SYV GRUNDLOVSFÆDRE mødtes efter et kvart århundrede på Parador'en i Gredos (Ávila) for at mindes gamle dage. Her forhandlede de i 1978 om en demokratisk forfatning, mens officerer og bisper – det gamle francodiktaturs støtter – havde taget truende ophold uden for de lukkede døre.

Resultatet blev en grundlov som 94 pct. af det nye parlaments medlemmer støttede efter at alle havde slået af på deres indledende krav.

"Lad være med at ændre ved noget med mindre I kan skabe lige så stort flertal ved denne lejlighed," rådede grundlovsfædrene efter deres nye møde i jubilæumsåret 2003. Det fandt sted i skyggen af den voksende utilfredshed i nogle autonomier, som finder at grundloven har udviklet sig til en spændetrøje for autonomstaternes politiske ambitioner.

For 25 år siden var det omvendt. En af grundlovsfædrene, Miquel Roca fra den katalanske nationalistkoalition CiU, sagde ved den lejlighed, at "i dag er vi alle blevet enige om at sætte punktum for den centralistiske stat. De nye autonomstater rummer kimen til en anden idé om Spaniens politiske enhed."


GRUNDLOVEN INDLEDTE en af Spaniens største opgangsperioder, så den må siges at have tjent landet godt. Men nu har den udtjent sit formål, mener en ny generation i Spaniens "nationalistiske periferi", for hvem den demokratiske grundlov er en selvfølge og ikke et kostbart krigsbytte.

Kort efter grundlovsfesten blev generationsskiftet officielt i Katalonien. Ved autonomvalget den 16. november trak den nationalistiske præsident Jordi Pujol sig tilbage efter 23 år i embedet.
Det vakte bekymring i centralstaten. "CiU's nye ledere har valgt at satse på en radikalisering, som sætter det bedste af Pujol's politiske arv over styr," advarede de konservatives generalsekretær Mariano Rajoy.

Denne anerkendelse af Pujol's rolle er nye toner i centralstatens regeringsparti. Kronikøren husker endnu hvordan den første konservative valgsejr i 1996 blev fejret af et gjaldende kor uden for Partido Populars hovedsæde i Madrid: ¡Pujol enano, aprende castellano! "Pujol din dværg, lær at snakke spansk," lyder den elskværdige oversættelse.

Omsider er det gået op for det mest centralistiske af Spaniens partier, at tingene altid kan blive meget værre uden Pujol.


FORAN ALTERET i Kataloniens nationale kloster Montserrat sværgede Jordi Pujol ved sit bryllup med Marta Ferrusola i 1956 at hans ægteskab kun stod i skyggen af én ting: fædrelandet. Få år senere blev han idømt syv års fængsel som forfatter til en pamflet mod Franco – oven i købet redigeret på det forbudte sprog katalansk. Pujol kom til at afsone to år af straffen og er en af de få borgerlige politikere i Spanien, som har været politisk fange under militærdiktaturet.

Efter Francos død i 1975 har Pujol taget revanche, og hans prøvede metode er at præsentere Katalonien som det evige offer for centralismen i Madrid. Det er en gammel politisk traver i Katalonien, som fejrer sin nationaldag den 11. september, på datoen for regionens nederlag i 1714 til centralstatens tropper. Nederlaget satte stop for Kataloniens middelalderlige selvstyre-institutioner.

Men bag den populistiske og noget demagogiske overflade har Pujol i grunden altid været tro over for den katalanske tradition om at søge indflydelse på centralregeringen, i modsætning til de baskiske nationalister, som aldrig kan lægge stor nok afstand til Madrid.
Pujol havde en vigtig og modererende indflydelse på spansk landspolitik i perioden 1993-2000, hvor CiU var loyalt støtteparti for to centralregeringer, først en socialistisk og siden en konservativ.

