Der var nu gået 19 måneder efter at de spanske generaler havde startet krigen, og trods hårdnakket modstand fra Republikkens side avancerede Francos tropper langsomt men ubønhørligt, og efterhånden var tre fjerdedele af landet i Francos besiddelse. Republikken gav alligevel ikke op, man talte dog ikke længere om sejr, men om modstand.

Franco indfører
nye bestemmelser
I Francos del af landet blev religionsundervisning igen obligatorisk i alle skoler, efter at Republikken i sin tid havde afskaffet den. (I dag har Aznars regering igen indført religionsundervisning i skolerne, efter at socialisterne efter Francos død havde afskaffet den). Desuden skulle alle skoler have et billede af Jomfru Maria på væggen. Alle elever skulle som i tiden før Republikken sige et Ave Maria både når de gik ind i klassen, og når de forlod den. Senere blev krucifikset også obligatorisk. Både lærere og elever skulle gå til messe om søndagen.

Det blev også obligatorisk for alle kvinder mellem 17 og 35 år, som ikke havde en familie at sørge for, at deltage i en eller anden form for socialt arbejde. For senere at opnå et arbejde var det nødvendigt at forelægge et bevis på, at man havde ydet en sådan social tjeneste.

Falangen udstedte desuden et dekret, som ikke alene tillod jesuitterne at vende tilbage, men oven i købet gav dem en priviligeret stilling som de end ikke havde nydt under monarkiet. Samtidig blev de normale forbindelser med Vatikanet genoprettet.


Republikken opnår
en sejr til søs
I marts 1938 opnåede Republikken dog en uventet sejr til søs. Den nationale flåde med “Baleares” i spidsen sejlede forbi Cartagena - for en gangs skyld uden at være ledsaget af tyske eller italienske torpedojagere - da den blev beskudt af tre skibe fra den republikanske flåde. “Baleares” blev ramt midtskibs og sank straks. De to andre skibe gjorde intet for at redde besætningen på det sunkne skib. En patrulje fra ikke-interventionskommiteen, som befandt sig i nærheden samlede 400 af de 1000 skibbrudne op og tog dem med til Kanarieøerne.

Offensiv i
Nordspanien
De nationale havde nu begyndt en ny offensiv mod Zaragoza og Huesca, som længe var blevet forsvaret af den republikanske hær. Nu blev alle de små byer indtaget en efter en, og forfulgt af maskingeværsalver fra luften flygtede indbyggerne mod øst i en lang strøm med deres kvæg, høns og deres få ejendele læsset på kærrer.

Længere sydpå viste Francos hær sig også overlegen trods desperat modstand. Aragoniens sletter viste sig at være ideelle landingspladser for det tyske flyvevåben. Fra disse kampe lærte tyskerne en hel del om flyvevåbnets støtte til infanteriet - og det gjorde de nationale piloter efterhånden også.

I april så det ud til at krigen snart ville være forbi. Francos tropper nåede Middelhavet ved Vinaróz, hvor soldaterne begejstret vadede ud i havet og tog det i besiddelse på samme måde som Balboa i 1517 var nået ud til Stillehavet og havde taget det i besiddelse i de katolske kongers navn.

Republikkens
område deles
For Republikken betød det, at deres område nu var delt i to dele, noget man længe havde frygtet og til en vis grad havde været forberedt på. En regulær postforbindelse med undervandsbåd blev hurtigt oprettet mellem Barcelona og Valencia, såvel som en passager- og fragtforbindelse.

Regeringen blev nu i Barcelona, mens general Miaja blev øverstkommanderende i hele resten af de områder, der stadig var i Republikkens hænder, d.v.s. Madrid og den sydvestlige del af landet.

I Pyrenæerne var de nationale nået helt op til den franske grænse. Igen flygtede beboerne i tusindvis over grænsen. Mange af dem i en højde af 2000 meter og i bitter kulde og snestorme. Den franske regering nægtede at modtage dem, der havde deltaget i krigen. En afstemning fandt sted, og over 5.000 invilligede i at vende tilbage til Katalonien, mens 250 besluttede at gå over til den nationale zone. De civile flygtninge fik tilladelse til at blive og blev interneret i lejre.

I den republikanske regering havde førsteminister Negrin også svært ved at holde styr på de forskellige tendenser inden for det kommunistiske parti, hvor man var utilfreds med den måde, forsvarsminister Prieto førte krigen på, og det endte med at han måtte dimittere.

Negrin havde allerede i maj måned udfærdiget et dokument “de tre punkter”, som gik ud på at gøre en ende på indblanding fra udenlandsk side, garantere demokratiets beståen og udelukke enhver form for politisk forfølgelse efter krigens ophør.

Disse tre betingelser skulle være basis for en forhandling, men Franco ville ikke høre tale om noget andet end betingelsesløs overgivelse. Han havde til hensigt at vedtage en lov vedr. politisk ansvar, som omhandlede alle som på forskellig vis havde modsat sig “den nationale bevægelse”. Herefter var vejen åben for enhver form for repressalier.

Desuden havde politiske og personlige forfølgelser fundet sted fra første færd. Så snart de nationale havde indtaget en plads eller en by, plejede de uden videre at skyde dem, der havde prøvet at forsvare Republikken. Det samme skete på den republikanske side, hvor de nationale blev beskyldt for at være fascister, mens de nationale omtalte “de røde” som “antipatrioter”.

