I novemberudgaven af Solkysten skrev jeg lidt om fugletrækket, og måske tænker mange på, hvorledes det kan lade sig gøre at flyve mange tusinde kilometer - ikke bare én, men to gange om året, måske endda i flere år. Det er utrolige præstationer der udføres, og man bliver imponeret af småfuglenes utrolige flugt. De kan ikke som de store rovfugle udnytte termik og svæve frem over store afstande. De må bevæge sig frem på hvert eneste vingeslag.

Til denne præstation skal der indtages føde, og det bliver ofte gjort på rastepladser ned igennem Europa. I Danmark kender vi de store rastepladser i det vestjyske. Det er ikke ualmindeligt at småfugles vægt fordobles op til træktiden, men også i ynglesæsonen skal der mere energi til, når et kuld unger skal sættes i verden.

Som dreng hørte jeg ofte udtrykket “hun/han spiser som en fugl”, og dermed mente man, at vedkommende spiste meget lidt, men virkeligheden er en anden. Bortset fra helt specielle fugle, så skal der spises næsten hele tiden. Der kan være perioder, hvor den pudser sig og ordner fjerdragten, men så må den i gang igen, og jo kortere dagene bliver op til vinteren, jo mere skal der spises. Jo mindre fuglen er, jo mere tid bruges der til at spise.

De fleste fugle spiser om dagen og sover om natten. Mens de sover taber de i vægt, så de vejer mindre om morgenen, end de gjorde om aftenen. Straks fra morgenstunden må de altså igen ud at søge føde - en konstant kamp for at overleve. Mange småfugle kan ikke klare et døgn uden at tage føde til sig. En dag efter en kold vinternat betyder døden for mange småfugle, hvis de ikke kan finde føde.

Mange fugle begiver sig afsted på en meget lang og farefuld færd sydpå. De kan ikke overleve i norden. Her i Spanien tager vi - som i så mange andre lande i syden - livet af mange småfugle. Her havner de måske i et ret som paella, måske uden at den, der konsumerer denne ret ved, at der er sangfugle i - fugle der måske har slået sine triller i en have i Danmark.

En dag i oktober i regn og hård vind stod jeg nede ved stranden og så en flok småfugle kæmpe sig igennem strid modvind mod sydvest, hvor de har den letteste vej til Afrika, og jeg tænkte på, at de nu skulle videre ned over Sahara, måske 1500 km. i et meget ugæstfrit land set med fugleøjne. Der er ikke meget føde at hente i ørkenen, så mange mister livet undervejs. Kun halvdelen er rede til igen at tage nordpå til foråret, hvor de glæder de fleste af os med deres sang.

En del af de fugle, der trækker sydpå, bliver her i Spanien, og det er som om der er tendens til at fugle, der tidligere tog til Afrika, bliver her.

Man ved, at mange storke overvintrer, men det ser ud til at andre vil udnytte det gode vinterklima til at blive i Andalusien. Jeg er sikker på, at mange her ved vintertide nyder rødhalsens sang, for ikke at tale om musvitten, der allerede har kaldt længe, og den sorte stærs fornøjelige kvidren.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---