Allerede i 80erne søgte hans daværende højrehånd Miquel Roca at skabe et landsparti med CiU som base. Dengang savnede det borgerlige Spanien uden for Katalonien et troværdigt alternativ til socialisterne, og Pujol mente at hans katalanske nationalisme var rummelig nok til hele staten.

Ved den lejlighed var det ham, der strakte hånden frem, og det spanske højre som slog til den.

Modviljen mod Pujol skyldes nok kvalitetsforskellen mellem hans katalanske nationalisme, som er følelsesmæssig, og loyaliteten over for den spanske stat, som tydeligt nok er et forretningsmæssigt anliggende - som man kunne vente af repræsentanten for et gammelt handelsfolk.


EFTER SÅ LANG TID er det svært at forestille sig Katalonien og Spanien uden den elskelige afpresser og hans finurlige tvetydighed. Pujol har brugt 23 år på at kræve ind til Katalonien, men ikke fordi han drømte om en selvstændig stat – tværtimod fordi det var den eneste måde at undgå den.

"Katalonien kan sammenlignes med Litauen, men Spanien kan ikke sammenlignes med Sovjetunionen," lyder en herlig sætning som Pujol udmøntede efter jerntæppets fald.

Den resumerer hans politiske strategi. Centralregeringen i Madrid har betalt dyrt for at undgå at blive sammenlignet med Sovjetunionen, og mere end én ministerpræsident har naturligvis haft mistanke om at han blev taget ved næsen.

Pujol's politiske genistreg var at udnytte sit folks historiske fornemmelse af at være tilsidesat. Efter årtiers indoktrinering er den jævne katalaner bombesikker på at han bliver forfordelt af centralstaten, på samme måde som han tror at fodbolddommerne altid snyder F.C. Barcelona for et straffespark mod Real Madrid.
Det reelle forhold er ifølge storbanken BBVA at katalaneren bidrager med netto 394 euro til statsadministrationen, når man stiller skatter og modydelser op over for hinanden. En indbygger i Madrid må aflevere 1243 euro selvom hans årsindtægt er den samme som katalanerens.

Til gengæld betaler katalaneren dyrt på hjemmefronten. Anticentralisten Pujol har forvandlet Katalonien til Spaniens mest centralistiske autonomstat. Den havde 500 funktionærer ved hans tiltræden. I dag er der 200.000.

Pujol efterlader en autonomstat som står rustet til at administrere en selvstændig stat, hvis det en dag skulle blive aktuelt. Og Pujol er uden tvivl i stand til at tænke i meget lange baner.
Han forlod den politiske scene med en bemærkning om at grundloven ikke måtte være et "bur" for Kataloniens udvikling, og således gik alle tvetydighederne i arv til den nye generation.


I MODSÆTNING til patriarken Pujol er efterfølgeren i CiU, Artur Mas, omtrent så karismatisk og inspirerende som en tømt flaske cava den 1. januar.

Mas er produkt af et partiapparat og ikke af historien. I lang tid lignede han en taber, men takket være et skamløst misbrug af offentligt tv kom han i mål som nummer et trods tab af ti mandater. Episoden illustrerer pujolismens mørke side, en epidemisk korruption i alle de offentlige institutioner. Mas blev også hjulpet af et skræddersyet valgsystem, for faktisk fik CiU færre stemmer end socialisterne.

Da Mas virker farvefattig i sammenligning med forgængeren, kompenserer han denne mangel med ideer der er så meget mere bizarre. Derved har han forstærket et andet af pujolismens værste træk, en humørforladt national selvhævden, der hviler som åndelig smog over det katalanske samfund. I valgkampens hede improviserede Mas og foreslog at i mangel af en selvstændig repræsentation skulle de katalanske idrætsudøvere møde til næste OL under Andorras flag. I Andorra taler befolkningen nemlig katalansk lige som alle andre ordentlige mennesker. Generationsskifte eller ej, Pujol tøvede ikke med at tage livet af misfosteret.

I den kommende tid går Mas og CiU i gang med at udarbejde kravene til en ny overenskomst mellem centralstaten og autonomstaten med henblik på at udvide det katalanske selvstyre. Det er for tidligt at sige om CiU's krav kan imødekommes inden for rammen af den eksisterende grundlov. Men det mest foruroligende er at Mas allerede på forhånd gør klart, at den nye aftale heller ikke er den endelige.
"Om yderligere 20-25 år vil en ny generation sikkert gå endnu videre end os," forudser han.


UDSIGTEN TIL en endeløs træk-og-slip politik mellem katalanske og spanske nationalister vækker væmmelse hos en ærkekatalaner som Barcelonas tidligere borgmester, socialisten Pasqual Maragall.
Han ønsker også en reform af autonomi og stat, så sidstnævnte bliver en egentlig føderalstat.

"Forskellen er at min model er baseret på en positiv holdning til et alsidigt Spanien af mange nationaliteter. Den er ikke baseret på tvetydighed og evig diskussion," siger Maragall, som ved denne lejlighed var favorit til at vriste regeringsmagten fra det nationalistiske monopol.

I valgkampens sidste dage meldte han ud med en trumf, da socialistpartiets landsleder José Luis Rodríguez Zapatero offentligt støttede hans planer om en reform af det katalanske autonomi. Det var betydningsfuldt, for en reform ville blive svær at sluge for mange socialister i det centrale Spanien.

For den 62-årige Maragall var valgnederlaget (et tab af otte mandater) bittert. Inden for Katalonien er han den eneste politiker hvis karisma tåler sammenligning med Pujol's, men ligesom Pujol er hans tid ved at rinde ud, og helten fra Barcelonas OL 1992 havde i modsætning til denne ikke forberedt sig på det.


VALGETS STORE VINDER var separatistpartiet Esquerra Republicana (ERC), der formodentlig sidder med nøglen til Kataloniens regering i de næste fire år.

Ved redaktionens slutning var lederen Josep Lluís Carod ikke færdig med at overveje, hvilket af de to store partier han skulle støtte. Hans hjerte er delt mellem nationalismen og socialismen.
Selv om republikaneren Carod er åben tilhænger af løsrivelse fra det øvrige Spanien, er han som person snarere mere moderat end Artur Mas.

"Jeg er ikke nationalist, jeg er katalaner," kan Carod finde på at sige, hvorefter han overlader til tilhørerne at fundere over forskellen på de to begreber.

Det er muligt ERC ikke kommer med i autonomregeringen i denne omgang. CiU og socialisterne har hver deres grunde til at være mistroiske over for den nye konkurrent, og det kan både føre til en mindretalsregering af CiU og en stor koalition mellem CiU og socialister.

Men det vil på længere sigt blot være yderligere vand på ERCs mølle. Med valgresultatet i sidste måned synes de socialistiske nationarter at have gjort deres definitive entré på en politisk scene, der er svær at overskue efter hovedpersonens farvel.

EN ANDEN VETERAN bebudede sin afsked i den forløbne måned. I 23 år har den koleriske jesuit Xabier Arzalluz med jernhånd styret det baskiske nationalistparti PNV. Han stiller ikke op til genvalg, så fra årsskiftet hedder den nye formand enten Joseba Egibar eller Josu Jon Imaz. Af de to kandidater er Egibar den mest yderligtgående, og som man kunne vente er det ham, Arzalluz støtter. Imaz kom dog ud af første valgrunde med et lille forspring.

I modsætning til katalanerne stemte baskerne ikke ja til grundloven, og derfor har de baskiske nationalister altid haft et alibi for deres konfrontationspolitik med centralstaten. Trods dette var det baskiske regeringsparti PNV i mange år loyalt mod autonomstaten, der med Arzalluz' ord sikrede dem det mest vidtgående selvstyre i nogen europæisk region. I nogle år så det ud til at den ikke-voldelige baskiske nationalisme ville stille sig tilfreds med denne kompromisløsning.

