Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Omgivelserne ved Hul 18 er også smukke.
Omgivelserne ved Hul 18 er også smukke.
En atypisk bane
Skrevet af Solkysten
Golf Torrequebrada holder
udstykningerne på afstand
Fra tee spejder de to golfere efter bolden på hul 1. Til alt held forsvinder den ikke i den tætte række af træer, men lander midt på fairwayen.

Den rige vegetation er en blandt mange udfordringer på golfbanen Torrequebrada, som ligger i et smørhul ved Benamádena Costa på en højderyg mellem bjergene og Middelhavet. Området er et af de steder på kysten, hvor der er opført flest ejendomme de sidste ti år.
Flere udstykninger har forvandlet den fem kilometer lange strækning mellem det femstjernede hotel Torrequebrada og Carvajal i nabokommunen Fuengirola til et boligområde med flere tusinde indbyggere.

De voldsomme byggeaktiviteter kunne have spærret golfbanen inde, men det er heldigvis ikke tilfældet. Banen har ved egen hjælp holdt byggeriet på afstand.

Banen tilhører konstruktions- og byggeselskabet Ploder Construcción S.A. Hovedaktionær i selskabet er den velhavende familie Gálvez, som har tjent gode penge ved byggevirksomhed. I dette tilfælde har moderselskabet dog fået forbud mod at finansiere driften ved at sælge udstykninger langs golfbanen.

Det er en behagelig kontrast til de fleste andre golfbaner i Spanien, hvor banen anlægges med boligsalget som garant for driften.
Den usædvanlige model på Golf Torrequebrada har vakt stor glæde blandt golferne, som her kan slå til bolden uden risiko for at smadre stuevinduerne i de nærmeste rækkehuse. Det fjerner imidlertid blot én bekymring. Banen betegnes som en særdeles hård nød for de erfarne handicapspillere og nybegyndere.

- De uspolerede omgivelser overrasker golferne ved deres første besøg. De kører fra kystvejen gennem et område med tæt bebyggelse, men i samme øjeblik, de kører gennem porten kommer de ind i et frodigt paradis og kan se frem til en runde på en krævende bane, siger Edward MacLean, sportsdirektør for Golf Torrequebrada.

Mesterstykke
Golf Torrequebrada har siden åbningen i 1976 haft ry for at være en af kystens største udfordringer. Golfarkitekten José Gancedo, som står bag designet, har forvandlet det bakkede landskab til en mesterskabsbane, der to gange er blevet brugt til at afvikle det spanske mesterskab for professionelle.

Det gode omdømme er ikke kommet af sig selv. Golf Torrequebrada er kendt og frygtet for banens store antal søer, vandhuller og bunkers. José Gancedo har placeret forhindringerne de værst tænkelige steder og har krydret de 18 huller med drilske fairways i forskudte niveauer. Hullerne slanger sig gennem landskabet og sætter konstant golferne på præcisionsprøver.

Teeslaget spiller af samme grund en vigtig rolle. Et skævt slag, og bolden forsvinder i den tætte bevoksning af palmer og frugttræer langs fairways. Golferne må enten sende bolden mellem træstammerne eller er nødt til at drop
pe bolden for at slippe helskindet fra det upræcise slag.
José Gancedo har desuden anlagt ikke færre end seks huller med dogleg. Golferne er hver eneste gang tvunget til at slå fra tee i blinde og skal vælge golfkøllen med omtanke.

Som en ekstra forhindring fejer en kraftig blæst ofte hen over banen, hvilket gør det endnu sværere at beregne boldens retning.
Banens sværeste udfordringer er de tre par 3 huller (hul 3, hul 9 og hul 11), som snyder de fleste spillere. Den korte afstand giver golferne tillid til at slå bolden direkte til green på første slag. De bølgeformede greens er usædvanlig hurtige og sender bolden ud i rough eller out of bounce.

Doglegs på stribe
Flere huller har et genialt design og fortjener en nøjere beskrivelse.
Hul 16 (par 4 på 388 meter) er banens største udfordring for præcisionsspillerne. Hullet er anlagt som en dogleg med skæve vinkler. Golferen skal fra den forhøjede tee slå bolden midt ud i fairway, der er beskyttet af to bunkers på venstre hånd. Indspilsslaget er lige så risikabelt et foretagende. Greenen ligger på en bakketop bag et vandhul og har to farlige bunkers i den venstre side.

Hul 10 (par 4 på 382 meter) stiller samme store krav. Hullet er slangeformet og beplantet med træer på begge sider af fairway. Greenen skimtes fra tee ved siden af en sø på højre hånd, og golferen skal passe på en bølgeformet bunker, der beskytter greenen.

På hul 18 (par 4 på 320 meter) skal golferen fra tee beregne afstanden til green næsten på millimeter. Den er beskyttet med fire bunkers på begge sider og kræver som de andre huller et blødt indspilsslag.

Et behageligt indslag findes ved hul 11, hvor der er et vandhul med ænder, gæs og skildpadder. Ved siden af ligger en lille bod og her har golferen mulighed for en forfriskning.

Jesper Sander Pedersen

Golf Torrequebrada er en pay & play bane. Reglementet er det samme som på St. Andrews i England. Det indebærer bl.a. at bluse med krave er obligatorisk.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga