Efter Malagas fald begyndte de nationale en ny offensiv sydøst for Madrid langs Jaramadalen. Offensiven kom som en overraskelse for den republikanske hærledelse som blev fuldstændig overmandet og tilintetgjort efter en hård kamp, hvor man kæmpede til sidste mand.

Nu kom frivillige fra den Internationale brigade til undsætning, og i den efterfølgende kamp lykkedes det det russiske luftvåben med deres store kampfly at jage de tyske junkers på flugt.

Slaget ved Jarama endte trods alt uafgjort. Selv om de republikanske styrker havde måttet trække sig 20 km tilbage, havde de til gengæld stadig kontrol over Madrid-Valencia vejen. Begge parter erklærede sig derfor som sejrherrer trods et tab på 25.000 mand på Republikkens side og 20.000 på de nationales side.

50 pesetas for overgivelse
Eftersom Málaga havde været så let at indtage, var de italienske tropper ivrige efter at foretage nye militære ekspeditioner. Planen gik ud på at foretage et nyt angreb på Madrid, men fra den nordøstlige side.

Det ville indebære først at erobre Guadalajara ca. 60 km øst for Madrid. Denne by er under normale omstændigheder en ubetydelig provinshovedstad, men i 1937 var den det russiske luftvåbens hovedkvarter. Angrebet blev hurtigt sat i gang med 20.000 mand fra Fremmedlegionen, nogle marokkanere og carlister, 30.000 italienske soldater ledsaget af 250 tanks og andet tungt materiel samt en afdeling specialiseret i kemisk krigsførelse.

Den republikanske regering havde længe beklaget sig til De Forenede Nationer over, at det var regulære italienske hærstyrker som deltog i kampen i modstrid med internationale bestemmelser, og for at bøde på dette forhold gik man over til at smide flyveblade ned fra luften, hvori man tilbød italienske desertører frit lejde og en belønning på 50 pts., hvis de overgav sig, og 100 pts. hvis de overgav sig med våben.

Derefter blev hele den republikanske hær med 80 bombefly og 70 russiske tanks sat ind på Guadalajara fronten. Dårligt vejr med slud, is og tåge hindrede de nationales tunge bombefly i at forlade deres improviserede landingspladser, mens det republikanske luftvåben med 80 russiske bombefly, som opererede fra den nærliggende Barajas flyplads understøttet af 70 russiske tanks, forhindrede de nationale i at avancere.

Italienerne fik snart ordre til at trække sig tilbage, og det gjorde de så hurtigt de kunne, forfulgt af den republikanske hær. De italienske tab var store, flere tusinde døde og endnu flere sårede.

Hemingway og
borgerkrigen
Efter slaget hævdede Republikken, at kampens udfald havde været en stor sejr over Mussolini. Hemmingway, som på det tidspunkt opholdt sig i Spanien, var i fire dage tilskuer til kampen, hvor han ledsagede den republikanske hær, og han påstod at kampen ville gå over i historien som en af de mest afgørende, verden nogensinde havde set.

Forfatteren til “Hvem ringer klokkerne for” tog i virkeligheden aktiv del i krigen, idet han fra at være krigskorrespondent blev instruktør i brug af våben for unge spaniere. Man kunne også træffe ham i et af USA opført hospital diskuterende litteratur ved en såret soldats sengeplads.

Guadalajara kampen blev afslutningen på en række konflikter omkring Madrid, og bortset fra et bombeangreb nu og da var der forholdsvis ro i hovedstaden. Byens største problem var forsyningen af levnedsmidler. I Valencia, hvor regeringen holdt til, spiste man godt hele krigen igennem, og besøgende blev beværtet med flere retter mad i modsætning til Madrid, hvor f.eks. kød var så godt som ukendt.
Trods sådanne mangler lykkedes det alligevel Hemmingway at fremskaffe tre dåser kaviar og en halv camembertost fra Hotel Florida. Byens største kamp bestod i at holde rotterne væk og børnene til skolen.

