
Polospillerne behøver både balanceevne og boldøje. (Foto: Jerónimo Alba)
Manden, hesten, og bolden
Skrevet af Solkysten
Sotogrande er centrum for europæisk polo
De fire spiller fra det førende hold fejrer målet med et usædvanligt ritual. De rider straks hen til holdkaptajnen og planlægger en ny forsvarstaktik for at holde forspringet.
Santa María Polo Club arrangerer hver sommer turneringer på forskellige baner i Sotogrande området. Klubben har i en radius på fem kilometer fra golfbanen Valderrama anlagt syv polobaner og bruger installationerne til at organisere de berømte turneringer.
Río Sotogrande er det største anlæg med to græsbaner og siddepladser til 5000 tilskuere. I sommermånederne bruges anlægget til internationale turneringer med deltagelse af professionelle hold fra hele verden.
Puerto de Hierro har tre baner, hvoraf de to bruges til matcher og træning. Den tredje bane holder derimod ikke de internationale mål på 256 X 130 meter og benyttes derfor udelukkende til træning.
Hacienda San Enrique er det seneste skud på stammen. Det består af to baner, men de ligger i forlængelse af hinanden, hvilket begrænser mulighederne under de store turneringer. Klubben har indtil videre besluttet at reservere anlægget til kampe i lavere kategorier og almindelig træning.
Bannerfører
Santa María Polo Club har klubhus i udkanten af luksusurbanizacion’en Sotogrande og er i dag Spaniens førende poloklub med 50 medlemmer. Det lyder ikke af alverden, men landsforbundet Real Federación Española de Polo har til sammenligning 700 registrerede medlemmer i hele landet. Klubben har eksisteret siden midten af 60erne, da forretningsmanden Enrique Zobel grundlagde den første polobane, og klubben opfattes derfor som bannerfører for Spaniens polosport.
- Sotogrande betegnes med rette som polospillets sydeuropæiske mekka. Santa María Polo Club er en af Spaniens ældste og har i dag flere medlemmer end de to andre poloklubber i Madrid og Barcelona.
De har haft tilbagegang af medlemmer, mens antallet af spillere i Sotogrande er fordoblet de sidste fem år, siger Kate Finlay.
Hun er leder af klubbens serviceafdeling og har en vigtig funktion i den hæderkronede klub. Santa María Polo Club arrangerer hvert år over 30 internationalt anerkendte turneringer med deltagelse af hold fra sportsgrenens førende lande.
Spillerne stammer hovedsaglig fra England, Tyskland og Spanien. Sporten har også succes i Argentina, hvor polo bliver betragtet som en folkesport, og der findes desuden flere pakistanke og indiske spillere på de professionelle hold.
Kate Finlay har blandt andet til opgave at organisere deltagernes ophold i Sotogrande, hvilket kræver flere måneders forberedelser. Holdene består af mindst fire professionelle spillere og hvert hold medbringer 30-40 toptrænede heste. Klubben har staldplads til 552 heste. Det dækker det daglige behov, men er utilstrækkelige i højsæsonen. De tre største sommerturneringer ”Copa de Oro”, ”Copa de Plata” og ”Copa de Bronze” samler 28 hold fra hele verden og kræver bokse til mindst 1000 heste.
- Vi samarbejder med flere stutterier i området, og rideskolen Escuela de Arte Ecuestre Costa del Sol i Estepona giver os en hjælpende hånd. Den har færre faste kunder i sommerhalvåret og sørger for førsteklasses forplejning til de kostbare heste, forklarer Kate.
Hun sørger sammen med sine to assistenter også for overnatning til de mange deltagere. Turneringen samler flere hundrede polospillere i Sotogrande. De ankommer sammen med deres heste flere måneder før turneringerne og skal have tag over hovedet.
Ejendomsbureauer udlejer flere hundrede villaer i Sotogrande og omegn. Spillerne og hestens trænere foretrækker at bo i nærheden af installationerne. De træner hver dag for at være i topform, og samtidig skal dyrene vænne sig til sommerens høje temperaturer.
De fleste spanske spillere vælger i stedet at købe ejendom i Sotogrande og bruger Santa María Polo Club som hovedkvarter.
Klubben har de bedste faciliteter. Medlemmerne disponerer over moderne stalde og har mulighed for at spille polo hele året rundt. Hestene er under konstant opsyn, og ejerne behøver ikke at bekymre sig om de mange certifikater og tilladelser, der skal vedlægges tilmelding til de store turneringer. Alle de praktiske og bureaukratiske problemer løses af klubben.
Misforståelser
Kate Finlay har selv spillet polo de sidste femten år og er ligesom klubbens præsident Santiago Torreguitar træt af de mange myter, der omgiver sportsgrenen. Det er i mange år blevet betragtet som en dekadent sport for den snobbede overklasse, men sådan er det ikke længere.
Klubben har naturligvis velhavende medlemmer, men de udgør et mindretal. De fleste polospillere har gode stillinger og kan dyrke deres fritidsfornøjelse uden at skulle pantsætte hus og hjem. Hestene købes på auktion til en fornuftig pris, hvis man er heldig, og det nødvendige udstyr - køller, hjelm og beklædning -koster mindre end et sæt golfkøller.
