Overskriften kræver en forklaring, for jeg tør vædde min gamle hat på, at ingen af vore læsere hidtil er stødt på ordet “despesque”, et ord der heller ikke er til at finde i selv den mest komplette ordbog. Mærkeligt nok er spanierne ligeså uvidende om ordets betydning som vi andre, medmindre det drejer sig om “gaditanos”, d.v.s. spaniere, der er født eller har tilknytning til den velkendte by Cádiz og det omkringliggende marskområde. For at opleve en DESPESQUE bør man således være indstillet på at stile efter Cádiz.


Inden jeg går videre i teksten, bør jeg vel starte med en kort forklaring om grunden til den tur, der inkluderede overværelse af den såkaldte despesque. Initiativet kom fra Rotary-klubben i Cádiz, der støtter et projekt forbundet med autistiske børn. En grupe rotarianere fra Fuengirola-Mijas klubben, som undertegnede p.t. er præsident for, var ikke længe om at beslutte sig til turen, da vi endelig fik løst den gåde, der er forbundet med det mystiske ord.

Her kommer forklaringen
UN DESPESQUE, viser det sig, er en stadig eksisterende aktivitet, der i Andalusien kun finder sted i de store sumpe, der danner en krans omkring San Fernando og Cádiz. Det drejer sig om et håndværk, der går ud på at fange fisk og skaldyr, der bliver opdrættet i de såkaldte “esteros”, d.v.s. saltlaguner der opstår når havvandet oversvømmer det store sumpede areal, der har eksisteret siden tidernes morgen, hvor Rio Guadalete har sit delta og forgrener sig, inden dens endelige fusion med Atlanterhavet.

En helt speciel
kyststrækning
Der er tale om 10.000 ha, der for det meste består af sump, og som af staten er erklæret naturpark under navnet Parque Natural de La Bahia de Cádiz. Jeg føler mig fristet til at bruge et metaforisk udtryk og sammenligne naturparken med en grimrian, der dog har pyntet sig for at virke attraktiv. Og det gør den, for udover sump og marsk inkluderer den skønne sandklitter, diminutive vandløb, enkelte skovarealer, der tilsammen udgør et landskabeligt mosaikværk, der er værd at bruge tid på.

La Bahia de Cádiz Naturpark regnes for Europas mest fugtige område p.g.a. en konstant bevægelse af havvand, der oversvømmer store dele af fastlandet. Et fænomen, der i årtusinder er blevet udnyttet til udvinding af SALT - et produkt der altid har stået i høj kurs. Vandet fordampede i deltaets laguner og efterlod en eftertragtet handelsvare i form af saltkrystaller og dermed et håndværk, der gav levebrød til en del mennesker, der havde deres faste bopæl i San Fernando og Cádiz.

Saltet blev stablet op i trapezoide eller pyramidale bunker (og bliver det stadig). Kom derfra videre til hver sin destination.

Salt-lagunerne får en sekundær opgave
Både fønikierne og romerne, der i sin tid residerede på de kanter, fandt hurtigt ud af, at efter - lad os kalde det “salt-høsten” - kunne de efterhånden tomme vandhuller, der kaldes “esteros” udnyttes.

Ved et sindrigt system af kanaler og fiks-fakserier, der i sidste århundrede blev udskiftet med elektriske pumper, blev de udtørrede vandhuller fyldt op med havvand, hvor fiskeyngel og baby-skaldyr havde de bedste betingelser for at vokse, takket være den eksisterende plankton, botaniske arter, der voksede omkring lagunerne i det stille og nærmest lunkne vand, hvis saltindhold er højere end havets. Tilsammen udgør de et habitat med en karakteristik, der er yderst velegnet til opdræt af en ichthyologisk fauna, der i smag og kvalitet overgår deres respektive søskende i Atlanten.

Når fisk og skaldyr nåede en bestemt og acceptabel størrelse, blev der foretaget en despesque, en aktivitet, der stadig praktiseres dog i betydeligt mindre omfang end i gamle dage.

