Skatteopkrævere på hugst
Skrevet af Solkysten
Marbella var som den første ude med snøren. Kommunalbestyrelsen under ledelse af borgmesteren Marisol Yagüe vedtog sidst i oktober en forhøjelse af ejendomsskatten IBI (Impuestos de Bienes Inmuebles) med 10 procent og en tilsvarende stigning af taksterne på byggetilladelser. De nye skatter træder i kraft fra nytår og skal redde den halvtomme kommunekasse. Marbella har under de to forhenværende borgmestre Jesús Gil og Julián Muñoz oparbejdet et underskud på næsten 200 millioner euro. Kommunekassen er samtidig blevet udhulet som følge af færre indtægter fra byggetilladelser, som kommunen har været nødt til at afvise på grund af den omdiskuterede lokalplan.
I Benalmádena kommune har borgmester Enrique Bolin meddelt, at ejendomsskatterne forhøjes med 20 procent fra den 1. januar. Indbyggerne skal samtidig betale 5 procent mere for vand. Kommunalbestyrelsen vil i nær fremtid tage renovationsafgiften (impuesto de basura) op til revision. I værste fald bliver stigningen på 300 procent.
Repræsentanter for de to oppositionspartier PSOE og Izquierda Unida betegner forhøjelserne som et groft overgreb på den almindelige skatteborgere. Enrique Bolin forsvarer derimod stigningerne som en nødvendighed og understreger, at forhøjelserne ikke gælder personer, som figurerer i det kommunale folkeregister (Padrón).
Den konservative borgmester Esperanza Oña i Fuengirola er mere varsom. Kommunen har allerede nu vedtaget skatterne for næste år, som ikke kommer til at stige voldsomt. Lokalforvaltningen vil højest aktualisere de enkelte afgifter med pristallet, men giver samtidig en række fordele til de tilmeldte indbyggere, som får rabat ved deltagelse i kommunale aktiviteter (aftenskoleundervisning, idrætsaktiviteter, m.m.).
Mijas’ socialistiske borgmester Augustín Moreno har holdt sit valgløfte om en retfærdig fordeling af skattebyrden og sænker fra nytår vandafgiften med 20 procent i de husholdninger, som bruger under 20 kubikmeter vand hvert kvartal. Storforbrugerne skal derimod være forberedt på en stigning. Vandafgiften stiger med 11 procent for husholdninger, hvis forbrug ligger fra 21 til 45 kubikmeter i kvartalet.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2003