Polo skal heller ikke længere betragtes som en mandesport. Santa María Polo Club har haft en markant tilgang af kvindelige polospillere, som dyrker sporten på lige fod med mændene og deltager i de store turneringer.
Kvinderne har på visse områder et fortrin. Deres reflekser er som regel betydelig hurtigere end mændenes, og de er bedre til at snyde modstanderne i det defensive spil. Mændene behandler deres kvindelige modspillere på lige fod, og kønsdiskrimination er et ukendt fænomen i disse kredse.
Nyder synet
Poloturneringerne har siden midten af 60erne været en tilbagevendende begivenhed, som sætter sit tydelige præg på Sotogrande i sommermånederne. Flere tusinde tilskuere nyder i de sene eftermiddagstimer synet af de behændige polospillere og de muskuløse heste.
- Polo er en fascinerende sport, uanset om man forstår reglerne eller ej. Det er en vidunderligt syn at se hestene i fuld galop på kryds og tværs af banen. Hovslagene får det til at dundre, og hestenes prusten giver en enestående atmosfære. Spillerne råber højlydt til hinanden, hvilket pisker stemningen i vejret, og tilskuerne ærgrer sig over fejlslag eller misforståelser, fortæller Fred McCaine.
Han er forretningsmand og har sammen med sin argentinske hustru købt adskillige poloheste. Ægteparret bor i Sotogrande den ene halvdel af året og opholder sig resten af tiden på deres landsted i Argentina.
Fred McCaine har trods sin velstand opgivet at danne sit eget hold. Det ville være en ruin.
- Det koster for mange penge at holde sammen på et polohold. Hestene sælges ofte til overpriser, og de kostbare dyr behøver konstant opsyn. Eliteholdene deltager i de store turneringer, som afvikles året rundt på forskellige kontinenter. Det giver store udgifter til transport og kost og logi til spillerne. Den eneste løsning er at finde en sponsor, men de hænger ikke på træerne. De multinationale selskaber vil have udbytte af deres sponsorstøtte og foretrækker at skyde penge i de store sportsgrene som fodbold, golf og motorsport, siger Fred.
Han har spillet polo i mange år og kender de voldsomme følelsesudbrud i løbet af en kamp.
- Polo giver adrenalin i kroppen. Spillerne forsøger hele tiden at nå først frem til bolden, som hopper og danser i det optrådte græs. De slår med deres langskaftede køller til bolden med ekstra kraft i det offensive spil, og de forsvarer deres mål med distraherende manøvrer for at snyde modstanderne, forklarer Fred.
Han er træt af de falske forestillinger om polo som tidsfordriv for grever og baroner. Definitionen var gyldig i begyndelsen af forrige århundrede, men den holder ikke længere stik.
- Polo bliver ofte forbundet med den engelske kronprins Charles. Han er symbolet på den noble sport, men fortjener ikke den store opmærksomhed. Kronprinsen deltager højst i velgørende turneringer og foretrækker at tage på rævejagt, konstaterer Fred.
Han opfatter selv sporten som en mindretalssport i fremgang. De fleste dyrker spillet for sjov skyld i deres fritid. Andre forsøger at gøre det til deres levebrød, men det er svært at blive hyret som fast spiller.
De bedste spillere tjener gode penge, men må også indstille sig på at leve en nomadetilværelse. Eliteholdene deltager i flere internationale turneringer og rejser fra det ene kontinent til det andet, og så kan det være svært at holde sammen på familien.
Fred McCaine har flere god råd til folk, som overvejer at spille polo. De skal på forhånd være klar over de svære betingelser.
- Man skal være en god rytter og det er en fordel, hvis man tidligere har dyrket military eller dressur. Det er ligeledes en fordel at have dyrket andre sportsgrene, som kræver præcisionsslag og et godt boldøje. Mange polospillere viser sig at have været professionelle ishockeyspillere. De er vant til at slå med en kølle og har nemmere ved at lære den komplicerede boldføring, siger han.
Samarbejde
Polo kræver først og fremmest et perfekt samarbejde mellem rytter og hest. Spillet foregår i et hektisk tempo, hvor gode reflekser er uundværlige. Hesten skal standse i fuld fart, kunne dreje rundt på stedet og lystre de tegn, rytteren giver med stemme og ben.
Det tempofyldte forløb påvirker kampene. Hestene bliver hurtigt udmattede og skiftes løbende ud.
- Hestene ville falde om, hvis de skulle spille seks runder i træk. Spillerne galoperer fra den ene ende af banen til den anden og skifter hele tiden tempo og retning. Hestene taber pusten i løbet af nul komma fem, hvorfor det er obligatorisk at bytte dem ud efter hver runde, siger Kate.
Holdene medbringer af samme grund et store antal heste til Sotogrande. Sommerturneringen varer fem uger med godt 200 kampe og nyder stor prestige. ”Copa de Oro” (Guldpokalen) og ”Copa de Plata” (Sølvpokalen) giver point i verdensmesterskabet og samler verdens bedste polospillere.
- De tre finaler viser polosporten i al sin pragt. Spillerne kæmper ligesom golfspillerne i Ryder Cuppen om ære og værdighed. Vinderne modtager ingen pengepræmier, men sikrer sig en omtale i polospillets historie, som hver sommer tilføjes et nyt kapitel i Sotogrande, siger Kate Finlay.
Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2003