Den Internationale Brigade
Efter de hårde kampe omkring Jarama og Guadalajara fik Den Internationale Brigades overlevende medlemmer en hårdt tiltrængt hvilepause, hvor de fik tid til at tænke over om det at gå i krig ledet af idealistiske ideer var meget forskelligt fra en hvilken som helst anden krig. Var det ikke de samme strabadser, den samme træthedsfornemmelse, den samme kamp med utøj og rotter og kønssygdomme? Den samme mangel på søvn, ordentlig mad, savn af cigaretter og et bad en gang imellem?

Den Internationale Brigade bestod af frivillige fra 26 forskellige nationer. I en bataljon kunne der f.eks. være en del englændere, en abyssinier, et par fra Australien, en fra Jamaica eller fra Cuba. Abraham Lincoln bataljonen bestod af 550 amerikanere, heriblandt mange negre.

Sprogvanskelighederne forvoldte mange kritiske situationer, og de fleste af de frivillige havde aldrig deltaget i krigshandlinger før. De overordnede og de politiske kommissærer. var alle kommunister.

Allerede fra starten kom de mest udisciplinerede i konflikt med deres overordnede om ikke for andet så på grund af fuldskab. Men efterhånden opstod der mange andre problemer, de som ønskede at vende hjem kunne ikke få tilladelse til det, når de ønskede det. Nogle klagede over, at de havde regnet med, at de kunne vende hjem efter tre måneders ophold. Forsøg på desertation kunne medføre dødsstraf eller i bedste fald indespærring i en genoptræningslejr, noget de idealistiske, men skuffede unge mænd især fra England og de skandinaviske lande ikke var forberedt på.

Det lykkedes det engelske udenrigsministerium at opnå en overenskomst, hvorved engelske frivillige undgik dødsstraf, noget adskillige andre uden tvivl blev udsat for. Den Internationale Brigades kommunistiske ledelse viste ikke megen forståelse for det humanitære behov, men favoriserede partimedlemmer med hensyn til orlov og andre fordele. Der var også stor mangel på uniformer, så den engelske bataljon nærmest var klædt i pjalter. Utilfredsheden med kommunisterne i Spanien faldt sammen med den almindelige skuffelse over Stalins regime og nyhederne om udrensningen, som var påbegyndt i Moskva.

Mens de frivillige fra de nordiske lande følte sig skuffet vedblev tilgangen af østeuropæiske frivillige at strømme ind i Spanien, mange af dem fra Tito’s Yugoslavien. Eftersom det nu var blevet illegalt at melde sig som frivillig fra de lande som havde underskrevet ikke-angrebspagten kunne man risikere at blive arresteret.

Mens kampene en tid var indstillet blev det vanskeligere og vanskeligere at overholde disciplinen. Man begyndte at desertere i små grupper. En lastbil forvandt sporløst for at blive fundet nogle måneder senere i Barcelona, hvor tre-fire unge mænd havde fundet en båd, der kunne føre dem tilbage til England.

Guernica
Efter de hårde kampe ved Jarama og Guadalajara besluttede Franco klogelig at gå udenom Madrid og begyndte langsomt og sikkert, stykke for stykke at erobre landet omkring hovedstaden for derefter at fortsætte mod nord mod Baskerlandet.

Det blev her general Mola som i marts 1937 begyndte offensiven med en hærstyrke på 400.000 mand mod baskernes 45.000 dårligt udrustede hær, og mange ventede, at Bilbao ville blive erobret i løbet af 3 uger. General Mola kom som sædvanligt allerede fra første dag med trusler, idet han lovede at hvis man ikke gjorde modstand, men overgav sig, ville deres liv blive skånet. I modsat fald ville hele Vascongada blive jævnet med jorden, og fra første dag blev denne trussel til virkelighed. Den tyske condorlegion bombarderede hele landet sønder og sammen helt ned til Durango og den flygtende befolkning blev overalt beskudt med maskingeværer.

Guernica er en lille by i den baskiske provins Viscaya omkring 30 km fra Bilbao. Byen med en befolkning på ca. 7000 indbyggere er ikke anderledes end de andre små byer, som ligger spredt i det grønne, bakkede landskab, men den har været kendt fra tidernes morgen, for det var her byens borgere samledes omkring det gamle egetræ for at vedtage landets love.

Hen på eftermiddagen den 26. april 1937 lød luftalarmen fra kirkens tårn for at melde et kommende luftangreb, og 20 minutter senere kom de tyske Heinkelfly til syne i horisonten og begyndte at bombardere den forsvarsløse by, som ikke havde noget som helst militært mål.

