Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
De klassiske massager fjerner muskelspændinger og rygsmerter.
De klassiske massager fjerner muskelspændinger og rygsmerter.
Bad på arabisk
Skrevet af Solkysten
“El Hammam” skaber
balance i krop og sjæl
I den halvmørke badestue pøser svedende badegæster vand over sig med et lille lerkar. Skålen fyldes som en refleksbevægelse med rindende vand fra flere kar, som er placeret på den ene side af marmorbænken. Vandet har samme temperatur som den fugtige luft i badstuen, og her viser termometeret 45 grader, men på mystisk vis køles kroppen ned.

Temperaturen og den høje luftfugtighed generer derfor ikke de tilstedeværende kvinder og mænd. De snakker om løst og fast, men den høje stemmeføring fra den ydre verden er forandret til sagte hvisken. Der er højt til loftet i den arabiske badstue, og det sparsomme møblement får stemmerne til at runge.

Den intime stemning understreges af lyset fra blinkende fyrfadslys, som er placeret på gesimser og i lysestager i væggen. Andre steder udsender olielamper en behagelig duft af orientalske krydderier og parfume og får næseborene til at vibrere.

Den konstante lyd af rislende vand og arabiske musik i baggrunden fuldender billedet. De blide toner fra guitarer og trommer svæver gennem det underbelyste lokale og giver badegæsterne en følelse af fred og velvære. En forunderlig ro breder sig og fortrænger de værste problemer. Om ikke andet så for en stund.

Magisk
Den magiske velvære i et arabisk bad har i mange år været forbundet med en udflugt til Marokko. Det kan nu lade sig gøre uden at forlade det europæiske kontinent. Málaga har siden i fjor haft et arabisk badehus ”El Hammam”, som tilbyder stressede mennesker at få balance i kroppen og skubbe de værste problemer fra sig for en tid.
Badstuen er indrettet i en ejendom fra det 18. århundrede i Málagas ældste kvarter ”La Judería”, hvis ejendomme har overlevet tidens tand på godt og ondt. Den gamle kvarter har flere hundrede velbevarede bygninger fra det 18. og 19. århundrede, men mindst lige så mange saneringsmodne ejendomme, som trænger til istandsættelse eller står til nedrivning.

”El Hammam Baño Mágico” er startet af tre spanske erhvervsfolk under ledelse af direktør María Herrero. Hun har sammen med sine to partnere, brødrene Ivan og Fernando Mendizabal, været fascineret af den arabiske kultur, og i fællesskab eller på egen hånd har de besøgt de fleste arabiske lande. For fire år siden foreslog hun de to brødre at åbne en arabisk badstue i Málaga. Badstuen skulle gengive de arabiske og tyrkiske bade til mindste detalje og kunne med en god beliggenhed og en fornuftig drift blive en rentabel forretning

- Vi kendte hinanden fra vores rejser til de arabiske lande og havde flere gange talt om at starte et arabiske eller tyrkisk bad i Málaga, men vi havde altid sagt det i spøg. Ingen af os havde regnet med, at det skulle ende som et seriøst projekt, siger María Herrero.

Hun har studeret arabisk kulturhistorie ved universitetet i Córdoba og har lavet flere projektopgaver om Málaga under det arabiske herredømme. Studierne har gjort hende til en ihærdig fortaler for bevaring af den arabiske kulturarv.

- Den arabiske kultur er del af vores fortid og må ikke forsvinde eller gå tabt, mener María Herrero.

Genopstandelse
De tre initiativtagere har haft andre argumenter til at sætte deres spareskillinger på ét bræt. Badehuset ”El Hamman” er mere end en forretning. Den puster liv i en ældgammel tradition, der har været tæt på at forsvinde i Málaga

- Vi syntes det var trist at de gamle araberbade ikke længere eksisterede i Málaga. Bygningerne var enten revet ned eller lignede bombede ruiner uden muligheder for at blive genopbygget til en overkommelig pris, siger Ivan Mendizabal.

De tre ejere besluttede derfor at lede efter en brugbar ejendom i det gamle boligkvarter La Judería, og valget faldt på en saneringsmoden bygning i en smal gyde ved siden af Plaza de la Merced.

- Ejendommen levede op til alle vore krav. Den lå det rigtige sted, selv om den kan være svær at finde første gang, og havde kun to etager, som til gengæld var store. Det var præcis, hvad vi ledte efter. Bygningen skulle gennem en omfattende restaurering ind- og udvendig, men de skæve mure og den tomme skal kunne med tålmodighed forvandles til en flot arabisk badstue, forklarer María Herrero.

