Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Forhøjet kolesterol behøver ikke være farligt
Skrevet af Solkysten
Din læge har netop fortalt dig, at dit kolesteroltal ligger et godt stykke over det anbefalede. Det første du tænker på er kolesterolsænkende medicin, morgenmad uden æg, ingen smør på brødet og et permanent farvel til de røde bøffer. Din reaktion er helt på sin plads, for denne livsstilsomlægning har været god lægelatin i mange år, men der er efterhånden ved at komme en ny opfattelse af tingene. I dag hælder flere og flere læger til den teori, at man godt kan have et højt kolesteroltal, uden at det af den grund er sundhedsfarligt. Det er nemlig ikke kolesterol i sig selv, som er problemet, men derimod når kolesterolet bliver udsat for en proces, som kaldes ”oxidation” – eller iltning.

Beskyt dig med
vitaminer
Kolesterol er et fedtstof, der – ligesom blandt andet olivenolie – bliver oxideret (eller iltet) af luftens ilt. Når det sker, ændrer kolesterolet karakter og går i forbindelse med karvæggene. Den biokemiske reaktion danner grobund for en inflammationsproces, som fremmer åreforkalkning.

Jo mere kolesterol du har i blodårerne, desto større er naturligvis grundlaget for iltningen, men du kan effektivt beskytte kolesterolet mod iltning ved at øge dit indtag af antioxidanter (stoffer som modvirker oxidation). En af de mest kendte antioxidanter er vitamin E, som i øvrigt af samme grund bliver tilsat madolie for at forhindre iltningsprocessen.

Teknisk set kan du have et skyhøjt kolesteroltal og slippe afsted med det, sålænge du beskytter kolesterolet mod iltning ved at øge dit indtag af antioxidanter. Det er en helt ny anskuelse af kolesterol-problematikken, men det har sin begrundelse, for fremsynede forskere er nået til den konklusion, at det er vigtigere at beskytte kolesterolet end for enhver pris at reducere det med medicin.

Kolesterol-
medicinens ulemper

Der er en bevist sammenhæng imellem forkert livsstil med fed mad og manglende motion og forhøjet kolesterolmængde i blodet, og det er naturligvis et mål i sig selv at ændre på de dårlige vaner og erstatte dem med en sund livsstil. Men at vælge behandling med kolesterolsænkende medicin som den mest oplagte strategi er noget, flere og flere læger er betænkelige ved. Man har nemlig fundet ud af, at de kolesterolsænkende lægemidler (statiner), trods deres effektive kolesterolsænkende effekt, samtidigt har en hæmmende indvirkning på kroppens produktion af det energiskabende stof, coenzym Q10, som er nødvendigt for alle kroppens funktioner. Denne reduktion kan forårsage symptomer som udtalt træthed, muskellidelser, hjertesvigt og nedsat leverfunktion. Forklaringen er, at både kolesterol og coenzym Q10 dannes i leveren ud fra samme grundsubstans. Når man hæmmer kolesteroldannelsen, går det samtidigt ud over coenzym Q10-produktionen, og det er ikke hensigtsmæssigt for kroppen. Skal man endelig anvende kolesterolsænkende lægemidler over længere perioder, er det – siger eksperter på området – tilrådeligt at tage et tilskud af coenzym Q10 i størrelsesordenen 100-200 mg pr. dag.

Bare spis æg
Sammenfattende kan man sige, at det er vigtigt at leve sundt. Vi skal ikke være ligeglade med, hvad vi putter i munden. Til gengæld skal vi ikke lade os skræmme af et forhøjet kolesteroltal, som for nogles vedkommende kan skyldes arvelige faktorer. Hvis vi i det store hele lever et sundt og godt liv men har tendens til forhøjet kolesterol, er det bedre at tilstræbe at beskytte kolesterolet mod iltning ved at indtage de relevante antioxidanter (vitamin E, selen m.fl.) som tilskud end at medicinere os ud af problemet.

Og hvad angår æg – det er en fejl at gøre æg til en syndebuk. Korrekt, æg, rejer og visse andre indeholder mere kolesterol end andre fødevarer, men det påvirker ikke blodets kolesterolprofil i uheldig retning. Tværtimod er der dem, der mener, at æg ligefrem forbedrer forholdet imellem det gode HDL-kolesterol og det skadelige LDL-kolesterol.

Og så er der jo alle de andre vigtige stoffer i æg som for eksempel vitaminer, mineraler og aminosyrer, som gør, at æg er et fortrinligt næringsmiddel.


Statiner
hjælper mange


Uanset hvordan man vender og drejer det, er kolesterolsænkende lægemidler (statiner) et meget effektivt middel til at reducere forhøjede kolesterolværdier med. Mange ældre mennesker anvender dem efter anvisning fra lægen, og der er absolut ingen grund til, at de ikke skal fortsætte. Behandlingen kan imidlertid gøres endnu bedre, hvis man forebygger dens hæmmende indvirkning på kroppens egen produktion af det energiskabende stof, coenzym Q10.

I Canada er man som noget helt nyt begyndt at anbefale patienter i langvarig statin-behandling at tage et tilskud af coenzym Q10 for at kompensere for det tab, som statin-behandlingen forårsager. Denne information er blevet tilføjet den almindelige lægemiddelinformation i æskerne. På den måde drager man nytte af statinernes effektive kolesterolsænkende virkning samtidigt med at undgå de følgevirkninger, som et reduceret coenzym Q10-niveau i kroppen kan føre til. I USA er der ligeledes pres på myndighederne for at udbrede denne vigtige information til landets mange statin-brugere. Foreløbig er der ikke så meget fokus på problemet i Europa.

Bjørn Falck Madsen


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga