DRABET PÅ to unge piger, Rocío Wanninkhof i Mijas (9. oktober 1999) og Sonia Carabantes i Coín (14. august 2003), har tjent til at minde os om det spanske samfunds store mangler ved sikkerheden og retssikkerheden. Erkendelsen er første skridt på vejen til at gøre forholdene bedre.

I Aznar's Spanien var næste skridt naturligvis, at de siddende ministre på rituel vis skød ansvaret fra sig. Justitsminister José María Michavila sendte sorteper videre til Junta de Andalucía: "Det er næppe tilfældigt at Andalusiens autonomregering er socialistisk," sagde justitsministeren opfindsomt. Hans kollega, indenrigsminister Ángel Acebes, opfandt derimod en teori om at Scotland Yard ikke havde advaret om drabsmandens farlighed – i det mindste ikke advaret så klart at selv en spansk indenrigsminister kunne forstå meningen.

Sagens enorme mediebevågenhed tvang politikerne til at forsøge sig med noget bedre. Således kom der konkrete forslag på bordet:
Regeringen vil ændre registerloven. Desuden vil den afskaffe nævningeretten i sin nuværende form.

Oppositionen kræver en fælles ledelse af de to statslige politikorps, Policía Nacional og Guardia Civil, hvis absurde rivalisering får dem til at spænde ben for hinanden i stedet for at samarbejde.


SÆRLIG UHELDIG var indenrigsministeren med sine forklaringer, eller bortforklaringer, i parlamentet.

Fra Rocío-sagens start besad politiet det fældende bevis (et cigaretskod med DNA) mod Tony Alexander King. Hvorfor blev han ikke rutinemæssigt checket, når han var kendt som psykopatisk sexforbryder i sit hjemland? Helt tilbage i 1998 havde Scotland Yard advaret spanierne om at King var straffet for forsøg på kvælning og grov vold, at han var potentielt farlig for kvinder og efterlyst i England i forbindelse med et voldtægtsforsøg.

Men det engelske politi bad ikke om at få ham udleveret. Det oplyste heller ikke at King var identisk med Tony Bromwich, alias "kvæleren fra Holloway", der som 20-årig var idømt ti års fængsel for at tage kvælergreb på syv kvinder til de mistede bevidstheden.

Englændernes henvendelse var ifølge Ángel Acebes holdt i så "almindelige vendinger", at det ikke skønnedes tilrådeligt at optage King i politiets arkiv over farlige personer. Desuden ville det ikke være lovligt efter Lov om registrering af personer, oplyste ministeren.
Den nidkære administration af registerlovens principper synes dog også at hænge sammen med en vis efterladenhed. Scotland Yard måtte flere måneder senere rykke for svar på sin henvendelse, hvorefter spanierne efter endnu nogle måneder svarede kort tilbage, at King intet udestående havde med spansk politi. Det var den 28. april 1999, 164 dage inden drabet på Rocío.

Registerloven, som nu er i søgelyset, rummer ganske rigtigt en bestemmelse om at politiets arkiver ikke må rumme information om gamle straffe efter udløbet af fem år. Der eksisterer dog også en undtagelsesbestemmelse om "potentielt farlige personer", som politiet udmærket kunne have gjort brug af.

Det mener nogle jurister, som beskylder Acebes for at aflede opmærksomheden fra sine medarbejderes inkompetence med initiativet til en ny og overflødig (og potentielt farlig) "lov om registrering af farlige personer".


DET MEST FORARGELIGE ved indenrigsministerens gæsteshow i parlamentet var hans forsvar af politiundersøgelsen efter Rocío Wanninkhof's død.

Undersøgelsen var "dybtgående og solid" og den førte til dom over "en person med en profil, der svarede til den mest sandsynlige forbryder," sagde ministeren.

Det sagde han virkelig, og det kunne den mest sandsynlige – men altså helt uskyldige – forbryder tænke over i sit hjem i La Cala de Mijas. Her venter Dolores Vázquez på erstatning for sit ødelagte liv efter drabet på hendes tidligere steddatter. Efter retspraksis vil hun få tildelt en erstatning på 50-60 euro for hver dag af de 17 måneder, hun tilbragte i fængslet, først som tiltalt og siden som dømt i en skandaløs nævningesag, som Andalusiens højesteret senere besluttede skulle gå om.

Guardia Civil fulgte falske spor. Undersøgelsesdommeren sigtede Dolores Vázquez uden at have et eneste fældende bevis. Statsadvokaten fulgte trop, og da King var gået til bekendelse, vægrede han sig flere uger senere fortsat ved at frafalde tiltalen mod Vázquez. I nævningesagen havde retsformanden (fagdommeren) forsømt sin pligt til at påse, at nævningene begrundede deres dom over Dolores Vázquez.

Af alle disse er det kun amatørerne – nævningene – som kommer til at betale for deres fejl.


JUSTITSMORDET I MIJAS har tjent som undskyldning for at regeringen indleder en offensiv mod nævningeretten i dennes nuværende form. Nævningeloven stammer fra 1995 og har altid været betragtet med mistro i den konservative regering, som i 1996 afløste den socialistiske regering. Et spansk nævningeting er sammensat af ni lægdommere, som regeringen ønsker at erstatte med en blanding af lægdommere og fagdommere.

"Fagdommerne vil øge retssikkerheden," forsikrer rigsadvokat Jesús Cardenal.

Dette kan synes disputabelt i betragtning af de skandaler, som spanske fagdommere har haft hovedrollen i. Men det er i øvrigt rigtigt, at de spanske nævninge heller ikke har haft en heldig hånd.
De bommede forfærdeligt i en af deres første sager. I 1997 løslod ni høneangste nævninge i Baskerlandet ETA-sympatisøren Mikel Otegi efter et koldblodigt drab på to politimænd. Nævningene undskyldte Otegi med at han havde fået et glas for meget og ikke var ansvarlig for sine handlinger.

I Wanninkhof-sagen var nævningene tydeligt påvirkede af en månedlang mediekampagne mod Dolores Vázquez – en mediekampagne, hvor Vázquez for resten var forsvarsløs, fordi en fagdommer havde forbudt hende at udtale sig offentligt.


ALLE RETSSTATENS SVAGHEDER blev trukket frem i lyset i forbindelse med pigedrabene på Costa del Sol. Den traditionelle fejde mellem statens to politikorps kom også i fokus.

Guardia Civil ledede efterforskningen af de to drab på Rocío Wanninkhof og Sonia Carabantes, men det var konkurrenterne i Policía Nacional, som serverede Tony Alexander King på et sølvfad efter en rutinemæssig efterforskning i forbindelse med en voldtægtssag.

Utallige er de sager, hvor grænsestridighederne mellem de to fjendtligt indstillede korps har forhalet løsningen af en sag, eller direkte saboteret den. I dette tilfælde synes det lidt vovet at hævde noget sådant, men helt udelukkes kan det ikke. Scotland Yard henvendte sig i sin tid til Policía Nacional, ikke til Guardia Civil.

Oppositionen (socialistpartiet PSOE og venstrefløjsoppositionen IU) benyttede lejligheden til at foreslå, at samtlige landets politikorps (statslige, autonome og kommunale) deles om deres informationer i en fælles database. Samtidig ønsker oppositionspolitikerne at indenrigsministeriet etablerer en fælles ledelse af Guardía Civil og Policía Nacional, så deres absurde konkurrenceforhold afløses af konstruktivt samarbejde.

For enhver udenforstående er det sund fornuft, men indenrigsminister Ángel Acebes og senere ministerpræsident José María Aznar afviste det harmdirrende som et forsøg på at "udradere" Guardia Civil.


DERIMOD ACCEPTEREDE politifolk og civilgardister straks tanken. Deres største fagforbund gik endnu videre og slog til lyd for en total fusion af de to korps.

Mange dygtige folk i begge lejre føler det dybt frustrerende at deres arbejde løber ud i sandet, fordi kollegerne på den anden side af gaden ikke rykker ud med en ofte afgørende oplysning. Problemet opstår i flere kriminalsager, hvor den ikke særlig klare grænse mellem de to korps er byområder (Policía Nacional) og landområder (Guardia Civil). I de store sager om narkotika og terrorisme er der ikke engang nogen geografisk grænse, og topcheferne i begge korps er ivrige efter at tilrane sig æren for næsen af hinanden.

I politi og retsvæsen er der for mange hellige køer, og i politik er der for mange korøgtere. Derfor bliver løsningerne på Spaniens virkelige problemer med sikkerheden og retssikkerheden aldrig til noget. De skjules under et lag af make-up: en ny registerlov her, og en ny nævningelov dér.


DEN POLITISKE INDBLANDING truer med at udrydde den sidste rest af prestige, som stadig var knyttet til retsvæsenet.
I maj 2001 blev det brede forlig om en reform af retsvæsenet hilst som et stort fremskridt, men i september i år brød socialistpartiet PSOE ud af forliget.