Forsinkelser
Badehuset skulle oprindelig være færdig i slutningen af 2002, men de tre igangsættere løb ind i problemer. De måtte udsætte restaurereringen på grund af arkæologiske udgravninger.

- Vi havde sat os ind i byggevedtægterne og følte os på sikker grund. Alle ejendomme i det gamle kvarter er erklæret bevaringsværdige og der er strenge regler for istandsættelser og nybyggerier. Inden vi gik i gang skulle grunden undersøges for arkæologiske værdier, og vi ville ikke kunne fortsætte arbejdet i tilfælde af fund, siger María Herrero.
Kommunens folk foretog den obligatoriske inspektion af grunden og fandt et skrin med hollandske mønter fra det 16. århundrede.

Mønterne var i så god stand, at kommunen tilkaldte arkæologer og satte dem til at undersøge resten af grunden. Der kunne være flere skatte under fundamentet.

Det største fund dukkede op seks meter under jordoverfladen. Gravemaskinen stødte på skelettet af en dreng på syv-otte år. Han stammede fra maurer-tiden (712 – 1492) og var begravet med hovedet mod Mekka.

- De arkæologiske udgravninger væltede alle planer. Arkæologerne var seks måneder om at finkæmme undergrunden og stødte hele tiden på nye spor af vores forfædre. Der fandtes rester af brønde fra romerne og potteskår fra før Kristi Fødsel, og det hele skulle undersøges med lup og pensel, siger María Herrero.

Studietur
De tre ejere spildte ikke ventetiden. De tog flere gange på besigtigelsesrejser til Syrien og Tyrkiet, hvor de studerede driften af offentlige badeanstalter og samlede flere hundrede fotografier og tegninger fra de ældste badstuer.

- Materialet har hjulpet os med at skabe en autentisk kopi af de arabisk bade. Vi har været opmærksomme på de små detaljer i indretningen og har udnyttet hver eneste kvadratmeter maksimalt, forklarer María Herrero.

Stueetagen tager det meste af pladsen. Den består af en reception, to mindre omklædningsrum med skabe til værdigenstande og tre badstuer med forskellig størrelse og indretning .

Den første badstue har en temperatur på 30 grader og bruges til at give tyrkisk massage. Den næste badstue er varmet op til 45 grader med høj luftfugtighed og har marmorbænke med plads til 25 personer. I den tredje badstue ligger temperaturen omkring 40 grader og den er indrettet med en ottekantet marmorplade til at hvile sig på.
Den øverste etage består af et fællesrum med persiske tæpper og tykke madrasser på gulvet. Lokalet er beregnet til at slappe af efter en tur i badstuen og bruges til holdundervisning i forskellige former for terapi.

På samme etage er der ligeledes mindre rum til behandling med traditionel og orientalsk massage.

Ligestilling
Den arabiske badstue bryder på et enkelt område med de arabiske traditioner. Ifølge koranen kan mænd og kvinder ikke benytte badstuen på samme tidspunkt. Indehaverne indførte den samme ordning, men måtte konstatere at systemet havde ikke var den store succes.

- Vores gæster er åbenbart mere frisindede og foretrak at være sammen med begge køn. De bad os på en pæn måde om at opgive kønsinddelingen, hvilket vi naturligvis har taget til efterretning, forklarer María Herrero.

El Hammam er nu åben hver dag fra kl. 10.00 til 22.00 for både mænd og kvinder, men der findes faste regler. Badegæsterne skal bære et håndklæde hele tiden og har forbud mod at tage det af. Det gælder også under vaskning af kroppen.

Maria Herrero giver en kort, men fyldestgørende beskrivelse af fordelene ved det arabiske bad.

- Det er en ældgammel terapi, som skaber balance i krop og sjæl. Den fugtige varme åbner porrerne i huden og renser de indre organer for affaldsstoffer. Luftfugtigheden stimulerer blodcirkulationen så antallet af både hvide og røde blodlegmer øges, og de spændte muskler løsnes op, siger hun.

Jesper Sander Pedersen

INFO

El Hammam Baño Mágico
C/ Tómas de Cózar 13
29008 Málaga
Telefon 952 212 327
Det arabiske bad ligger i en smøge to minutter fra Plaza de la Merced.

Åbningstider: Hver dag fra kl. 10.00 til 22.00.

Badet tilbyder følgende massager:
Aromatisk massage.
Energimassage
Hovedmassage.
Ansigtsmassage
Rekleksmassage (af fødder) • Sportsmassage.
Klassisk massage
Vanddrivnede massage Thailandsk massage.
Shiatsu (smertestillende massage fra Japan)
Det er nødvendigt at
bestille tid til behandling af massører.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga