Iført det uundgåelige slør kører Mie Jarløv sammen med en sikkerhedsvagt fra den ene ende af Kabul til den anden. Hun skal til møde med en repræsentant for Verdensbanken, og med sig har hun alle dokumenter vedrørende en ny Satellit Earth Station.

Den 28-årige pige er en af de få danskere, som deltager aktivt i genopbygningen af Afghanistan. Hun er konsulent for et amerikansk konsortium, der har fået kontrakter på store projekter, og som har brug for en person med kendskab til den afganske kultur og det officielle sprog dari.

Mie Jarløv er uddannet journalist på univesitetet i Southampton og blev efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 aktivt medlem af antikrigsbevægelsen. Hendes engagement blev så stærkt, at hun for to år siden besluttede at rejse til Afghanistan på egen hånd. Den fordrevne befolkning var begyndt at komme tilbage fra bjergene, og der måtte være en masse at gøre for en ung journalist.

Mie rejste fra London over Bangkok til Islamabad i Pakistan og derfra videre til den afghanske hovedstad Kabul med et visum i passet. Hun fik et chok, da hun steg ud af flyvemaskinen.

- Kabul var jævnet med jorden de fleste steder. De skrøbelige lerhuse havde ikke kunnet modstå 25 års bombardementer. For de fattige var de eneste transportmidler hestevogne, som indbyggerne brugte til at transportere deres få ejendele. Antallet af butikker med forskellige fødevarer kunne tælles på en hånd, og der var forfærdelig beskidt overalt, fortæller Mie om det første indtryk.

Den danske journalist måtte indordne sig under de barske forhold i den afghanske hovedstad. Talibanerne var fordrevet fra byen, men havde efterladt et spor af fattigdom, sygdom og intolerance overfor kvinder.

- På hotelpensionen advarede de mig kraftigt mod at bevæge mig rundt alene. De anbefalede mig altid at være i selskab med mænd, der kunne agere som mit skjold, da jeg risikerede at komme ud for uventede problemer, hvis jeg prøvede at klare ærterne på egen hånd, forklarer Mie.

I Kabul kom hun i kontakt med en franskmand, som var ved at starte en tv-station og nye aviser og blade. Han manglede folk til at træne de lokale medarbejedere, der havde levet en menneskealder uden frie medier, og var helt uerfarne. I fire måneder var Mie redaktionschef på det første blad for kvinder i Kabul.

Efter fire måneder vendte Mie tilbage til civilisationen og købte en lejlighed i Nueva Andalucia og arbejdede tre måneder på Røde Kors i Marbella. Hun ville gerne bevare sine forbindelser til det fattige U-land og fik job i et amerikansk firma med akitiviteter i Afganistan og Irak.
Siden da har Mie pendlet frem og tilbage mellem Costa del Sol og Afghanistan. Hun er blevet udnævnt til konsulent og er ansvarlig for kontakterne mellem entreprenørselskabet og de afghanske myndigheder.

Arbejdsbetingelserne er bestemt ikke de bedste.
- Vi har ingen fotokopimaskine, og Internettet fungerer ikke altid. Lyset forsvinder undertiden i 24 timer, og nødgeneratoreren er ikke nok til at levere strøm til hele bygningen, fortæller Mie.

Den danske kvinde har haft stærke oplevelser under sine ophold i Afghanistan og er stadig fuld af beundring over, at den lokale befolkning kan være gavmilde og gæstfrie, når der er så lidt at give af.
- Indbyggerne lever i den yderste fattigdom, men insisterer på at give en kop grøn te og inviterer ofte på frokost derhjemme.

Taxachaufførerne nægter nogle gange at tage betaling for turen selv om hver en indtægt er vigtig. Det er den omvendte verden. De fattige mennesker giver til de rige, selv om det burde være modsat. Den mentalitet er svær at forstå for os i den vestlige verden, der forventer alt på et sølvfad og tager velstand for givet, siger hun.

Mie er glad for den nuværende stilling, men savner det humanitære arbejde. Hun tør ikke sige, hvor lang tid hun fortsætter som konsulent i Afghanistan. Det kræver man er temmelig hårdhudet.

- Jeg holder næppe ud i flere år, for det er utrolig trættende og stressende at løse de til tider meningsløse, bureaukratiske konflikter mellem myndighederne og de vestlige organisationer. Det er mere tilfredstillende at hjælpe befolkningen direkte, siger Mia Jarløv.

Jesper Sander Pedersen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---