har været bosat i Marbella siden 1971 og stiller op for de konservative som nummer 13 på listen. Som alle andre medlemmer af Partido Popular håber han på at få væltet Jesús Gils marionet Julián Muñoz af pinden.
- Marbella har under Jesús Gils enevældige styre været et absurd teater. Han har skaltet og valtet med skatteborgernes penge, som det har passet ham. I de fleste tilfælde har han glemt at gøre rede for, hvad pengene er blevet brugt til, og begrebet aktindsigt har været en by i Rusland, siger Daniel.
Partido Popular får efter de seneste meningsmålinger, godt nok interne, fra 8 til 10 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Det er tilstrækkeligt til at gå i forbund med socialistpartiets spidskandidat Isabel García Marcos og Partido Andalucistas kandidat Carlos Fernández.
En vanskelig opgave. De tre partier skal redde en synkende skude.
- Kommunen har gæld til op over begge ører. Den forhenværende borgmester og hans slæng har siden magtovertagelsen for tolv år siden glemt at indbetale sygesikringsbidrag for medarbejderne. Den har snart ikke flere byggegrunde tilbage at sælge, og kreditorerne banker hver dag på døren med ubetalte regninger, forklarer Daniel.
Han vil uanset valgresultatet kæmpe for en bedre integration af de udenlandske tilflyttere.
- Det bliver min opgave at bygge bro mellem de fastboende udlændinge og den lokale administration. Der er for stor afstand mellem de to parter, og de taler ofte forbi hinanden, siger Daniel.
Problemløser
I Pizarra, en voksende by i Guadalhorce dalen, bor den engelske ejendomsmægler Kerry Casado García. Hun har været bosat i byen siden midten af 80erne og stiller op som kandidat for Partido Andalucista. Englænderen har meldt sig ind i partiet efter at have sonderet terrænet hos de tre andre partier, men hverken PSOE, Partido Popular eller Izquierda Unida har overbevist hende.
- Partido Andalucista tænker i andre baner. Det foretrækker konstruktive løsninger frem for at forvandle lokalstyret til en andedam med skræppende ænder. Det fører ingen veje at bekæmpe hinanden med ideologiske principerklæringer, så længe der er problemer at løse, mener Kerry.
Hun har i flere år hjulpet landsmænd med at løse bureaukratiske problemer og vil bruge sit politiske engagement til at fremme integrationen.
- Udlændinge føler sig fortabte i systemet. De taler sjældent spansk og er konstant afhængige af andre. Bare det at hente et anbefalet brev på posthuset kan være problematisk. Tilflytterne er så utrygge, at de overlader opgaven til naboen, som heller ikke har lært sproget.
Afmagten breder sig som en steppebrand, indtil den offentlige administration tager disse problemer seriøst, siger Kerry.
Den engelske kandidat har flere konstruktive forslag. Hun vil blandt andet arbejde for åbningen af en kommunal sprogskole med undervisning i spansk og fremmedsprog.
De spanske indbyggere har lige så stort behov for at lære sprog som de fastboende udlændinge. Pizarra er i stigende omfang afhængig af indtægter fra turister, og den næste generation behøver gode sprogkundskaber for at finde sig et job.
Nøl
Øst for Málaga er de udenlandske indbyggere spredt for alle vinde. De bosætter sig på landet og holder lavere profil end udlændinge i den vestlige del af Málaga.
Nordmanden Kate Jacobsen bryder nu ud af flokken. Hun har siden 1986 været bosat i Vélez-Málaga med sin mand Øystein Jacobsen og har besluttet at gå ind i lokalpolitik. Med tanke på det stigende antal udenlandske tilflyttere har Partido Popular i Vélez-Málaga tilbudt den hjemmegående husmoder at stille op som nummer 11 på kandidatlisten.
Kate Jacobsen vil i tilfælde af valg bruge det politiske arbejde til at forbedre vilkårene for såvel spaniere som udlændinge. Det trænger kommunen gevaldigt til.
- Vélez-Málaga er forsinkelsernes højborg. Den socialistiske borgmester præsenterer prangende projekter, men glemmer i skyndingen at gennemføre de fundamentale ting. Man foretrækker at bruge penge på en sporvogn mellem Vélez-Málaga og Torre del Mar i stedet for at forbedre de offentlige transportmidler med busruter mellem de elleve byområder, som i dag udgør Vélez-Málaga, siger Kate.
Hun har i flere år fulgt med i udviklingen og er skuffet over den skæve fordeling af goderne. Kommunen har eksempelvis centralbibliotek og fem filialer, men bogsamlingen er latterlig. Lånerne kan højest tage triviallitteratur med hjem, mens fagbøger må bestilles udefra. Hvis de overhovedet er disponible.
Andre opgaver venter forude. Kate vil sammen med sine partifæller kæmpe for opførelsen af flere parkeringshuse, og den konservative spidskandidat Francisco Ignacio Delgado er opsat på at løse en absurd strid om byggeriet af en brandstation, samt ansættelse af professionelle brandmænd.
Kate overser ikke de udenlandske tilflyttere. Hun vil arbejde for åbningen af et udlændingekontor.
- Kommunen er en jungle for de fleste udlændinge. Forvaltningen mangle flersproget personale, som kan forklare reglerne. Det tager uendelig tid at sætte sig ind i system, og tilflytterne bruger store summer på rådgivere i stedet for at ordne problemerne selv. Et udlændingekontor vil kunne give logiske svar og styrke integrationen, siger Kate.
Sikkert nederlag
I den lille flække Jimena de Libar, 17 kilometer fra Ronda, stiller den engelske rejseskribent Timothy Williams op for socialistpartiet. Han figurerer som nummer 10 på kandidatlisten og har under ingen omstændigheder chance for at blive valgt. Kommunalbestyrelsen har otte pladser, hvilket på forhånd forhindrer hans politisk karriere.
Timothy Williams tager det sikre nederlagt med oprejst pande. Han har ingen plan om at blande sig i den politiske debat.
- Jeg stiller udelukkende op for at gøre den socialistiske borgmester Ana Blanco Sánchez en tjeneste. Hun har gjort det godt de sidste fire år og har bedt mig om at gå ind i politik for at redde partiforeningen ud af en kattepine. Foreningen mangler en person med fast adresse i byen for at kunne opstille det antal kandidater, provinsledelsen forlanger, så jeg figurerer formelt på listen, fortæller den overraskende kandidat i telefonen.
Han foretrækker at spille med åbne kort og kommer ikke til at deltage i valgkampagnen.
- Min opstilling er symbolsk. Risikerede jeg at blive valgt til rådmand, ville jeg aldrig have accepteret at være byens første og sikker også sidste udenlandske kandidat, siger Timothy.
n Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2003

