
Bodil og Finn Esborg.
Det aktive præstepar
Skrevet af Solkysten
Bodil og Finn Esborg er for nylig flyttet fra Sydslesvig til Costa del Sol for at arbejde som præstepar i den danske menighed øst for Málaga.
Han har fra den 1, september udstået sin tjeneste som præst i den danske folkekirke og er blevet emeritus, men den 64-årige mand har bestemt ikke mistet gejsten. Han vil sammen med sin kone Bodil fortsætte det velgørende arbejde i den danske menighed på Costa del Sol.
- Vi har som vores forgængere Alice og Torben Rostbøll sat os for holde sammen på flokken, men vi vil ikke kaste os hovedkulds ud i kirkearbejdet. Det forudsætter kendskab til de konkrete behov, før man sætter initiativer i gang. Vi vil bruge de kommende måneder på at tale med medlemmerne af menigheden og lytte til deres forslag, siger Finn.
Præsteparret har allerede på kort tid dannet sig et billede af den danske menighed øst for Málaga, som bor mere spredt end den danskerne vest for Málaga. Bodil og Finn vil derfor styrke sammenholdet med fællesarrangementer, som ikke nødvendigvis har religiøst indhold.
- Kirken har en social funktion, der er mindst lige så vigtig som gudstjenesterne. Fællesarrangementer kan være alt fra foredrag til udflugter og behøver ikke at koste en herregård. De kan arrangeres til en fornuftig pris og er pengene værd. Arrangementerne skaber et netværk af kontakter og venskaber, som giver større tryghed og livsglæde, for Finn.
Præsteparret ankommer til Costa del Sol med rige erfaringer fra kirkearbejde i udlandet. Finn er uddannet teolog på Københavns universitet og har sammen med sin kone Bodil været tilknyttet tre danske menigheder i udlandet. Parret boede bl.a. i Lissabon fra 1967 til 1972, hvor han arbejdede som sømandspræst.
- Vi hjalp de danske sømænd, som var gået i havn. Mange savnede deres familie og havde brug for en at tale med i fortrolighed. De lettede deres hjerter og sejlede videre med større ro i sindet, erindrer Bodil.
De aktive præstefolk vendte i 1972 tilbage til et embede i henholdsvis Uldum og Langskov, indtil de i 1988 flyttede til Berlin for at være del af den danske menighed.
- Der var et stort sjælesorgarbejde med mange hjemmebesøg, telefonkontakter og korrespondance med de danskere, der boede rundt omkring i det tidligere Østtyskland. De savnede et tilholdssted og henvendte sig til den danske menighed med store og små problemer, fortæller Finn.
Det virkelystne ægtepar fortsatte deres kirkearbejde i to danske menigheder Frederiksstad og Bredsted i Sydslesvig. Finn var i flere år tillidsmand for sine kolleger og blev udnævnt til skolerepræsentant i Dansk Skoleforenings Fællesråd.
- De to menigheder havde vidt forskellige behov. I Frederiksstad boede hovedsagelig de ældre, og vi startede en læsekreds med filmforevisninger og arrangerede udflugter til Danmark samt udlandsrejser til Portugal, Grækenland og Berlin. Bredsteds menighed var langt yngre, hvilket førte til stiftelsen af en juniorkonfirmandklub og et godt samarbejde med FDF, siger Finn.
Han ser sammen med Bodil frem til at møde de mange medlemmer af den danske menighed øst for Málaga og er sikker på at lære en masse af dem.
- Man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt. Det første skridt bliver et kursus i spansk. Vi har tidligere lært portugisisk, men er begyndt at blande de to sprog sammen, og det nytter jo ikke, konkluderer Bodil.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2003