Sovjet og Tyskland
vil trække sig tilbage
Sovjetregeringen ønskede nu pludseligt at de spanske kommunister også skulle trække sig tilbage fra Negrins regering. Dette skulle bl.a. overbevise den engelske og franske offentlige mening om, at Sovjet ikke var interesseret i at erobre magten i Spanien. Men der var også en anden grund til denne indstilling: Hvis 2. Verdenskrig skulle bryde ud - og det så det ud til - ville det således være lettere for Rusland at opnå en alliance med England og Frankrig mod Hitler. Samtidig ønskede Hitler også at trække sine tropper tilbage fra Spanien. Det østrigske lufvåben trængte til hjælp og som Hitler udtrykte det: “Vore tropper i Spanien kan ikke lære mere der”.

I juni blev ikke-interventionskommiteen endelig enig om at sende to kommissærer til Spanien for først og fremmest at finde ud af hvor mange udlændinge, der fandtes på begge sider og dernæst sørge for at de blev trukket tilbage. Udgifterne forbundet dermed beløb sig til 1.750.000 £, som blev afholdt af de lande, der var gået ind for ikke-interventionen.

Slaget ved Ebro
I juli måned indkaldte førsteminister Negrin til et møde i krigsrådet, hvor han erklærede at Valencia ville blive Francos næste sejr, medmindre der blev foretaget et afledende angreb, og han foreslog nu at falde fjenden i ryggen ved at krydse Ebro-floden og angribe Francos tropper som i nærheden af Castellon prøvede at frem til Valencia.

Af alle de store kampe, som fandt sted under den spanske borgerkrig, var den der udkæmpedes ved Ebro den vigtigste. Ikke alene p.g.a. dens voldsomhed, men også fordi her blev resultatet af krigen afgjort. Det blev en langvarig kamp, som fandt sted mellem juli og november 1938.

Det blev et sammenstød mellem store ideer og mellem to generaler, den republikanske Vicente Rojo og general Franco, og begge fronter talte omkring en halv million soldater i deres rækker.

Angrebet skulle foregå i al hemmelighed for således at overraske den nationale hærs bagtropper. I 100 små både som hver rummede otte mand og med hjælp af ti hurtigt sammentømrede pontonbroer krydsede hele den store hær over Ebro-floden en mørk julinat. Her deltog den Internationale Brigade for sidste gang, og den første bataljon, der krydsede floden bestod af skandinaver og katalanere, hvis befaingsmænd opmuntrede soldaterne i forskellige fremmede tungemål.

Alt gik godt til at begynde med, og der blev taget 4.000 fanger, men Franco havde sendt forstærkninger, og i de første fem uger af hans modoffensiv kastede det nationale luftvåben 10.000 bomber over deres modstandere, men Republikkens ingeniører reparerede ufortrødent de ødelagte broer, og man jublede over den første hastige sejr og håbede på at alt ville vende sig til fordel for Republikken. Man skulle bare holde ud og gøre modstand indtil situationen i Europa ville eksplodere, og det var alle sikre på at den ville. I så fald ville den tyske og italienske hjælp blive mindsket eller helt opgivet, og måske ville
England og Frankrig så blive draget ind i den spanske krig.

Men tiden gik, og krigen fortsatte langt ind i november måned, hvor de republikanske styrker til sidst måtte vige for de nationales massive angreb, som fortsatte indtil den første sne dækkede jorden på slagmarken. Den 18. november trak den sidste republikanske soldat sig tilbage over Ebro.

Republikken angav deres egne tal for døde og sårede til 70.000 indbefattet 20.000 tilfangetagne. Blandt deltagerne i den Internationale Brigade var tabene 75 pct. De nationale mistede 33.000 mand. Republikken mistede derudover 200 fly og måtte efterlade næsten al deres krigsmateriel, og dermed havde den mistet hele sin hær i Nordspanien.

Det var nu tydeligt, at magtbalancen hældede til fordel for de nationale, og det vigtigste problem for Franco var nu hvordan han hurtigst kunne vende sejren og gøre en ende på krigen.

I slutningen af december 1938 foretog Franco den endelige offensiv mod Katalonien. Den republikanske hær talte stadig ca. 250.000 mand, men moralen både hos militæret og blandt civilbefolkningen var meget lav. Antallet af desertører var steget stærkt, og det var ikke ualmindeligt, at en soldat der forsøgte at desertere blev skudt på stedet. Kun en lille del af hæren, som forsvarede Barcelona kæmpede med beslutsomhed. Kampånden blev erstattet af trangen til at redde sig selv. Alle var bange for at falde i hænderne på fjenden. Det er derfor ikke overdrevent at sige, at Barcelona faldt simpelthen fordi der ikke var vilje til at yde modstand.

Revolutionen og Borgerkrigen sluttede i Katalonien i en atmosfære af skuffelse. Kampene her havde varet i to måneder, men tabene på begge sider var ret begrænsede. 60.000 republikanske soldater overgav sig eller deserterede og mere end 20.000 gik i landflygtighed over grænsen til Frankrig.

Nu manglede Franco kun at indtage Madrid.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---