Efter at regeringen med føresteminister Largo Caballero i spidsen havde søgt tilflugt og sikkerhed i Valencia under påskud af, at det ville være lettere at dirigere krigen derfra, fortsatte man kampen i skyttegravene udenfor Madrid opmuntret af La Pasionarias opflammende taler og af general Miaja, som ledede Madrids forsvar.

Alle som var blevet tilbage i den belejrede by blev nu til Largo Caballeros store misundelse genstand for beundring og rosende omtale i alle verdens aviser på grund af den store modstand, de udviste mod Francos tropper.

Levnedsmidlerne rådnede op
Et karakteristisk træk i vinteren 1936 blev der givet bedst udtryk for ved den lange række af lastbiler med levnedsmidler, som de nationale bragte med sig til at forsyne Madrids borgere, når byen endelig overgav sig. Indholdet rådnede op i den lange ventetid i vinterens sne og kulde. Få kilometer længere henne - bag de republikanske linier - holdt Madrids befolkning stoisk stand mod overmagten og undertrykte den voksende sult med brød lavet af ris.

De intellektuelle
ændrer mening
Samtidig med begejstringen over Madrids modstand skete der en langsom ændring i mange af de intellektuelles holdning til krigen og til Largo Caballeros regering. Mange af dem havde været med til at grundlægge Republikken i 1931 og var fuldt og helt gået ind for Republikkens sag, især i de første måneder af krigen, men på grund af kommunismens øgede indflydelse og de grusomheder, der blev begået af militserne, ændrede de efterhånden deres indstilling.

Mange af dem så sig derfor nødsaget til at flygte udenlands, hvorfra de så offentligt fornægtede deres støtte til Republikken, sådan som den efterhånden havde udformet sig.

Miguel de Unamuno
Noget lignende, men med modsat fortegn, skete med Spaniens store filosof Miguel de Unamuno, som ofte bliver sammenlignet med Søren Kirkegård. Som rektor ved universitetet i Salamanca befandt han sig ved krigens udbrud i de nationales område og støttede i begyndelsen den nationalistiske bevægelse i dens kamp for “civilisation mod tyranni”. Men i begyndelsen af oktober havde han ændret mening, da han så og hørte, hvad der foregik omkring ham af grusomheder fra de nationales side.

Døden længe leve!
I forbindelse med de festligheder, der hvert år den 12. oktober finder sted i hele den spansktalende verden, afholdtes der under stor højtidelighed en sammenkomst i Salamancas universitet, der som sagt lå i det af Franco erobrede område.

Her var alle spidserne indenfor de forskellige officielle instanser til stede: Salamancas biskop, Civilguvernøren, Francos kone Carmen Polo, og frem for alt Millán Astray, en af Francos mest frygtede generaler.

Efter åbningshøjtideligheden kom Millán Astray med et voldsomt angreb mod Katalonien og Baskerlandet, der efter hans mening var som kræftsvulster på nationen, men som de nationale, der var Spaniens sundhedsapostle, snart skulle få bortopereret.

Blandt de tilstedeværende var der en, der råbte Millán Astrays valgsprog “døden længe leve!”, mens falangisterne i deres blå skjorter med strakte arme gjorde honnør mod Francos protræt, der hang på væggen. Alles øjne var rettet mod den 75-årige Unamuno, som selv var basker. Han rejste sig langsomt op og begyndte sin berømte tale, som er blevet udødeliggjort i bøger og i filmen “Dø i Madrid”:

“At tie er ofte det samme som at lyve, og I som kender mig ved, at jeg ikke kan forholde mig tavs. Dette er de intellektuelles tempel, og jeg er dets øverste præst.” Henvendt til Millán Astray fortsatte han: “Det er jer som profanerer dette hellige sted. I vil vinde, fordi I er i besiddelse af den nødvendige brutale styrke, men I vil ikke kunne overbevise os. For at overbevise er det nødvendigt at overtale, og for at overtale skal man være i besiddelse af fornuft og retfærdighedssans, egenskaber som I mangler”.

Aldrig havde man hørt en så vovet tale i det nationale Spanien. Hele forsamlingen forholdt sig i dødelig tavshed, mens de lyttede til hans ord. Millán Astray, som ikke kunne holde sit raseri tilbage længere, sprang op og råbte: “Ned med intelligensen, længe leve døden!”, hvorpå han så ud til at ville angribe Unamuno. Med med Carmen Polo under den ene arm og en modig universitetsprofessor under den anden, blev Unamuno lempeligt ført i sikkerhed i et tilstødende værelse.

Det var den sidste tale, Unamuno kom til at holde. Han kom under husarrest og døde sønderknust en af de første dage af 1937.

Kampen om Málaga
Den 3000 år gamle Málaga havde ved krigens begyndelse ca. 100.000 indbyggere og skyldte sit gode navn og rygte sin udmærkede havn og sit gode klima. I januar 1937 begyndte de nationale under general Queipo de Llanos ledelse et voldsomt angreb på byen, hvor det lykkedes angriberne i de første tre dage at afskære de fleste udfaldsveje. Flygtninge fra de nyligt erobrede områder fyldte byens gader, og de sov på katedralens stengulv, eller hvor de nu ellers kunne finde plads.

Lidt nord for byen stod de italienske blåskjorter ledet af en italiensk general, som bombarderede byen flere dage igennem. Republikkens styrker talte 40.000 mand - næsten alle fra Andalusien og alle militsmænd, men i modsætning til det der skete i Madrid, ydede Málagas indbyggere ingen særlig modstand, idet lederne besluttede at forlade byen i frygt for, hvad der ville ske, når den blev besat. De heldige flygtede i de få biler, der var til rådighed, og andre til fods.

Om aftenen nåede de italienske styrker Málagas omegn, og næste dag indtog de en forsvarsløs og bombarderet by. Derefter fulgte en af de værste og grusomste tilintetgørelser af en civilbefolkning. Flere tusinde republikanske tilhængere blev uden videre skudt, resten fængslet. Den første gruppe blev simpelthen skudt på stranden, og den næste efter at en hastigt oprettet krigsret havde udtalt sin dom.

Den eneste journalist på Republikkens side, som reddede livet, var forfatteren Arthur Koestler, som blev holdt fængslet under trussel om dødsstraf i mange måneder, indtil han ad diplomatisk vej blev udvekslet med en fange fra den anden side.

På vejen til Almeria indhentede de nationales luftvåben de flygende fra Málaga. Kvinderne slap med livet i behold, men alle mændene blev dræbt - som regel i overværelse af deres pårørende. Således endte det ikke særligt glorværdige slag om Málaga.

Spanien får to parallelle
regeringer
Franco havde hidtil ordnet administrationen i den af ham erobrede del af landet ved hjælp af en såkaldt “teknisk junta”, men da han blev klar over, at krigen ville blive længerevarende end ventet, måtte man prøve at skabe en slags politisk enhed og en organiseret administration, og det blev Francos svoger, Ramón Serrano Suñer, der kom til at stå for den opgave.

Det kom på mange måder til at betyde en tilbagegang, idet alle de sociale reformer, som det var lykkedes Republikken at gennemføre, nu konsekvent blev annulleret, og man vendte tilbage til de politiske tilstande fra 1931.

Ramón Serrano Suñer, som i folkemunde aldrig hed andet end “supersvogeren”, havde været leder af det konservative CEDAs ungdomsbevægelse. Det var lykkedes denne dygtige og ambitiøse sagfører at slippe væk fra den republikanske side, hvor han var blevet taget til fange og fængslet. Ved hjælp af den humane og senere så berømte dr. Marañon blev han overført fra fængslet til et sanatorium for tuberkuløse, hvorfra det senere lykkedes ham at flygte under dramatiske omstændigheder og nå til Salamanca, som var Francos hovedkvarter.

Her berettede han om de grufulde mord, som var blevet begået i fængslet Modelo i Madrid, hvor han havde overværet, hvordan militserne havde skudt hans venner, og hans had til Republikken var blevet endnu større, efter at hans to brødre også var blevet skudt uden overhovedet at have interesseret sig for politik.

Eftersom de var blevet nægtet asyl i den franske ambassade, nærede han også et særligt had til Frankrig. Han fik stor indflydelse på Franco og blev betragtet som den “grå eminence” indenfor partiet. Han var meget imod demokratiet, som han mente nok kunne give gode resultater under visse omstændigheder, men som i Spanien kun ville føre til det rene kaos.

