DEN 14. MARTS afgøres det hvem som skal styre landet i de kommende fire år. Begge kandidater har et problem. Det konservative regeringspartis nye leder Mariano Rajoy fører klart i meningsmålingerne, men er næsten tvunget til at forny Partido Populars parlamentariske flertal efter at forgængerens autoritære stil har skabt partiet fjender i alle lejre. På forhånd er det kun det lille Coalición Canarias som er parat til at yde parlamentarisk støtte efter valget.

De andre små partier foretrækker regeringsalternativet, det socialistiske PSOE. Men det er også farligt at være ombejlet. Socialistlederen José Luis Rodríguez Zapatero har opdaget at for hver fremmed støtte han vinder, taber han en af sine egne stemmer. Han blev forskrækket da mange centrumsvælgere svigtede ham ved Madrids og Balearernes autonomvalg i fjor. De havde fået det indtryk at PSOE var parat til at regere med hvem som helst om hvad som helst. Derfor spillede Zapatero ud allerede i januar med valgkampens største satsning:

“Jeg vil kun forsøge at danne regering hvis jeg får flere stemmer end de konservative,” lovede PSOE’s generalsekretær.

Således er der lagt op til tvekamp mellem de store, mens de små kommer til at slås med vælgernes stemmespilds-betænkeligheder.


VALGKAMPENS SKANDALE eksploderede mellem hænderne på Zapatero, og den havde meget at gøre med partiets hidtidige strategi.
For få måneder siden erobrede socialisterne regeringsmagten i Katalonien, takket være en af de brogede alliancer som har givet dem så smertelige erfaringer andre steder. Katalonien skulle ikke være undtagelsen. Kun 40 dage efter autonomregeringens tiltræden kom det frem at regeringens nummer to havde haft et hemmeligt møde med topledelsen i den baskiske terroristorganisation ETA. Den skyldige var Josep Lluís Carod, lederen af separatistpartiet Esquerra Republicana.

Hans chef, autonompræsidenten Pasquall Maragall, var i starten parat til at undskylde Carod med “politisk naivitet”. Fra Madrid blev Zapatero tvunget til offentligt at kræve Carods tilbagetræden før Maragall modstræbende gav efter. Siden blev skandalen endnu større da ETA’s voldsmænd forkyndte en våbenhvile, men kun for Katalonien. Carod benægtede at han havde bedt terroristerne om særbehandling af sin hjemstavn, men skaden var sket.

Carod er en farlig rejsekammerat op til et parlamentsvalg hvis hovedtema er det spanske rigsfællesskab.

Men lige så farlig for PSOE er den kløft som er skabt til søsterpartiet i Katalonien. Maragall er tydeligt nok ikke parat til uden videre at acceptere Zapateros autoritet.

Det penible spørgsmål om rigsfællesskabets nuværende form er Zapateros akilleshæl. PSOE vil udvikle Spanien til en føderalstat, men der er for mange og for modstridende opfattelser i hans egne rækker af hvad dette indebærer.

Derimod står de konservative samlet i forsvaret af den eksisterende magtfordeling mellem centralregering og autonomregeringer. I stedet for socialisternes sammenslutning af 17 føderalstater foreslår PP en administrativ decentralisering hvis hovedhjørnesten er kommunerne. Borgerne skal have kontakt til alt “det offentlige” i nærsamfundet, lover Rajoy.


PÅ SKATTEOMRÅDET møder Zapatero bedre forberedt. Hans valgprogram er tilrettelagt med henblik på at ingen skal forveksle ham med en uforbederlig venstreorienteret.

I de forløbne år har de konservative gennemført to skattenedsættelser, så indkomstskatten i dag omfatter fem trin der vokser fra 15 til 45 pct. Rajoy forbereder en tredje reform der vil reducere ydergrænserne til henholdsvis 12 og 40 pct.

Men socialisterne lægger op til at overhale i højre vejbane. Zapatero vil dels hæve den skattefri bundgrænse, dels sænke marginalskatten så denne med tiden kommer ned i nærheden af 30 pct. Selskabsskatten (i dag 35 pct.) vil socialisterne også sænke til de 30 pct. som er gennemsnittet i EU.

Til gengæld skal værdistigninger fra aktier, investeringsfonde og fast ejendom atter beskattes efter en progressiv skala i stedet for de konservatives enkle 15 pct. regel. Hensigten er kort sagt at belønne aktive indtægter på bekostning af passive indtægter. Specielt lav- og mellemindkomsterne ville ifølge socialisterne få glæde af reformen.

Formueskat og arveskat fastsættes i dag af de enkelte autonomstater, men PSOE vil søge at skabe enighed om en reform der fritager lav- og mellemindkomsterne for disse skatter. En sådan reform er allerede gennemført eller under forberedelse i nogle socialistisk styrede autonomier, bl.a. Andalusien.

Detaljerne i socialisternes skattereform vil først blive fremlagt nogle år efter en eventuel valgsejr når der er “overblik over situationen”. Dens mest kontroversielle indhold (et stop for fradragene til bolig og privat pensionsopsparing) har socialisterne fornuftigvis lagt på is.


IDEOLOGEN bag socialisternes planlagte skattereform er Miguel Sebastián, tidligere cheføkonom i storbanken BBVA. Planen har oplagt appel til mange borgerlige kredse, men bliver mødt med mistro i fagforbundene og i det potentielle støtteparti, venstrefløjs-koalitionen Izquierda Unida.

“Planen er en stor skuffelse. Den legitimerer de konservatives skattepolitik i foregående år,” mener IU’s leder Gaspar Llamazares.
PSOE’s reform indebærer et (uundgåeligt) løfte om streng kontrol med de offentlige udgifter, som skal reduceres med to mia. euro svarende til en pct. af budgettet. I øvrigt afhænger reformens troværdighed af om det nuværende skatteprovenu kan opretholdes ved hjælp af den planlagte indsats mod et omfattende skattesnyderi.
Som valgpropaganda er Miguel Sebastiáns oplæg til en ny økonomisk politik fiks. Den angriber de konservative på området hvor disse mente at stå stærkest.

“Jeg er også tilhænger af økonomisk liberalisme, men den ægte vare,” ironiserer Sebastián med henvisning til de konservatives forsøg på at styre de privatiserede firmaer med såkaldte “guldaktier”.
Sebastián sætter desuden spørgsmålstegn ved soliditeten af Spaniens økonomiske boom. Den private gældsætning er øget kolossalt som følge af spekulationen på boligmarkedet. På fire år er ejendomspriserne næsten fordoblet, påpeger han.


EFTER OTTE ÅR ved regeringsmagten er det uundgåeligt at en del af det konservative Partido Populars valgprogram kommer til at virke som en indrømmelse af fortidens fejl.

De konservatives nye leder Mariano Rajoy lover at genoplive det offentligt støttede boligbyggeri som næsten gik i stå ved århundredeskiftet. Rajoy vil støtte byggeriet af 700.000 nye ejerboliger og saneringen af 200.000 gamle. Begge dele vil gavne samfundets økonomisk svagest stillede grupper.

Desuden vil Rajoy på fire år uddanne 32.000 politiassistenter som svar på den stærke stigning i kriminaliteten i tiårets start.
Det er valgløfter som skal matche socialisternes tilbud på de samme områder.

Efter at socialisterne er gået på strandhugst i den konservative lejr med den økonomiske politik, svarer Rajoy igen med en bred vifte af tilbud om støtte til børnefamilier. Både gravide kvinder og deres arbejdspladser skal have øget økonomisk støtte. Der skal skabes 400.000 nye børnehavepladser, og reglerne for adoption skal forenkles. Filosofien bagved er at verdens laveste fødselsrate er en alvorlig trussel mod samfundets stabilitet.

Rajoy repræsenterer på en gang fornyelsen og kontinuiteten efter ministerpræsident José María Aznar. Det er et trumfkort hvis det spilles rigtigt.


ARVEN efter Aznar er positiv og negativ. Det positive er den økonomiske politik hvis garant er økonomiminister Rodrigo Rato. Rato tabte kampen om partiets lederskab til Rajoy, men har lovet sin gamle rival at fortsætte i regeringen.

