Krigen mod spammail
Skrevet af Solkysten
Spammail er - kort sagt - uønsket elektronisk post af enhver art. Der er kun én ting at gøre, den eneste rigtige ting: Slet den.
Men hvad kan der ske, hvis du alligevel er kommet til at åbne en spammail?
For det første så er vejen til din computer åbnet for f.eks. porno og skjulte webbugs fra nettet.
Webbugs er et objekt som f.eks. kan være en lille transparent billedfil eller et lille script, du ikke kan se. Filen, som tit ikke er større en 1 pixel, bliver automatisk downloaded til din computer og sender derefter automatisk information hentet fra din compter til en central server.
For det andet informeres spammeren om at din email-adresse er aktiv, hvilket gør den utrolig værdifuld. Derved kan spammeren starte et javascript med en masse beskidte tricks til følge, eller starte ActiveX-scripts som kan installere virus, spyware eller hijackware på din pc.
Dette er ikke teoretisk snak. Det sker for mange pc-brugere hver dag.
Hvordan kan du sikre dig?
Der findes mange spamprogrammer, der prøver at filtrere spammails fra ved at lave avancerede filtre, f.eks. ved at stoppe mails der indeholder specielle ord. Det kalder man også et "Bayesian filter". Problemet med den metode er at spammerne hver dag bliver mere og mere avancerede og det er ikke svært at snyde den slags filtre i længden.
Dansk program
Ved research har jeg fundet et nyt program, SpamFighter, som i øvrigt er dansk. En af medejerne er Martin Thorborg, der lige har sagt farvel til Jubii som han var medstifter af. Han meddeler mig, at hans nye program nu har 25.000 brugere og er testvinder i det nye Alt Om Net blad.
SpamFighter virker meget anderledes.
- Vi går ikke i detaljer med hvordan, for spammerne læser også blade, men jeg kan fortælle om en af metoderne (vi bruger mange) som gør vores produkt effektivt og fremtidssikkert. Spamfighter.com’s filter virker ved, at brugerne selv rapporterer, når de har modtaget en uønsket reklame-mail. Når flere brugere har modtaget samme mail, bliver den automatisk bortfiltreret fra alle andre kunder. Så jo flere brugere, der kommer på systemet, jo højere bliver filtrets effektivitet.
- Mange spammails vil blive filtreret fra før de rammer nogle af vores brugere, men hvordan vi gør, holder vi for os selv. Det er jo krig, vi fører, siger Martin Thorborg.
Jeg har selv prøvet at downloade programmet, og fik meddelelsen: “denne filtype kan beskadige computeren, hvis den indeholder skadelig kode”. Men Martin Thorborg kunne garantere mig, at det gør den ikke, og at jeg trygt kunne downloade.
– Du må have sat din computer til et højt sikkerhedsnivaeu siden den er mistænkelig over for vores fil, sagde han.
Programmet, som er gratis de første tre måneder, kan downloades på:
www.spamfighter.com
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003