Folk begyndte at flygte ud af byen men blev ubønhørligt forfulgt af maskingeværsalver. Brandbomber, som vejede op til 500 kg blev kastet ned over byen i bølger af luftvåben, som fulgte efter hinanden hvert 20. minut i de efterfølgende fire timer. Byens centrum var én eneste brændende ruinhob, og 1650 mennesker blev dræbt og nær ved 1000 blev såret. Det gamle egetræ, som ikke stod i byens midte blev bevaret, men er i dag blevet erstattet af et yngre træ, mens resterne af det gamle – en lille del af stammen – står velbevaret omringet af et gærde.

Bombardementet af den åbne by uden militær betydning vakte harme i internationale kredse, mens chefen for de nationales propagandamaskine udtalte, at det var baskerne selv, der havde ødelagt deres by, idet de meddelte, at ingen af deres fly havde forladt flyvepladsen den dag. Bomberne, sagde de, var blevet lavet i baskerlandet og de mange eksplosioner var en følge af, at byen havde sprængt deres kloaksystem.

Sandheden er dog for længst blevet kendt, dels ved øjenvidnes udsagn, dels ved udtalelser fra det tyske luftvåbens øverste leder, som indrømmede, at tyskerne var ansvarlige. Han tilføjede, at angrebet havde været en fejltagelse og var blevet forårsaget af usigtbart vejr og mangel på erfaring (det der i dag i moderne hærledelse kaldes colaterale hændelser).

Selveste Gøring indrømmede i 1945 at tyskerne havde brugt Guernica som et forsøg for at se virkningerne af et massebombardement, og Ribbentrop bad senere Berlin om at få Franco til at nægte, at de tyske piloter havde været ansvarlige for bombardementet.

Picasso, som indtil videre ikke havde interesseret sig meget for politik, havde tidligere på året fået til opgave at dekorere den spanske pavillon på den internationale udstilling i Paris. Han begyndte nu straks at arbejde på et værk, som repræsenterer krigens rædsler og gav udtryk for det der var sket i Guernica. Resultatet blev det kendte billede, som almindeligvis bliver betragtet som hans hovedværk.


Baskernes frihed slutter
Bilbaos erobring blev forsinket af dårligt vejr, som også var skyld i general Molas død. Han var på vej til Burgos, da hans fly i det usigtbare vejr stødte mod en bjergtop og styrtede ned.
Det store spørgsmål var nu om der havde været en tidsindstillet bombe i flyet. Der var mange, der havde ønsket Molas død blandt andre Franco, som uden tvivl følte sig lettet over den uventede hånd, som skæbnen havde rakt ham ved at skaffe en af hans største rivaler af vejen.

Bilbao belavede sig på forsvar, men overmagten var for stor, og byens indbyggere begyndte at flygte forfulgt af maskingeværsalver fra Condor legionen, og byen måtte overgive sig.

Med byens fald endte baskernes frihed, idet erobrerne gjorde alt, hvad de kunne for at bekæmpe den baskiske uafhængighedsbevægelse, bl.a. blev det baskiske sprog forbudt.

For at udgå de meningsløse mord på civilbefolkningen, som havde fundet sted efter Málagas erobring, hvor ukontrollerede myrderier havde fundet sted, hindrede Franco i dette tilfælde, at store troppestyrker besatte byen.

I stedet for at sende hjælp til Baskerlandet var regeringen optaget af indre politiske stridigheder. Den splittelse, der viste sig indenfor de forskellige grene af det spanske kommunistparti, svækkede Republikkens styrker i kampen mod fascismen og førte til en minikrig indenfor borgerkrigen.

Den russiske militærhjælp var vigtig for Republikken, og det betød, at ingen vovede at kritisere USSR trods den efterhånden mærkbare tilbagegang, som de revolutionære tendenser var ude for.

Negrin bliver førsteminister
Negrin, som havde efterfulgt Largo Caballero som førsteminister, var en moderat socialist fast besluttet på at vinde krigen om han så derved måtte gå på akkord med sine idealer, og han var derfor nødt til at acceptere mange ting både fra den russiske ambassadørs side, men også fra det spanske kommunistparti, som han ikke havde meget tilovers for.