Resultaterne af den økonomiske politik har været spektakulære i perioden 1996-2003. Arbejdsløsheden er faldet fra 22 til 11 pct. Medlemstallet i den offentlige syge- og pensionskasse er vokset fra 9,7 til 13,5 mio. Statens underskud på 5 pct. er forvandlet til et overskud på 0,5 pct. På otte år er der akkumuleret en økonomisk vækst på 26,3 pct. eller 3,3 pct. årligt.

Tempoet er faldet i de seneste år, men Spanien er ikke kommet i krise som store dele af det øvrige EU. Tilmed er det i fjor lykkedes at få inflationen (2,6 pct.) nogenlunde under kontrol.

Det er et fremragende visitkort op til parlamentsvalget, og gør det muligt for vælgerne at betragte Rajoys løfte om to mio. nye arbejdspladser i de næste fire år som et realistisk mål. Den seneste rapport fra Sociologisk Institut viser at spanierne fortsat betragter arbejdsløshedsspøgelset som samfundets største problem. Det bekymrer 63 pct. af vælgerne. På de efterfølgende pladser finder man terrorismen (43 pct.), usikkerheden i gaderne (23 pct.), boligen (19 pct.) og immigrationen (15 pct.).


DEN NEGATIVE arv efter Aznar er et samfund hvor det er umuligt at føre dialog om de store samfundsproblemer, specielt siden 2000 hvor de konservative har regeret med absolut flertal.

Overfor den baskiske og den katalanske nationalisme har Aznar satset på en lige så kompromisløs spansk nationalisme. Den gør det svært for “periferiens” moderate kredse at se hvordan de skal finde deres plads i en spansk stat.

Den hårdt tiltrængte reform af det skandaleramte retsvæsen er ikke blevet til noget. Den politiske indblanding i statsadvokaturen og domstolene gør det umuligt at skabe enighed i parlamentet, og uden et bredt forlig savner en reform troværdighed.

Spaniens umodne demokrati fremgår af regeringens gentagne afslag på parlamentariske forespørgselsdebatter. Skandaler som olietankeren Prestiges forlis, hullerne i banelegemet under de nye højhastighedstog og flystyrtet, som kostede et halvt hundrede militærpersoner livet, er aldrig blevet behandlet til bunds.

I modsætning til Bush og Blair har Aznar også nægtet at tage en parlamentsforespørgsel om Sadams bortkomne masseødelæggelsesvåben. I valgkampen fulgte forsvarsminister Federico Trillo den arrogante stil op med at kaste en mønt til en journalist, der vovede at spørge.

Rajoy har et mere venligt og kompromissøgende image end forgængeren, men de konservative har besluttet, at så længe meningsmålingerne er fordelagtige, er det bedste forsvar mod problemerne at ignorere dem.


RAJOYS SVAGE FLANKE er de spanske tropper i Irak. Socialisterne lover at trække tropperne tilbage, medmindre FN overtager ansvaret for situationen i landet.

Den holdning er populær langt ind i Partido Populars rækker, men på dette område fanger bordet for Rajoy.

Bag det hele ligger Aznars kovending i udenrigspolitikken. USA og Storbritannien har afløst Frankrig og Tyskland som de vigtigste partnere på den internationale scene. Vigtige geopolitiske overvejelser ligger bag dette skift, både franskmændenes forræderi under persillekrigen med Marokko, og tyskernes nye prioriteter i Østeuropa.

Zapatero lover i tilfælde af en valgsejr at bringe spansk udenrigspolitik tilbage på sin traditionelle kurs, på linie med de to sværvægtere i Europas centrum.


SAMME DAG som det spanske parlamentsvalg er der autonomvalg i den socialistiske højborg Andalusien. Her er veteranen Manuel Chaves (14 år ved styret) så godt som sikker på genvalg som præsident, og spørgsmålet er udelukkende om han kommer til at regere alene, eller må forny regeringssamarbejdet med det lille centrumparti Partido Andalucista.

Chaves er i princippet ikke indstillet på at lukke venstrefløjskoalitionen Izquierda Unida ind i varmen. IU er dog en rar joker at have på hånden hvis PA skulle blive besværlig. PA opvartes til højre af den konservative kandidat, Partido Populars Teófila Martínez, hvis spinkle forhåbninger også knytter sig til et fornuftsægteskab med andalucisterne.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---