La Salina
“San Vicente”
Dette saltværk er for vort vedkommende dagens mål. Ejeren, der præsenterer sig som Manuel Ruiz, er en nydelig herre, der med stor fornøjelse forsyner os med oplysninger, jeg i al hast noterer, men på et tidspunkt opgiver jeg, for han slynger om sig med tal om saltproduktion og fiskefangst, der får det til at køre rundt i knolden på mig… Vil derfor blot nøjes med at refere enkelte bidder af hans oplysninger:

“Jeg er fjerde generation af firmaet, der blev stiftet i 1870. Det har været en lukrativ forretning for mine forfædre, men for mig er det en kamp for det daglige brød. Indtil for blot to årtier siden havde vi salineros ingen grund til at klage, men så begyndte det at gå ned ad bakke, bl.a. på grund af mangel på arbejdskraft. Det er et hårdt arbejde, og kun få er faktisk indstillet på at knokle i en salina. For to-tre årtier siden var vi 160 salineros i Cádiz-bugten. I dag er vi kun seks tilbage…”.

Han nævner tal i tonsvis fra produktionen af salt - en vare, der bruges i den daglige husholdning, til opvaskemaskinerne, til industrien etc. En sekundær indkomst stammer fra el despesque: Fisk og skaldyr bliver solgt på markedet i Cádiz, en højst efterspurgt vare p.g.a. kvaliteten, men alligevel må Don Manuel supplere sine indtægter med en slags “show og efterfølgende traktement” for at holde firmaet i live.
Netop det er vi indbudt til, og det er både underholdende og belærende.

Mens vi overværer den såkaldte despesque, hvor et par friske fyre, forsynet med langskaftede gummistøvler og et net, er i fuld gang med at lokke fisk fra estero’en, bliver vi trakteret med lækkerier fra Cádiz-bugten, bl.a. “tortilla de camarones” (den, jeg bedst kan huske), en slags mini-pandekage med indbagte rejer, der knaser i munden og efterlader en ubeskrivelig skøn fornemmelse på tungens smagsløg. Øl, vin og sherry ad libitum…

De førnævnte friske fyre er ikke længe om at fange et utal af doradas, der omgående bliver bragt ind til køkkenregionen, hvor de havner på en kulgrill, for senere at optræde på en tallerken. Velstegte og saftige… Inden de når så langt og stadig spræller i kasserne, får vi at vide at vi skal til at nyde “unas hembras”, d.v.s. dorada’er af hunkøn, for fisken er indtil 3-årsalderen af hankøn, og så w-u-p-s skifter den køn, fortæller Manuel. “Damens” kød er finere og mere velsmagende og af samme grund mere eftersøgt som konsumvare.

Cádiz by night
At opleve Cádiz i dagtimerne er en fornøjelse af de helt store. Har da også været emne for artikler i Solkysten. Jeg vil derfor denne gang nøjes med at anbefale en natterunde.

Efter solnedgang, efter kl. 21.00, især på en week-end kan jeg anbefale “La Ruta de las Tapas” fra La Plaza San Antonio, hvor der findes en underjordisk parkering, og videre til Plaza de la Mina. Magisk stemning! Spændende barer, der tilbyder sjove tapas, pubber med dæmpet musik, hvor man kan nyde den sidste natte-drink, snakke med vennerne uden at blive forstyrret af lyd-decibeller, der overgår grænsen og gør en samtale ligeså umulig som imellem døvstumme.



Glem alt om N-340. Kør langs stranden, forbi Trafalgar, op til Zahara de los Atunes og først derfra op på den velkendte N-340.

NYTTIGE INFORMATIONER

Overnatningsmuligheder
i Cádiz
Atlantico, tlf. 956 226 905
Francia y Paris,
tlf. 956 212 319
Melia la Caleta,
tlf. 956 222 348
Har personligt været gæst på ovennævnte hoteller,
der alle er OK.
Der findes dog mange andre muligheder for overnatning.
For yderligere information ring til Turistkontoret,
tlf. 956 211 313.

Betingelser for at overvære en despesque i La Salina “San Vicente”
Arrangeres for grupper på minimum 30 personer.
Kontakt tlf./fax 956 881 918 eller mobil 639 767 524.
Det er alletiders oplevelse, som kan anbefales.

Liliane Kemp

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---

Skrevet af: Solkysten

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2003