Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Pas på skatten og direktørboligen
Skrevet af Solkysten
Der er truffet et utal af skattemæssige afgørelser om beskatningen af direktørboligen, når han er hovedaktionær. De fleste er negative set fra skatteyderens side, men der findes undtagelser. Én af dem er en ganske ny afgørelse fra Ligningsrådet i en bindende forhåndsbesked.

Der blev samme dag i august i år givet en anden bindende forhåndsbesked om en direktørbolig i Spanien, og den havde et negativt resultat.

Når det er så svært at gøre det rigtige, hænger det ganske enkelt sammen med, at som hovedaktionær sidder man på begge sider af skrivebordet, når der skal indgås aftaler mellem ejer og bruger.

Den gode afgørelse
En advokat i Jylland var partner i et større advokatfirma med kontorer i både Jylland, hvor han boede, og i København. Han var hovedaktionær og direktør i sit eget anpartsselskab. Dette selskab ønskede at købe en ejerlejlighed i København; den skulle anvendes udelukkende erhvervsmæssigt til overnatning for advokaten i forbindelse med erhvervsmæssige aktiviteter, ligesom lejligheden kunne stilles til rådighed for partnerkolleger og ansatte advokater til overnatning i forbindelse med firmarelaterede aktiviteter.

Ligningsrådet gav den bindende forhåndsbesked, at da der ikke var tale om fri helårsbolig for direktøren/hovedaktionæren, skulle han ikke beskattes efter de almindelige regler om fribolig for en person i forbindelse med et ansættelsesforhold. Man konkluderede, at eftersom han havde sin helårsbolig i Jylland i forvejen, accepterede man, at lejligheden udelukkende var til erhvervsmæssig brug, så der ikke skulle ske beskatning af fri bolig.

En yderst speciel, men velbegrundet afgørelse.

Den negative afgørelse
En direktør var den ene af to hovedaktionærer i et selskab, der påtænkte at købe fast ejendom i Spanien med henblik på udlejning til ferieformål. Han ønskede en bindende forhåndsbesked om beskatningssituationen i Danmark, såfremt han fraskrev sig retten til at disponere over ejendommen og alene benyttede den i perioder, hvor den ikke var udlejet til anden side, og mod betaling til udlejningsbureauet af den fastsatte udlejningspris.

Selskabet havde besluttet at overdrage ejendommen i kommission til et udlejningsbureau, der ikke havde nogen begrænsninger af nogen art og således kunne disponere fuldstændigt over ejendommen hele året. Såfremt der i enkelte perioder er vakance, og ejendommen således ikke er udlejet, vil de to hovedaktionærer gerne have mulighed for at benytte ejendommen og vil i sådanne tilfælde betale leje svarende til den af udlejningsbureauet fastsatte markedsleje.

Selv var hovedaktionæren af den opfattelse, at der ikke kunne blive tale om nogen beskatning af fribolig, såfremt:

• han på forhånd afskriver sig retten til at disponere over ejendommen
• han alene benytter ejendommen personligt i perioder med vakance, og
• han betaler den af udlejningsbureauet fastsatte markedsleje for benyttelsen.

Ligningsrådet havde imidlertid en anden opfattelse, da man formoder, at han får stillet sommerboligen til rådighed til privat anvendelse. Begrundelsen er, at der er tale om en sommerbolig, så hovedaktionæren bliver omfattet af formodningsreglen i Ligningsloven om, at sommerboligen er stillet til rådighed for ham som et led i hans ansættelse som direktør, og at han har bestemmende indflydelse på sin egen aflønningsform. Sommerboligen skulle ikke stilles til rådighed for andet personale, hvilket ellers ville bringe forholdet ind i en undtagelse fra formodningsreglen.

Man skal altså tænke sig godt om, inden man handler. Men da hovedaktionæren i både den gode og den negative afgørelse ovenfor spurgte på forhånd, har man altså haft mulighed for at indrette sig mest muligt gunstigt.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga