Den 7. juni 1926 ved sekstiden om aftenen blev en fattigt klædt mand påkørt af en sporvogn i Barcelona. En civilgardist som overværede ulykken forsøgte at overtale tre taxichauffører til at køre den kvæstede til lægen, men det lykkedes ham først efter at have skruet bissen på.
I lægehuset lader det til at den kvæstede identificerede sig, men efter at have modtaget førstehjælp mistede han bevidstheden mens han ventede på ambulancen til Santa Cruz sygehuset. Her blev Antonio Gaudí, en af det 20. århundredes største arkitekter, indlagt som ukendt. Tre dage senere døde han.

De to mest universielle genier i Kataloniens historie forlod livet som de havde levet det. Dalí midt i et surrealistisk mareridt, Gaudí som en asketisk helgen.

Det med helgenen er ikke en talemåde. Da Barcelona i 2002 fejrede 150-året for Antonio Gaudí (1852-1926), indledte den katolske kirke processen om hans saliggørelse. Om nogle år vil den afdøde få plads blandt himlens øvrige helgener hvis det lykkes hans beundrere at skaffe beviser på to mirakler fra arkitektens hånd.

Normalt tæller de arkitektoniske mirakler ikke med, men i Gaudís tilfælde kan det ikke udelukkes. Hans livsværk er kirken La Sagrada Familia (Den Hellige Familie), som hvert år trækker titusinder af turister til Barcelona, hvor de fascineres af Gaudís bestræbelser på at trænge ind til tingenes væsen. Religiøs eller ej fornemmer man den åndelige kraft ved La Sagrada Familia, som for et kvart århundrede siden fik en af turisterne – den japanske professor Etsuro Sotoo – til at omvende sig til katolicismen. Sotoo arbejder i dag sammen med mange andre frivillige på den store byggeplads i La Sagrada Familia.

Få måneder før sin tragiske død så Gaudí det første tårn stå færdigt som en eksotisk blomst i et af storbyens anonyme hverdagskvarterer. Arkitekten drømte om en kirke som forsonede Gud med den moderne verden. Sidstnævnte betragtede Gaudí med dyb mistillid, så det er ironisk at mange kunsthistorikere har sat ham i bås som modernist.

Ikke ren dekoration
Det er svært at vide hvordan man skal forholde sig til Gaudís værk. Der er intet at sammenligne med.

Det som først springer i øjnene er de dekorative elementer. Tagrygge som skællede dragehaler. Kulørte keramikskorstene der snor sig som proptrækkere. Vindueshuller som grotterne i en klippevæg.
Det er naturligt at tænke at Gaudí var en stor skulptør, men næppe særlig praktisk anlagt som arkitekt. Og så er man allerede helt på galt spor, forsikrer en ekspert i Gaudí, arkitekten Joan Bassegoda fra universitetets Catedrá Gaudí.

- Gaudí har man kaldt troldmand og mystiker. Man har søgt efter frimurer-symboler og esoteriske elementer i hans bygninger. Senere har man også set dem som bevis på at han var gal eller psykisk ustabil. Sandheden er så enkel at den ikke falder nogen ind. Gaudí valgte altid de mest naturlige løsninger. Det er os andre som er blevet vænnet til det unaturlige, siger Bassegoda.

Gaudí havde ifølge Bassegoda en stor fordel i så henseende. Der var ingen arkitekter i hans familie. Ingen intellektuelle fordomme om hvordan tingene bør konstrueres med rette linier og geometriske former som trekanter og firkanter.

Den lille Antonio voksede op som søn af en ydmyg kedelflikker i det provinsielle Reus. I den frodige middelhavsnatur iagttog han det krogede egetræ som holder sig oprejst selvom det ikke har en eneste ret linie. Træet er ikke blot dekorativt, men funktionelt. Det er det nødt til at være for at overleve.

I disse omgivelser formedes Gaudís overbevisning om at naturens egne former - de organiske - er de mest hensigtsmæssige i strukturel henseende. Mens kollegerne studerede geometri, satte Gaudí sig i besiddelse af flere menneskeskeletter som han skilte ad og samlede igen. “Jeg kopierer naturens løsninger,” sagde han om sin arkitektur. Senere i livet, da han var gennemtrængt af religiøs mysticisme, sagde han på linie med Frans af Assisi at “Gud er den største arkitekt”.

La Pedrera
Det er klogt at nærme sig Gaudí fra hans mest praktiske side. Midt i den industrielle revolution fandt han en række mæcener i Barcelonas oplyste borgerskab. Dettes medlemmer kappedes om at opføre nye og iøjnefaldende residenser uden for middelaldermurene som, omsider, havde sluppet deres kvælertag om Spaniens mest dynamiske by.

En af disse ejendomme er Casa Milà, som barceloneserne normalt kalder La Pedrera. Det betyder på katalansk Stenbruddet, og det er et godt navn til et byggeri hvor det – bortset fra vinduesrammer og dørkarme – næppe er muligt at finde en eneste ret linie.

Byggearbejdet tog seks år (1906-12) og som alt fra den store arkitekts hånd var det en genial improvisation. Der forelå en slags tegning over projektet, men kun fordi det var en betingelse for at få byggetilladelse. I praksis var det umuligt at nedfælde ideen til “La Pedrera” på et fladt papir. Gaudí arbejdede som sædvanlig med en tredimensionel gipsmodel som han desuden forandrede uafbrudt, til fortvivlelse for den kommunale byplanarkitekt. På et tidspunkt regnede den samvittighedsfulde embedsmand sammen at Gaudí skyldte tre gange så meget i bøder som prisen på hele byggeriet. Byplanarkitekten indstillede at sagen blev ordnet på den barske måde med nedrivning af 4000 etagemeter. Til byrådets ros skal det siges at Gaudí hverken fik bøder eller ordre til nedrivning, for byrådsmedlemmerne forstod at det var et kunstværk som tog form.

I 1986 købte sparekassen Caixa Catalunya den store ejendomsbygning, hvis loftsetage nu er indrettet med en permanent (og meget pædagogisk) udstilling om Gaudís værk. Også af den grund er “La Pedrera” et godt sted at indlede bekendtskabet med den store arkitekt og hans revolutionerende ideer.

I hvalfiskens bug
La Pedreras loftsetage vækker minder om Jonas i hvalfiskens bug. Sammenligningen ligger lige for i det bugtede og aflange rum inden i et kunstigt skelet. De 270 murstensbuer eller “ribben” er et eksempel på at Gaudís “organiske” arkitektur ikke blot er til pynt. Buerne er en enkel og billig løsning på den bærende struktur i vægge og tag. Trods sit bastante ydre er La Pedrera en meget materialebesparende konstruktion, hvor Gaudí altid har baseret sig på den slags løsninger der lå klar fra naturens side.

I parantes bemærket anvendte han aldrig den samme løsning to gange, hvad der også skiller ham ud fra alle andre arkitekter. Der var så meget at kopiere at han altid fandt på noget nyt og bedre.

Enkeltheden ved Gaudís løsninger forbløffede en så rationalistisk sjæl som den schweiziske arkitekt Le Corbussier, der bevægedes ved synet af en anden af Gaudís “organiske” løsninger: En fattig skolebygning, hvis tag var en tro kopi af træets bølgende blade. Som sædvanlig havde Gaudí fundet en smuk løsning som også var økonomisk, fordi formens naturlige styrke forenklede den bærende konstruktion. Tilsyneladende førte mødet til at Le Corbussier blev lidt mindre dogmatisk i sin opfattelse af hvad der er rationalistisk og hvad der ikke er. På sin side var Gaudí ikke imponeret af sin schweiziske kollega, som han omtalte som en moderne sæbekasse-arkitekt.

Fra La Pedreras loftsetage stiger man op til tagterrassen med dens sære udvækster af skorstene, luftskakter og trappeopgange. Gaudí sluttede altid sine byggerier med en række “specialeffekter” af fantasi, farver og former, som ikke havde andet formål end at glæde synet og sindet. Taget skulle jo være der for at holde resten af huset tørt, og så mente Gaudí, man lige så godt kunne indrette tagterrassen med samme omhu som det øvrige hus. En af arkitektens store beundrere var Salvador Dalí som ved flere lejligheder lod sig fotografere i det fantasifulde landskab oven på La Pedrera. Som følge heraf er der også kritikere som har set Gaudí som pioner inden for den surrealistiske bevægelse.

For at ryste den ide af sig igen behøver man blot fortsætte besøget i en af La Pedreras lejligheder, som former del af Gaudí-museet. Her opleves arkitekten fra sin mest praktiske side. Lejligheden ligger badet i lys, selv den lange korridor som bølger sig rundt om en uregelmæssig gårdsplads. Fornemmelsen styrkes af de store åbne rum som er forbundet med skydedøre. Med sin behandling af lyset og rummet foregreb Gaudí en arkitektur som kom på mode mange årtier efter hans død.

Et religiøst valg
Fra den moderne mønsterlejlighed er der tilsyneladende langt til La Sagrada Familias neogotiske kirkearkitektur, som mere end andet har bidraget til arkitektens verdensberømmelse.

La Pedrera var det sidste store civile byggeri som Gaudí gav sig i kast med. Resten af sit liv viede han eksklusivt til La Sagrada Familia. Den var kommet ind i hans liv i 1883 hvor den første arkitekt gav op, inden byggeriet nåede op over jordhøjde.

Gaudí kom således til at bruge 43 år af sit liv på byggeriet af det 20. århundredes mest berømte kirke, men intet tyder på at projektet havde særlig betydning for ham i de første år. Nogle kilder beretter at Gaudí på denne tid var erklæret antikirkelig og gerne holdt foredrag om sine grunde på Barcelonas cafeer. Enten det er rigtigt eller ej, så var det katolske miljø ikke noget han voksede op med. Fødebyen Reus var en revolutionær rede i datidens Katalonien, fyldt med anarkister og “præsteædere”, så på et tidspunkt blev Gaudí tvunget til at træffe et bevidst valg mellem to livsholdninger som var skarpt konfronteret i en brydningstid i Kataloniens og Spaniens historie.

Gaudís grunde må man gætte sig til. Han hverken talte eller skrev om dem, men det er ikke svært at se en sammenhæng mellem hans arkitektoniske ideer og religionen. De sidste otte måneder af sit liv flyttede bourgeoisiets modearkitekt ind i værkstedet på La Sagrada Familia, hvor han levede omgivet af sine kære gipsmodeller. På det personlige plan havde Gaudí altid været fordringsløs, og på sine ældre dage kunne han både tages for en munk og en vagabond. Han gik meget fattigt klædt og brugte hverken undertøj eller strømper. Benene viklede han ind i lange uldstrimler for at beskytte dem mod gigtsmerterne.

Denne mærkelige fremtoning fik stadig fremtræde for samfundets førende mænd når han henvendte sig for at tigge om økonomisk støtte til sin kirke. Arbejdet var ikke nemt, men Gaudí var heller ikke nem at slippe af med. En fabrikant tilbød ham 1000 pesetas, som svarede til en million af dem vi sagde farvel til for nogle år siden. Gaudí afslog. “1000 pesetas er intet offer for Dem. De er nødt til at give 2000,” sagde arkitekten, som aldrig glemte at kirken var et sonoffer til Gud. Han modsatte sig tanken om at gøre den til sognekirke, hvad der ville have lettet finansieringen.

Hyldest til gotikken
Anarkismen var en af de synder som belastede menneskehedens samvittighed ved starten på det 20. århundrede. Det mente Gaudí, og efter hans død tog anarkisterne hævn. Ved udbruddet af Den Spanske Borgerkrig i 1936 brændte de værkstedet i La Sagrada Familia, og ved den lejlighed gik arkitektens tegninger og gipsmodeller tabt. Noget ufortjent blev Gaudís navn og værk knyttet til et storborgerskab som havde støttet ham økonomisk, men hvis livsstil lå ham lige så fjernt som anarkismen.

Efter tabet af de originale modeller fortsætter arbejdet på La Sagrada Familia lidt i blinde. I modsætning til førhen er der rigeligt med penge til rådighed, men nogle ønsker at stoppe byggeriet som ikke længere kan støtte sig til Gaudís guddommelige inspiration.

