En dansker uden fast bopæl i riget har ikke stemmeret til Folketinget. Bestemmelsen har eksisteret lige så længe som stemmeretten, dvs. siden 1849 hvor grundlovens § 29 skulle forhindre at de tyske hertugdømmer fik politisk magt i den daværende rigsdag. Det motiv forsvandt med krigen i 1864, men ved efterfølgende grundlovsrevisioner (senest i 1953) blev den gamle indskrænkning af stemmeretten ikke ophævet.
I 1953 havde det stadig begrænset praktisk betydning, men i dag er det 100.000 danske vælgere som er politisk umyndiggjort. Det er på tide at det gamle bopælskrav revideres så udedanskerne ikke stilles dårligere end borgerne i 15 andre europæiske lande, bl.a. de skandinaviske. I dagens internationale samfund opfordres unge danskere jo tilmed officielt til at rejse ud og få erfaring.
Ved sin tiltræden havde VK-regeringen det på regeringsgrundlaget, men de seneste års udvalgsarbejde har udvandet de gode hensigter. “Alle personer, der for en periode på 12 år arbejder i udlandet, men som har tænkt sig at vende tilbage til Danmark, skal have mulighed for at opretholde stemmeretten,” hed det i 2001. Perioden på 12 år var blevet til to år i det lovforslag, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) før nytår fremlagde til førstebehandling.
Problemet for regeringen er at den ikke ønsker at få en rigsretssag på halsen. Grundlovens formulering er så klar at den er svær at komme udenom, mener de mest forsigtige jurister. I den forbindelse har “Valgretsforeningen i Danmark” for få dage siden været på besøg i ministeriet for at forklare sit synspunkt. Hvori ligger forskellen mellem to år og 12 år i grundlovsmæssig forstand? spørger foreningen. Begge er lige forkerte eller lige rigtige. Det er alene et spørgsmål om “elasticitet” og fremsynethed.
To førende EU-jurister, professor Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet og kontorchef i Håndværksrådet Peter Vester-dorf, støtter Valgretsforeningen. Der er formodentlig grundlag for en retssag ved EF-domstolen, hvis Danmark efterlader sine udflyttere i et ringere retsligt rum end andre medlemslande. Det strider mod EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed.
Tilmed lægger lovforslaget op til en diskrimination af udflytterne. Danskere som er udsendt af offentlige myndigheder, virksomheder eller internationale organisationer, vil få lov at bevare stemmeretten i otte år. Danskere, der selv finder arbejde i et EU-land, må give afkald på stemmeretten efter to år.

“Jeg håber vi kan overtale ministeren til et kompromis, så alle udflyttere får lov at bevare stemmeretten i otte år,” sagde Valgretsforeningens formand Mogens Randow til Solkysten før mødet med ministeren den 26. februar.

De otte år er et skridt på vejen. I den vanskelige balancegang mellem en rigsretssag og en sag ved EF-domstolen (som en gruppe Skåne-danskere overvejer) er det nok ikke realistisk at håbe på mere i den nuværende situation. Det endelige mål er selvfølgelig en grundlovsændring, så alle danskere sikres en stemme pr. pas.
Forresten – hvor er pensionisterne og deres stemmeret blevet af i debatten?

På disse kanter kan mange fastboende eks-arbejdstagere med rette føle sig krænket af en offentlig debat hvor kun de nuværende arbejdstageres rettigheder har været nævnt. Men ifølge Mogens Randow behøver pensionisterne ikke være bange. De vil også komme til at nyde godt af de nye regler, hvor udflytterne skal underskrive en hensigtserklæring om at de har i sinde at flytte tilbage til Danmark inden udløbet af et bestemt åremål. Erklæringen binder ikke juridisk, og heller ikke moralsk, eftersom den blot er nødvendig af hensyn til den politiske situation i 1849.

Hvor mange år vi får lov at stemme efter udflytning – det afgøres i disse uger.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---