Vendepunktet var bortførelsen og det efterfølgende drab af den konservative lokalpolitiker Miguel Ángel Blanco i 1997. Det flere dage lange drama var et alvorligt fejlgreb af terroristorganisationen ETA, hvis overlevelse var i fare efter den massive fordømmelse i Baskerlandet, Spanien og udlandet. Besynderligt – eller kynisk – valgte Arzalluz dette øjeblik at komme den radikale nationalisme til undsætning.

I 1998 brød han Ajuria Enea pagten med de demokratiske partier og underskrev Estella-pagten med ETAs politiske fløj, det nationalmarxistiske Herri Batasuna. Betingelsen var at ETA indstillede sine voldelige aktioner. Det gjorde ETA i et år, men derefter indrømmede terroristorganisationen selv at våbenhvilen havde været "en fælde" for at komme til kræfter. Attentaterne blev genoptaget, og selvom Arzalluz stillede Estella-pagten i bero, blev den aldrig formelt ophævet.

Set i bakspejlet er det fristende at konkludere at Arzalluz ikke ville undvære det pressionsmiddel, som ETA udgør overfor centralstaten.


PNV ER GIDSEL af denne politik. Den stødte på modstand i partiets rækker, men fejlen har et sådant format at selv de moderate kræfter i dag er på vild flugt fremad, i håb om at jesuitten må få ret og at målet i den sidste ende retfærdiggør midlet.

Arzalluz' mulige efterfølgere – Egibar eller Imaz – støtter med nuancer begge "Ibarretxe-planen", opkaldt efter Baskerlandets lehendakari (statsminister), men inspireret af Arzalluz' konfrontationspolitik med centralstaten.

Ibarretxe-planen tilsigter en baskisk folkeafstemning om en ny juridisk ramme for autonomstaten, der i praksis bliver en selvstændig stat med en vis formel, og frivillig, tilknytning til Spanien.

I Madrid har centralregeringen indbragt planen for Forfatningsdomstolen. "Den er totalitær og separatistisk, et overlagt angreb på det spanske folks suverænitet," siger justitsminister José María Michavila.

I Baskerlandet har en af de tre provinser, Ávala, indbragt den for retten med lignende argumenter. Álava er den eneste baskiske provins hvor nationalisterne ikke er i flertal, og baskernes traditionelle selvstyre har altid hvilet på provinserne - ikke på en baskisk stat, der som sådan aldrig har eksisteret i historien.

I nationalistiske kredse spekuleres med muligheden af en ny våbenhvile af ETA, som vil give Ibarretxe-planen en falsk facade af fredsplan. 200.000 baskere (en tiendedel af befolkningen) ville være afskåret fra at deltage i Ibarretxe’s folkeafstemning, fordi de er flygtet for deres liv ud af landet.


ER GRUNDLOVEN og autonomstaten urørlig? Ministerpræsident José María Aznar er i dag den sidste urokkelige forsvarer af status quo, og det er lidt komisk i betragtning af at Partido Populars leder i sin postfalangistiske ungdom var dybt skeptisk over for hele ideen.

På den anden side er Manuel Fraga, partiets grundlægger og Francos gamle informationsminister, regeringspartiets eneste åbne tilhænger af visse konkrete reformer. Fraga har fået et nyt syn på tingene i sit otium som autonompræsident i Galicien, hvor de nationalistiske traditioner også er stærke, om end mere af kulturel end af politisk karakter.

Selv i det lidet nationalistiske Andalusien har den socialistiske autonompræsident Manuel Chaves forberedt en ændring af den gældende overenskomst med centralstaten. Chaves ønsker bl.a. at deltage i udenrigspolitikken og øget finansielt selvstyre.
Under alle omstændigheder synes det sikkert at den spanske statsbygning stadig ikke står færdig, 25 år efter at arbejdet blev påbegyndt.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---