Han gik nu i gang med at skabe en vis form for administraton. Politisk set eksisterede der kun et parti, Den Spanske Falange, som var vokset fra at have 75.000 medlemmer i juli 1936 til næsten en million medlemmer ved slutningen af året. Mange af dem var tidligere tilhængere af højrepartiet CEDA. Alle andre partier var forbudt, og alle bøger med socialistiske eller kommunistiske tendenser skulle indleveres inden 48 timer.

Samme Suñer overlevede ikke alene Franco, men også alle fra hans gamle garde. Han nåede at se udviklingen af Spanien til en moderne demokratisk stat og døde for kun et par uger siden i en alder af 102 år, åndsfrisk til det sidste.

Hjælpeaktioner bliver
sat i gang
Indenfor partiet opstod der forskellige hjælpeaktioner. Enken efter en falangistleder startede i oktober i et lille værelse et center for socialhjælp til børn. I løbet af få måneder havde det 711 afdelinger rundt om i landet i det nationale Spanien og året efter 1265, som tog sig af at skaffe tøj og husly til enker og børn.

Da det samtidig var absolut nødvendigt at forøge produktionen på alle områder for at kunne vinde krigen, forsynede general Queipo de Llano 9000 andalusiske bønder med hvede til såning af deres jord, som de ellers ikke havde nogen mulighed for at dyrke.

Økonomisk set var det nationale Spanien i god stand, pesetaen i deres område var dobbelt så meget værd som pesetaen i Republikken. Man havde levnedsmidler nok, og man blev bakket op af spanske finansmænd og banker. Man havde heller ingen vanskeligheder med at skaffe sig kredit, hverken med hensyn til våben eller andre fornødenheder. Bl.a. fik man al den olie man ønskede fra Texas Oilkompani.

Atmosfæren i den nationale zone blev domineret af propagandaen lige så meget, som den blev det i den republikanske del.

Den republikanske side af Spanien
I det republikanske område var man stolt over at have tilbagevist Francos tropper udenfor Madrid, men snart viste forskellen i opfattelsen af kommunismens indflydelse på politikken sig. Mellem anarkister, socialister og de forskellige grupper af kommunister gik striden bl.a. om, hvorvidt landbrug skulle drives kollektivt, og da man ikke kunne blive enige, suspenderede man ekspropriationen af privat ejendom til senere, og de fleste store landejendomme blev i mellemtiden administreret af de pågældende kommunale myndigheder.

Largo Caballero, som var en overbevist kommunist, begyndte også at blive træt af den russiske ambassadør Rosenberg, som hele tiden kom med gode råd om, hvordan arbejderrevolutionen skulle foregå i Spanien.

Moskva er utilfreds
med Spanien
Den russiske rådgiver i økonomiske affærer i Spanien kritiserede under et besøg i Moskva det spanske kommunistpartis taktik overfor den frygtede chef fra NKVD, og fra russisk side pressede man derefter på for at foretage en udrensning i det spanske kommunistparti i lighed med, hvad der var sket i Rusland.

Samtidig foreslog den italienske kommunistleder Togliatti, at Largo Caballero skulle fjernes fra regeringen, noget hans ministre protesterede imod, idet de vovede at påstå, at det spanske kommunistparti ikke altid behøvede at følge Moskvas ordrer, og tilføjede yderligere at hvis den spanske fremgangsmåde ikke passede ham, kunne han jo bare gå! Der blev vildt oprør, alle rejste sig og La Pasionaria råbte til orden. Sådanne scener var uhørte ved det kommunistiske partis møder, især når de høje herrer fra Komintern var til stede, men de oprørske blev alligevel nødt til at overgive sig, og Largo Caballero blev afsat til fordel for Negrin, den nye førsteminister.

Spanien nægter
at indordne sig
Man har så ofte hørt den teori at det skyldes Franco, at kommunismen ikke lykkedes i Spanien, men dette møde i kommunistpartiet viser trods alt, at det spanske kommunistparti havde deres egne ideer og vovede at stå op mod det russiske pres. Spanierne var alt for store individualister til at kunne indordne sig under den russiske kommunismes jernhårde disciplin.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---