
Per Sahl tilbyder en målrettet undervisning.
Styr på håret
Skrevet af Solkysten
Den danske frisør Per Sahl starter
international frisørskole i Torremolinos
international frisørskole i Torremolinos
Kundepsykologi bliver et af mange fag på frisørskolen First Hair Academy. Skolen er startet af den danske frisør Per Sahl, som to gange har vundet det spanske mesterskab for frisører. Efter nytår tager han mod det første hold på tyve elever, hvoraf de fleste er udlændinge. Deltagerne skal de kommende 11 måneder følge den teoretiske og praktiske undervisning på frisørskolen og om et lille års tid vil de forlade skolen med et certifikat.
Per Sahl har sammen med sin sleeping partner Thomas With planlagt driften af frisørskolen til mindste detalje. De to grundlæggere har lejet et lokale på 200 kvadratmeter ved siden af skattevæsenets afdelingskontor i Torremolinos, og Per Sahl har brugt det sidste halve år på at sætte lokalerne i stand.
Det største lokale har tyve frisørstole med det nyeste udstyr inden for faget. Lokalet skal bruges til praktiske øvelser, som kommer til at foregå under opsyn af erfarne lærekræfter.
- Vi har allerede allieret os med flere anerkendte frisører i England, Frankrig og Danmark, som har givet tilsagn om at besøge skolen en uge ad gangen. Frisørmestrene fortæller om deres specialer og underviser eleverne i de seneste trends inden for frisørfaget, siger Per Sahl.
Undervisningen vil ske på engelsk af hensyn til det internationale miljø, og skolen råder over videoudstyr og fjernsynsskærme til at vise videooptagelser med de sværeste former for klipning.
- De erfarne frisører giver eleverne nyttige råd og tips, som tillader dem at omsætte deres teoretiske viden til praksis. Eleverne kan på skift vise deres tilegnede kundskaber på frisørskolens kunder og tage ved lære af hinanden, forklarer Per Sahl.
Alsidighed
Per Sahl har planlagt kursusforløbet med omhu. First Hair Academy skal lære eleverne de grundlæggende teknikker indenfor klipning og hårpleje, men undervisningen bliver suppleret med kurser i andre fagområder, som er mindst lige så vigtig i frisørfaget. Skolen har etableret samarbejde med den danske fysioterapeut Bettina Larsen, som vil holde foredrag om korrekte arbejdsstillinger. Hun giver eleverne præventive råd om kroppens positionen ved stolene og viser de unge mennesker flere gode øvelser, der kan modvirke muskelspændinger.
- Mange frisører går på pension før tiden, fordi de har slidt sig selv op ved at bruge de forkerte arbejdsstillinger. Fysioterapeuten lærer eleverne at stå på den rigtige måde fra starten og undgår kroniske arbejdsskader, siger Per Sahl.
Eleverne kan også se frem til et kursus i førstehjælp og et grundkursus i fotolære. Uddannelsen afsluttes med forelæsninger i de administrative opgaver, der følger med at drive forretning i Spanien.
- Kurset består af moduler med en gennemgang af de vigtigste arbejdsmarkedsregler, momsregler, ansættelsesvilkår og støtteordninger for selvstændige erhvervsdrivende. Det bliver en god hjælp for eleverne, når de skal finde et job eller starte deres egen frisørsalon, siger Per Sahl.
Han vil trods de mange forpligtigelser som daglig leder af frisørskolen fortsætte sin frisørsalon i centrum af Torremolinos. Den forhenværende spaniensmester vil hver eftermiddag ordne hår på sine kunder og kan fortælle morsomme historier fra den internationale frisørskole med danske rødder.
Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2003

