Midt mellem Málaga og Granada ligger en landsby opkaldt efter
en flod (i Danmark ville man nærmest kalde den for en å), kendt under navnet Rio Frio. Stedet er et godt mål for en udflugt, især
hvis man vil kombinere sin tur gennem et smukt
landskab med et sukkulent måltid, hvor forellen er “primadonna” på de fleste menukort. Har man været til påske-procession i Loja (se marts-nummeret), kan Rio Frio anbefales som gastronomisk supplement til den religiøse procession.




“El Pescado mas preferio - truchas del Rio Frio”. Dette slogan var påmalet en varevogn, beregnet på transport af ørreder, og hvor “d’et” i preferido var undladt for at få det til at rime (en lapsus, der i øvrigt ikke karambolerer med den andalusiske udtale af ordet). Frit oversat betyder sætningen, hvad de fleste læsere nok gætter: “Har du en yndlingsfisk - så må det være forellen fra Rio Frio”. Den anonyme reklamemand har ret. Rio Frio står i forellens tegn. Satser dog i nær fremtid på at blive kendt for sin stør og sin kaviar. Den rigtige vare, den vi normalt forbinder med Det Kaspiske Hav.

Hvad kan der fortælles
om landsbyen?
Lad mig starte med at sige, at den ikke er ret stor, og af samme grund er en sight-seeing ret hurtigt overstået. Der findes en hovedgade - det er klart - på begge sider af denne blot et par rækker huse, en del af dem af nyere dato. Til gengæld følger hovedgaden flodens løb - ganske vist på en kortere strækning, og det er virkelig noget af en oplevelse at observere det krystalklare vand, hvor stimer af foreller i alle størrelser stryger forbi i fuld fart, følger strømmen og forsvinder hvem-ved-hvorhen…

Rio Frio fik allerede for mange år siden tildelt “La Placa al Merito Turistico” - en anerkendelse, der var helt på sin plads, for landsbyen har gjort sit bedste for at tiltrække turister, og ikke mindst at lokke dem til stedet med det store tilbud af spisesteder.

Har man bestemt sig for at tage til Rio Frio er søndagen - synes jeg - en god dag, medmindre man er allergisk overfor store menneskemængder. Til gengæld får man stemning for alle pengene.
Man stryger op ad hovedgaden i selskab med spanske kernefamilier. Børnene har lige været i brusebad og fået søndagstøjet på. “El papi” har fået brillantine i håret… “La mama” ser også nydelig ud i sit søndagsdress fra “Cortefiel”. Ofte er de ledsaget af “Los abuelos”, der tripper bagud i slow motion… Flokke af lystige unge mennesker overhaler én, og selvfølgelig hører man både dansk, svensk, engelsk og tysk tale, for på en søndag er Rio Frio et sandt Babelstårn, dog med et dominerende islæt af Iberernes efterkommere.

Om søndagen er der i øvrigt marked langs floden. Det kan man snuse til… Men sjovest er det at observere forellerne stryge forbi og at more sig over børnene, der kaster krummer til fiskene og højlydt giver udtryk for deres glæde, når forellen siger “snup”. At være lystfisker på de kanter må vel være lige så nemt som at fiske i et akvarium. Herligt, hvis man har denne sportsgren som hobby.

Hører man til den ganske almindelige gruppe mennesker, der om søndagen gerne vil lufte bilen, samt give sjælen en chance for nye indtryk, ja så er Rio Frio et udmærket mål. Når man har parkeret sin bil, vil jeg anbefale en strøgtur, for både at suge stemning og samtidig finde ud af, hvor man helst vil indtage sit måltid. Automatisk kommer man forbi kirken - Nuestra Señora de la Misericordia - en forholdsvis nyopført bygning med et sterilt interiør, samt turistkontoret (der er lukket om søndagen - ja,ja). Pyt! Til gængæld findes der ikke så få spisesteder på begge sider af hovedgaden. For blot at nævne: “Paco Ramo” - lige ned til floden, “Bar Fernandez” med borde op til et gammelt springvand, “El Chiringuito”, “Domingo Rata”, “Quintana” etc., etc.

Priserne svinger fra sted til sted, så det kan betale sig at være lidt vaks. Dog, på alle spisekort får man tilbudt forel i tre-fire udgaver til priser der varierer mellem seks-syv og ti euro. Og selvfølgelig kan man få andre slags fisk plus et stort udvalg af kødretter, ikke mindst fra grillen, til priser vi kender fra kysten (10-15 euro).

Har man så sat et “punto finale” på et godt måltid, kan jeg anbefale at fordøje ved at smutte ned til “El Puente Califal” - den gamle bro fra maurertiden opført i det IX årh. Frem med kameraet, for det er et godt motiv!

Lad mig lige fortælle, at man allerede for over 40 år siden i landsbyen blev opmærksom på, at det iskolde og uforurenede vand kunne blive en indtægtskilde. Der fandtes foreller i floden … OK! Der blev konstrueret bassiner med henblik på at mulitplicere avlen af fisk til konsumbehov - og til opdræt af stør - en fisk, der har sit egentlige habitat i Det Kaspiske Hav.

Og dog … Der fandtes stør i Guadalquivir-floden indtil 1970, og et firma i Sevilla producerede førsteklasses kaviar, indtil Guadalquivir blev så forurenet, at produktionen måtte stoppe. (Selv Cervantes nævner de “sorte kugler” i et af sine kapitler i “Don Quijote”.)

Nå, men det var Ybarra-familien fra Coria del Rio (Sevilla), der specialiserede sig i produktion af kaviar af topkvalitet. I dåser påtrykt kyrilliske bogstaver (man har vel lov at bruge små, komercielle tricks) blev varen eksporteret til liebhavere her og der.

Projektet “stør og kaviar” blev dog ikke lagt på hylden trods Ybarra-fabrikkens yderst pessimistiske resultater i 70’erne. Biologer lagde hovederne i blød for at finde en løsning, og de fandt den!

Der skulle opdrættes stør i Rio Frio
Hvorfor? Læs videre… Projekt “stør” blev oprindelig startet for alvor for ca. 15 år siden af brødrene Julio og Alberto Domezain, hvis far - d.v.s. en generation tidligere - søgte med lys og lygte efter Spaniens mindst forurenede vandløb for at gøre sit projekt om ka-viarproduktion til en indbringende business. Ideen opstod engang i 50erne, hvor familien boede i Navarra og eksperter tilknyttet familievirksomheden efter et utal researchs fandt ud af, at Rio Frio i Granada-provinsen kunne prale af et vandløb, der simpelthen var perfekt til projektet “andalusisk kaviar”.

Kaviar - siges det - er gudernes nektar. Der betales store beløb for blot nogle gram af dette “sorte guld”, der hovedsageligt stammer fra Det Kaspiske Hav. Rusland og Iran har hidtil stået for produktion af denne delikatesse, der virkelig smager guddommeligt enten med vodka eller champagne.

Andalusien er nu med på vognen. I 50 pools i Rio Frio er der i de sidste 15 år blevet eksperimenteret med støren, specielt med hunnen, der efter mange, mange år (15-20) er i stand til under yderst gunstige betingelser (vand, temperatur, lys og pool-design) at levere en produktion af æg, d.v.s. kaviar, der faktisk er på højde med den velkendte Beluga-kaviar.

Opgaven er ikke altid nem: Hanner og hunner svømmer rundt omkring. Vejer allesammen omkring … 80 kilo. Men det er jo hunnerne, der er interessante, og oven i købet producerer og leverer kun 1 pct. af disse hunner de skønne grå perler, der smelter i munden.

Biologer er fortsat stærkt involveret i projektet. Virksomheden med brødrene Domezain i spidsen er nu i stand til at levere kaviar - ikke alene til Spaniens fem-stjernede hoteller, men også til udlandet - og således konkurrere med produkter fra Det Kaspiske Hav.

Lidt om støren - en virkelig “sui generis” fisk
Der findes 25 slags stør i verden. De varierer i størrelse og vægt. Således kan enkelte eksemplarer nå op til en længde af 4,20 meter og veje næsten et ton. Er jævnt fordelt i vande, der grænser op til Europa, Asien og Nordamerika. Fisken deler sin tilværelse mellem saltvand og ferskvand. Når fisken er kønsmoden, d.v.s. efter ti-års alderen, forlader den havet og smutter op ad en flod, hvor hunnen nu skal til at lægge æg. Hold Dem godt fast! 1.300.000 æg skal nu befrugtes (svarende til 15 kg. kaviar) af en macho-stør. Det kikser, det er klart, så kun en lille del af baby-størene når frem til flodens munding, hvor havvandet sætter yderligere liv i dem. To be or nor to be? … De fleste vælger havet som habitat og lever lykkeligt til en alder af over 100 år. “Kollegerne” fra Ural og Volga, hvorfra 90 pct. af kaviar-produktionen stammer, må nøjes med en kortere levetid, for den russiske mafia har ikke tid til at vente… Der er business i kaviar, og et utal af feinschmeckere med solid bankkonto er parate til at betale hvad det koste vil for varen. Dagens pris er lidt under 5.000 euro. Gourmeter sætter pris på fiskens delikate smag, der siges at være optimal når denne har opnået en vægt på otte kg. (efter ca. fire år).

Man når frem til Rio Frio ved at følge autobanen (N-321) til Granada eller ved at køre ad bagvejen, d.v.s. over Colmenar, Alfarnate og Puerto de los Alazores (se kortet). Uanset hvad man vælger, er ruten s-k-ø-n!

Liliane Kemp

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---