
Det vil kræve en fælles indsats at stoppe ørkendannelsen.
Kampen mod ørkenen
Skrevet af Solkysten
Almería og Murcia er ved at sande til
Den dramatiske situation gentager sig i adskillige landsbyer i den indre del af Almería-provinsen. Indbyggerne har enorme problemer med at holde gang i deres plantager med grøntsager, frugt og oliven. De gror enten for langsomt eller giver for lille udbytte.
Landbrugskrisen skyldes hverken skadedyr eller forurening af grundvandet. Almería er ramt af det destruktive naturfænomen ”desertización”, hvilket oversat til dansk betyder ørkendannelse eller ørkenekspansion. De to begreber dækker over den samme sygdom. Områder med frodig jord forvandles til gold ørken uden at det er til at stoppe.
Naturfænomenet påvirker hele Den Iberiske Halvø, hvor en tredjedel af det spanske territorium er udsat for konstant jorderosion. De værste skader viser sig i den sydlige del af Spanien med den andalusiske provins Almería og naboregionen Murcia i spidsen. De to områder er ved at sande til, men det er endnu ikke lykkedes de statslige og regionale myndigheder at bremse den onde cirkel.
Flere undersøgelser bekræfter de dystre perspektiver. Unesco har i en global rapport om ørkendannelse klassificeret Sydspanien i faregruppe 2. Den sidestiller Spanien med lande på grænsen til Sahara og opfordrer de enkelte landes regeringer til at gribe ind med drastiske midler.
”Det vil anrette ubodelige skade på flora og fauna, hvis ørkendannelsen ikke begrænses med en langsigtet miljøpolitik og konkrete indgreb i de værst ramte områder”, advarer rapportens forfattere.
Centralregeringen kender det alvorlige problem i Almería. Det socialistiske parlamentsmedlem Miguel Ángel Heredia har fået den konservative regering ud af busken. Miljøministeren har under en forespørgselsdebat i kongressen bekræftet, at syv spanske provinser er i alvorlig fare for ørkendannelse. Almería befinder sig i toppen og behøver flere ressourcer til at løse de alvorlige følger.
Miljøministeriet har tilsyneladende taget Unesco’s rapport og klager fra landbrugsorganisationer til efterretning. I år er der afsat 18,5 millioner euro til en landsdækkende plan mod ørkendannelse. Junta de Andalucía er blevet tildelt 4.360.000 euro, som den autonome regering vil bruge til finansiering af forskellige projekter.
Regionalregeringen planlægger bl.a. en særlig støtteordninger til landmænd i de mest udsatte distrikter. Landmændene kan se frem til bløde kreditter og gratis rådgivning fra eksperter i bekæmpelse af ørkendannelse.
Junta de Andalucía har endvidere søgt centralregering om tilladelse til at give Taberna-ørkenen status som nationalpark. Området har et samlet areal på 12.500 hektarer, som til den tid kommer under kontrol af statens fredningstilsyn og naturfredningsorganisationer. De berørte kommuner kan med den nye status søge om støtte fra EU´s
egnsudviklingsfonde, og der kommer flere ressourcer til bekæmpelse af skovbrande, som er en af de væsentlige årsager til jorderosion.
Ulige kamp
Almería kæmper trods de mange tiltag en ulige kamp. Ørkenen breder sig som aldrig før, hvilket skyldes et sammenfald af flere faktorer, som gør ubodelig skade på det økologiske kredsløb. Ørkendannelsen provokerer jorderosion i undergrunden og reducerer udnyttelsen af jorden. Overfladejorden blandes med sand og mister sin holdbarhed.
Den kraftige blæst fjerner systematisk de øverste lag på marker og bjergskrænter, som landmændene tidligere kunne bruge til afgrøder eller græsning. De ellers så modstandsdygtige oliventræer vælter omkuld i stormvejr, og de sårbare vinstokke vokser aldrig op.
- Landmændene har i årevis brugt deres jorde til forskellige afgrøder og kvæghold, men ørkenekspansionen ødelægger jorden. Bedrifterne giver underskud som følge af stigende omkostninger til indkøb af foder, og høstudbyttet bliver mindre og mindre. Den nye generation kan ikke føre landbrugene videre på de nuværende betingelser og ender med at flytte væk, oplyser Silvio Martinez fra sit kontor i Almería.
Han er geologiprofessor og leder et omfattende forskningsprojekt om konsekvenserne af ørkenekspansionen i Almería. Projektet er sat i gang af den statsstyrede forskerinstitution CSIC (Consejo Superior de Investigaciones Científicas) og har flere formål. Forskerne er ved at undersøge de fire værst ramte områder i Almería (Tabernas, Sorbas, Vera og Níjar) og skal komme med konstruktive forslag til begrænsning af skaderne.
- Vi kender alle forklaringen på den stigende ørkendannelse. Den skyldes en kompliceret proces af klimatologiske og geologiske ændringer som følge af huller i ozonlaget og drivhuseffekten. Den har hævet gennemsnitstemperaturen tilstrækkeligt til, at Almería er ved at sande til, siger Silvio Martínez.
Uoprettelige skader
Forskerrapporten bliver først færdig næste år, men Silvio Martínez kender allerede på nuværende tidspunkt hovedkonklusionen. De politiske beslutningstagere skal gøre noget ved problemet, for skaderne er uoprettelige.
- Det er nødvendigt at rationalisere de menneskelige og naturlige ressourcer, hvis vi ønsker at bremse den onde cirkel.
Naturfredningsstyrelsen skal plante flere hundrede tusinde træer for at begrænse jorderosionen, og det bliver nødvendig at give større statsstøtte til landbruget. Landdistrikterne har i forvejen store problemer og risikerer at miste deres eksistensgrundlag. Den nye generation ender med at flygte fra de små landsbyer til storbyerne, siger Silvio Martínez.
Han har undersøgt de skadelige konsekvenser af ørkenekspansion i andre provinser og nævner området Bárdenas Reales i Navarra som det værste eksempel. Området var indtil midten af 70erne en frodig naturpark med en rig flora og fauna. Det grønne paradis forsvandt, da den autonome regering gav tømmervirksomheder tilladelse til at fælde de fleste træer.
- Naturområdet er på under tredive år blevet forvandlet til et goldt landskab med et ødelagt økosystem. Flere plantetyper er stærkt truet og bestanden af vilde dyr er reduceret til det halve. Fredningsstyrelsen har sat adskillige planer i værk, men det vil tage flere generationer at redde stumperne, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, konstaterer Silvio Martínez.
Projektlederen ønsker ikke at fremstå som en dommedagsprofet, men han har set resultaterne af andre videnskabelige undersøgelser og er bekymret over de kort- og langsigtede perspektiver.
- Almería er en af Spaniens smukkeste provinser og det skal den fortsætte med at være. Det vil tage flere år at ændre udviklingen, for det kræver både økonomisk støtte og et tæt samarbejde mellem forskellige myndigheder. De skal én gang for alle erkende problemernes omfang og er forpligtiget til at give deres lille bidrag til, at Almería har andet end sandbanker i horisonten, konkluderer Silvio Martínez.
Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003