Det er tvivlsomt om arkitekten ville have bifaldet denne tanke, for han så La Sagrada Familia som et arbejde for flere generationer – akkurat som det var tilfældet med middelalderens gotiske katedraler.

Gaudí beundrede gotikken af flere grunde. De gamles ide om katedralen som bysamfundets fysiske og åndelige centrum tiltalte ham, og som stilart satte han gotikken over alle andre. Den er strukturel, sagde han – i modsætning til den efterfølgende renæssance, som Gaudí betragtede som ren dekoration.

La Sagrada Familias neogotiske stil er endnu mere strukturel end gotikken selv, for sidstnævnte havde nogle alvorlige tekniske defekter. Kuplerne øverst på de himmelstræbende piller styrtede ofte ned fordi de gamle bygmestre ikke var i stand til at beregne specielt de vandrette belastninger korrekt.

Gaudí tog på skovtur for at løse problemet. Træernes rødder og kroner lærte ham at fordele belastningerne på flere forgreninger af hovedpillerne. Sidstnævnte trak han desuden skæve for at udligne tagets belastning. Formen i La Sagrada Familias høje tårne kan virke lunefuld, men er i virkeligheden resultatet af et enkelt eksperiment. I sit værksted byggede Gaudi en omvendt kopi af tårnene i form af frithængende snore der forneden er bundet sammen i tårnets “spir”.

Små blylodder på snorene angav med jævne mellemrum den forholdsmæssige belastning, som den færdige struktur skulle udholde. Snorene blev trukket i kurver, og moderne edb-beregninger bekræfter at deres strukturelle funktion er optimal. Dette enkle trick kunne have sparet middelalderens store bygherrer for mange ærgrelser.

En ener
I dag er Gaudí beundret i hele verden for sine æstetiske og tekniske løsninger, og ikke desto er han lige så ensom en skikkelse i arkitekturens historie som dengang.

Specielt i Barcelona har den store arkitekt haft efterlignere, men deres bidrag til bybilledet er ofte af diskutabel kvalitet. Eleverne er blevet hængende ved det ydre – ved det rent æstetiske. De har ikke arvet sansen for det strukturelle – tingenes indre væsen, som var kernen i Gaudís arkitektur.

- Alle kopier af Gaudí er dømt til at mislykkes. Det er imod Gaudís ånd blot at gøre forsøget. Hans lære er at vi skal kopiere naturen. Gaudí var sikker på at den rummede mange meget bedre løsninger end dem han havde fundet, siger Joan Bassegoda.

pod.

GAUDÍ-RUTEN

Mange af Gaudís vigtigste bygninger ligger i Barcelona by hvor det er nemt at besøge dem med en rundtur i metroen. Her er forslag til et par stop:

Casa Batlló (1904-1906) er en af Gaudís patricierboliger, berømt for det glaserede tag med “dragehalen”. Der er adgang mod betaling til bygningen, herunder tagetagen.
Adresse: Passeig de Gràcia nr. 43.
Metro: Passeig de Gràcia.

Casa Vicens (1883-1888) er et tidligt eksempel på Gaudís værker, inspireret i maurisk arkitektur. Ingen offentlig adgang.
Adresse: Carolines, 18.
Metro: Fontana.

Colegio de las Teresianas (1888-1889) er nonnekloster og klosterskole. Et flot eksempel på Gaudís neogotik. Ingen offentlig adgang.
Adresse: Ganduxer nr. 85.
Bybusser: 16, 70, 72, 74.

Palau Güell (1886-1888) er en blanding af privatresidens og receptionslokaler, der blev bygget op til verdensudstillingen i 1888. Adgang mod betaling.
Adresse: Nou de la Rambla nr. 3-5.
Metro: Liceu.

Park Güell (1900-1914) er en lille haveby, et villakvarter integreret i naturen. Arkitektens eget hjem er indrettet som museum. Her boede han indtil han otte måneder før sin død flyttede til værkstedet i La Sagrada Familia.
Adresse: Carretera del Carmel nr. 1.
Bybusser: 24, 25.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---