Pablo Picasso er sikkert det 20. århundredes bedst kendte kunstner - uden for fødebyen Málaga. I sidstnævnte har det til gengæld trukket ud med anerkendelsen. I mange årtier forhindrede francoregimet at byen vedgik slægtsskabet med "den degenererede", som i 50erne havde undersøgt muligheden for at overføre sin private samling fra eksilet i Frankrig til Málaga. Efter militærdiktatorens død var en repræsentativ samling af picasso'er kommet uden for økonomisk rækkevidde indtil den generøse holdning hos to arvinger – svigerdatteren Christine Ruiz-Picasso og barnebarnet Bernard Ruiz-Picasso – gjorde drømmen mulig. Junta de Andalucía skød resten til, og når disse linier læses, er Museo Picasso forhåbentlig en realitet. Den 27. oktober har kongeparret åbnet museet for offentligheden og Málaga er kommet på kulturens verdenskort.

Den åndelige føde er serveret og tiden er inde til at vurdere den materielle gevinst.

Helt i den nye og neoliberale tidsånd er kommunisten Picasso stjerneproduktet i Málagas og Costa del Sol's turistmæssige markedsføring i disse år. Kunstnerens museum vil blive besøgt af mellem 400.000 og 750.000 gæster årligt, skønner konsulentfirmaet Salvetti & Llombart. Mange af disse opholder sig i forvejen i området, men Picasso bliver trækplaster for en ny og økonomisk mere attraktiv turisme. Kulturturisten bruger erfaringsmæssigt dobbelt så mange penge pr. dag som den klassiske sol-og-strand turist, og i turistbranchen er et af øjeblikkets modeord den såkaldte picassoeffekt.

Ordet er afledt af guggenheimeffekt. I 1996 investerede Bilbao en formue i Guggenheims europæiske museum. Erfaringerne fra museets fem første leveår viste, at på det tidspunkt havde museet allerede tjent sig selv rigeligt ind. Det øgede Baskerlandets bruttonationalprodukt med 655 mio. euro årligt og heraf endte 117 mio. i skattevæsenets kasse.

Investering i kultur kan være en særdeles god forretning. Guggenheim-museet skabte 4.500 nye arbejdspladser (direkte og afledte) og var med til at bryde fordommen om, at Bilbao var en af Spaniens kedeligste og mest triste byer. Det var faktisk mere end en fordom – men det tænker ingen på i dag, hvor guggenheimeffekten har bredt sig som ringe i vandet og fået baskerne til at vågne op på en række andre områder.

Situationen i Málaga er ikke så forskellig som det kunne synes. Costa del Sol besøges hvert år af 8,5 mio. turister, men de fleste af dem kommer aldrig forbi provinshovedstaden. I modsætning til andre andalusiske storbyer – Granada, Córdoba, Sevilla – har Málaga haft meget få ting som kunne interessere kulturturisten.

Tilliden til at dette vil ændres er tydelig. I de kommende år åbner 28 nye hoteller med 1500 sengepladser dørene i Málaga by, heriblandt de to første femstjernede hoteller. Tidligere på året åbnede byens kongrescenter, som er en lige så vigtig del af den nye infrastruktur.

Der er sat en udvikling i gang, som ikke alene vil gøre Málaga mere attraktiv for turisterne, men også for de fastboende på kysten som har vænnet sig til at leve med ryggen til byen. Næste store projekt bliver industrihavnens omlægning til park og fritidsområde i forlængelse af det nye centrum. Projektet er blevet forsinket urimeligt længe af bureaukratiske skænderier, men forhåbentlig har alle de involverede parter snart fået tilfredsstillet deres ego.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---