Årsagerne er flere. Retsstaten er nær en kollaps, og arbejdsgangen er ikke blevet lettet betydeligt med oprettelsen af 57 nye dommerembeder i 2002 og 30 i år.

1991-forliget indebar en investering på 1,5 mia. euro over otte år, men med det nuværende tempo vil det tage et halvt århundrede at opfylde planens mål, forsikrer socialisterne.

Men den vigtigste grund til at de betragter forliget som opløst er "det konservative regeringspartis skrupelløse politiske kontrol af rettens funktioner." Citatet er af PSOEs leder, José Luís Rodríguez Zapatero.
Socialisterne klager bl.a. over udrensningen af ubekvemme statsadvokater. Disse efterforskede forskellige korruptionssager som truede med at plette konservative politikere.

Klagerne er uden tvivl berettiget – og så er det en ringe trøst for Zapatero, at hans eget parti optrådte på samme facon, da det var ved magten i perioden 1983-96.

Den totale politisering af spansk retsvæsen fremgår intet sted så tydeligt som i CGPJ (Consejo General del Poder Judicial, de spanske dommeres øverste råd).

Faglige motiveringer eksisterer kun for et syns skyld i rådets forhandlinger. Det er et absolut særsyn med afstemninger på tværs af partiskellene mellem konservative og socialistiske medlemmer, hvadenten det gælder en udnævnelse eller en sanktion.


PÅ DEN MÅDE er det svært at gøre fremskridt i den retspleje, som borgerne er så utilfredse med.

En nylig undersøgelse i Madrids erhvervsforum "Círculo de Empresarios" viser at 56 pct. af arbejdsgiverne betragter retsvæsenet som "dårligt" eller "meget dårligt". Kun 7,5 pct. kan gå med til at det er "godt".

De erhvervsdrivende beskriver retsgangen som uhyggeligt langsom og dommernes afgørelser som totalt uforudsigelige. Begge dele er til stor skade for erhvervsklimaet, hedder det i kommentarerne.

Den brede befolknings holdning testes hvert andet år ved en stor undersøgelse i CGPJ. For to år siden bedømte brugerne retsvæsenets funktion med en karakter på 5,4 på en skala fra 0 til 10 – dvs. lige akkurat bestået. I den seneste test for nogle måneder siden gav 3700 brugere retsvæsenet en dumpekarakter på 4,9.

Brugernes væsentligste klage er de uhyrlige, mangeårige forsinkelser i sagsbehandlingen. Dommernes overfladiske behandling af sagernes indhold er også årsag til manges utilfredshed.
Af CGPJs årsberetning fremgår i øvrigt at 37 dommere blev straffet i forbindelse med deres embedsudøvelse i fjor. De alvorligste straffe var to suspensioner af løn og embede for en toårig periode. Yderligere 61 dommere fik en disciplinær påtale.


ER DOMMERNE SELVKRITISKE NOK? Spørgsmålet melder sig ved en gennemgang af de skandaler, store som små, som deres embedsudøvelse giver anledning til. Nogle eksempler fra de seneste måneder:

1) I Alcoy (Alicante) er den eneste sigtede i et tredobbelt drab blevet løsladt efter fire års varetægtsfængsel – det maksimale, som loven tillader. Undersøgelsesdomstolens skiftende dommere havde i den forløbne tid ikke smølet sig sammen til at slutte forundersøgelsen mod ham.

2) I Barcelona har en dommer beordret politiet til at tilbagelevere en halv mio. ubeskrevne dvd- og cd-skiver, som politiet beslaglagde sammen med 950 kopieringsmaskiner. Det var Europas største sag om piratindspilninger – et område, hvor Spanien år efter år er genstand for international kritik pga. sin lemfældighed. Ifølge dommeren, som ikke engang gad afhøre de sigtede, er der ingen grund til at formode at disse drev en ulovlig kopieringsvirksomhed.
3) I løbet af otte måneder anmeldte Ana Fábregas sin eksmand ved 11 lejligheder pga. trusler og mishandling. Eksmanden overtrådte gentagne gange påbudet om ikke at nærme sig hendes bopæl.

Undersøgelsesdommeren syltede sagen uden at skride til afhøring af hverken kvinden eller manden, og i juni fik den plagede dommer endelig fred: da blev Ana Fábregas slagtet med en hammer.

Dommerne i Barcelona reagerede med en solidaritetserklæring til deres kollega, da CGPJ indledte disciplinærsag mod denne.
Enhver avislæser kan selv fortsætte opremsningen indtil det berømte 117. eksempel.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---