
Byfester i april
Skrevet af Solkysten
Málaga trækker som sædvanlig den største opmærksomhed. Påsken fejres fra den 4. til 11. april med processioner og optog i den gamle bydel. 37 forskellige broderskaber bærer hver dag, bortset fra lørdag den 10. april, dekorerede troner med Jesus eller Jomfru Maria gennem gaderne foran flere hundrede tusinde tilskuere. Optogene følger forskellige ruter og begynder på forskellige tidspunkter. Tronerne følges af hætteklædte medlemmer med relikvier (bannere, røgelseskar, vokslys, m.m.) og musikere med blæseinstrumenter og trommer.
Adskillige optog er forbundet med gamle traditioner. Broderskabet El Rico har siden 1759 haft ret til at søge om benådning af en straffefange. Den løsladte fange genvinder friheden onsdag den 7. april og viser sin taknemmelighed ved at følge optoget med bøjet hoved.
Medlemmerne af broderskabet Mena bærer skærtorsdag den 8. april den korsfæstede Jesus gennem Málagas smalle gader. Optoget ledsages af soldater fra fremmedlegionen, som synger slagsange til ære for fædrelandet. Processionen følges af kornetter og trommeslagere, der runger hult gennem gaderne.
Den tungeste trone, La Esperanza (5500 kilo), forlader samme aften sit sæde og bæres gennem gaderne med påskeprocessionens største følge. Flere tusinde troende går bagefter og viser Jomfruen deres taknemmelighed til næste morgen. Adskillige følger optoget uden fodtøj som tegn på deres anger.
Det samlede program findes på hjemmesiden www.agrupaciondecofradias.com og deles gratis ud på turistkontorer.
De fleste andre kystbyer fejrer påsken med samme entusiasme. Torremolinos, Benalmádena Pueblo, Arroyo de la Miel, Fuengirola, Mijas, Marbella og Estepona har processioner med troner i forskellige størrelser og indretning. Tidspunkter og optogenes varighed skifter fra by til by,
Øst for Málaga er Vélez-Málaga, Nerja og Frigiliana lige så kendte for deres højtidelige optog. De har samme ritualer og traditioner som processioner i andre byer og skuffer hverken indbyggerne eller de tilrejsende.
Det er svært at vide hvilket optog giver det bedste indtryk af påsketraditionerne. På hjemmesiden www.webmalaga.com kan man finde oplysninger om de enkelte byer og deres broderskaber.
Påsken er også forbundet med opførelse af teaterstykker med scener fra Biblen. Rio- gordo (30 minutter fra Málaga) har langfredag og påske lørdag ”La Pasión” - et skuespil over de dramatiske scener i Jesus’ korte liv. Forestillingerne samler hver påske flere tusinde tilskuere og er bestemt værd at køre efter.
Rådhuset 952 732 154.
Igualeja (30 minutter fra Ronda) opfører påskelørdag et tilsvarende skuespil om Jesus’ liv. Forestillingen starter kl. 12.00 på kirkepladsen og gengiver 17 episoder fra det gamle og det nye Testamente. Jesus møder den barmhjertige samaritan og spiser den sidste nadver, før han korsfæstes af de romerske soldater på en bakke udenfor byen. Halvdelen af indbyggerne medvirker i forestillingen, mens den anden halvdel overværer skuespillet sammen med flere tusinde tilrejsende.
Rådhuset 952 181 620.
Carratraca (60 minutter fra Málaga) bruger tyrefægterarenaen som teater og opfører langfredag og påskelørdag en forestilling med mindst 100 amatørskuespillere. Begge dage starter forestillingen kl. 17.00 og er et glimrende påskud til at besøge den hyggelige by, hvis berømte badeanstalt i øvrigt snart genåbnes.
Rådhuset, 952 458 016.
April måned giver mulighed for at deltage i andre byfester. Cártama (30 minutter fra Málaga) fejrer fra den 22. til 26 april Feria de la Virgen de los Remedios. Byfesten starter ved at en trone med byens skytsengel bæres fra et kapel til kirken San Pedro Ápostolo. Tronbærerne behøver godt fodtøj, for kapellet ligger på toppen af en højderyg med stejle bakker. Skytsenglen hyldesden følgende dag under et optog, der suppleres med almindelig folkefest på feriapladsen og optræden af kendte artister.
Rådhuset, telefon 952 422 195.
Den lille bjergby Benadalid (60 minutter fra San Pedro de Alcántara) holder lørdag den 24. april Feria de San Isidoro de Sevilla, der blander religiøsitet med folkelig underholdning.
Byfesten starter med en gudstjeneste og fortsætter med et optog, hvor skytshelgenen bæres gennem byen. Om aftenen samles de unge på kirkepladsen og danser til levende musik til langt ud på natten. Byfestens største begivenhed er en koncert med Santa Maria koret fra Málaga.
Rådhuset, telefon 952 152 753
Casabermeja (45 minutter fra Málaga) har søndag den 25. april Romeria de San Marcos. Indbyggerne tager på skovtur og spiser foruden lokale rettet en vandkringle pyntet med hårdkogte æg. Det er samtidig en tradition at bekæmpe djævlen ved at binde små knuder på afgrøderne. Det skulle efter sigende beskytte den kommende høst mod djævelskab.
Rådhuset, telefon 952 756 377.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004