Selv om han stod på god fod med den russiske økonomiske rådgiver, måtte han ved flere lejligheder lægge bånd på sig selv for ikke at bryde den diplomatiske forbindelse med Rusland. Mens den tidligere førsteminister Largo Caballero altid havde modtaget den russiske ambassadør uden forudgående aftale, når som helst denne ønskede det, insisterede Negrin på, at ambassadøren skulle telefonere i forvejen og aftale et møde. Mens russerne tiltalte Largo Caballero som “kammerat”, insisterede Negrin på at blive kaldt “Hr. Førstreminister”.

Han stod sig godt med lederne af det spanske kommunistparti men følte stærk uvilje mod La Pasionaria, som på det tidspunkt var meget populær.

POUM-affæren
Et af de tilfælde, hvor Negrin var på nippet til at bryde med Sovjetunionen var i anledning af mordet på Andrés Nin, som var leder af POUM, et kommunistisk parti, som tog afstand fra det officielle kommunistiske parti PCE.

Han havde tidligere opholdt sig i Rusland og havde været ven med Trotsky, hvilket var nok til at han var ildeset af russerne. Han blev samtidig kraftigt kritiseret af de forskellige grene af det kommunistiske parti, især af PCE som så en konkurrent i POUM, og anarkisterne beskyldte partiet for at have forrådt arbejderklassen ved at deltage i en borgerlig regering. POUM blev nu beskyldt for at være et fascistisk parti, som konspirerede med tyrannen Franco og derfor var en stor fare for hele landet.

En så alvorlig anklage skulle nu også bevises, og har man ingen beviser, så opfinder man nogle, og det varede ikke længe, inden politiet fandt en kuffert med hemmelige, forseglede dokumenter med POUM’s stempel på.

Blandt de kompromitterende dokumenter fandtes et brev fra Nin til Franco, og det blev grundlaget for retssagen mod den uskyldige Nin. Orlov, som var chef for NKVD’s spanske sikkerhedstjeneste fik ordre til at arrestere alle POUM’s medlemmer.

De spanske kommunister var rasende over den russiske indblanding og protesterede mod, at russerne opførte sig som om de var i deres eget land! Men resultatet blev, at POUM blev erklæret illegalt, og 40 af medlemmerne af centralkomiteen blev fængslet, mens alle partiets tilhængere med venner og bekendte gik rundt og frygtede det værste, eftersom det var Stalins vane at straffe kollektivt. Alle russiske aviser fulgte sagens gang, og meddelelsen om, at beviserne havde været uigendrivelige var et ubestrideligt tegn på POUM’s skyld!

Nin blev bortført af russiske agenter, tortureret og myrdet. Under forhørene nægtede han at opgive navnene på sine partifæller, hvorved han reddede mange af sine venners liv og, han nægtede også at underskrive noget dokument, hvori han indrømmede sin skyld.

Den russiske repræsentant for NKVD var ude af sig selv over det magre resultat. Hans egen stilling som Stalins trofaste sikkerhedsrepræsentant var i fare. Noget måtte gøres!

Man fandt på at simulere et forsøg på at befri Nin. I nattens mulm og mørke angreb 10 tyske medlemmer af Den Internationale Brigade det fængsel, hvor Nin opholdt sig. Ved det “mislykkede” forsøg havde de efterladt sig nogle tyske togbilletter som bevis på Nins forbindelse med de nationale.

Senere kom sagen for retten, og hvis Stalin havde regnet med den sædvanlige parodi på en rettergang med sensationelle tilståelser blev han i dette tilfælde skuffet. Alle Republikkens ministre og eksministre udtalte sig til fordel for POUM. Dommeren fandt, at alle partiets medlemmer var sande socialister og frikendte dem for anklagen om forræderi og spionage.

Havde det på det tidspunkt været muligt for Republikken at skaffe sig våben fra Amerika, England og Frankrig ville de socialistiske og republikanske medlemmer af den spanske regering sikkert have brudt med Stalin og hans regime. Men ikke-interventionspagten som var underskrevet af disse regeringer betød, at det ville være umuligt at bryde alliancen med Rusland under de nuværende forhold.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---