
Søren Topp
Fra dæksdreng til forfatter
Skrevet af Solkysten
Den 83-årige pensionerede styrmand og kaptajn har netop udgivet det første bind af sine erindringer. Den har fået den rammende titel ”Op i masten” og indeholder både dramatiske og morsomme oplevelser fra hans tid på fragtskibe og færger i årene 1936 til 1984, hvor Søren Topp gik på pension. Efter 40 år på havet ville kaptajnen i land og flyttede til Costa del Sol med sin kone Yvonne.
Erindringerne, som Søren Topp startede med at skrive i 1999, fortæller om en opvækst, der blev domineret af en streng far. Han var kaptajn i ØK (Østasiatisk Kompagni) og ville have, at der skulle være en kaptajn i rederiet efter ham. I familien Topp var det kun den ældste søn, der fik lov til selv at vælge løbebane, og da Søren var yngste dreng i børneflokken, måtte han bøje sig for faderens vilje og modvilligt stå til søs.
Skønt han som 15-årig drømte om en fremtid som præst eller sagfører, blev han taget ud af 6. klasse i foråret 1936 og sendt ombord på skoleskibet Georg Stage.
Herefter skulle der arbejdes på at opnå den nødvendige sejltid for at komme på navigationsskolen, og kort før 2. Verdenskrig fik Søren Topp hyre på skonnerten Grethe af Marstal, som i knap sødygtig stand skulle til Canada efter træ. Det blev en dramatisk tur, der da også endte med et forlis ud for den engelske kyst.
Under besættelsen læste Søren Topp først til styrmand, senere til skibsfører på Københavns Navigationsskole. De eksamensresultater, han opnåede bar tydeligt præg af, at hans interesse for søfart kunne findes på et meget lille sted. Mens de andre søfolk læste pensum til langt ud på natten brugte Søren mere tid på sin kæreste Bitten. At han under den tyske besættelse ikke kunne tjene til livets ophold på søen var for Søren Topp en kærkommen lejlighed til at finde anden beskæftigelse, og han tog gladelig ansættelse som ekspedient i en pladeforretning.
Den unge sømand blev i foråret 1943 ansat ved Rigspolitiet og var bådfører ved søpolitiet. Her var opgaverne mangeartede. Bjærgning af strandvaskere hørte til de ubehagelige - transport af jødiske flygtninge til de uofficielle og farlige.
Da værnemagten besatte politigården i september 1944, måtte han sammen med sine kolleger på patruljeskibet flygte til Sverige og vendte tilbage til sit fædreland som medlem af den danske brigade den 5. maj 1945.
Efter besættelsen tog Søren afsked fra Rigspolitiet og mønstrede som 4. styrmand på det navnkundige skib Jutlandia. Skibet tilhørte ØK og havde som de fleste andre fragtskibe været oplagt under besættelsen. Han sejlede fra Nakskov til New York i ballast og vendte tilbage til Europa med officersfruer til de udstationerede militærfolk.
Søren forlod Danmarks største rederi midt i 50’erne. Han var blevet træt af de lange sejladser til fjerntliggende havne og ville være tættere på familien i Danmark. Søren blev ansat af Skandinavisk Linietrafik som kaptajn på færgeruten mellem Tuborg Havn og Landskrona, indtil rederiet gik ind i udenrigsfart. Færgekaptajnen blev overflyttet til en ny post og sejlede en periode med rederiets lastskibe til fjerne havne.
Den eventyrlyste kaptajn søgte på det tidspunkt arbejde som lods i Suezkanalen. Lønnen var bedre, og her kunne han undgå de høje bølger, der herskede dels på havet og dels ombord. Ansættelsen røg desværre i vasken, da Egyptens præsident G. A. Nasser besluttede at nationalisere landets største virksomheder heriblandt Suezkanalen.
Søren Topp fik i stedet ansættelse hos danske skibsreder Jørgen Jensen, som han hjalp med konstruktionen af de to fragtskibe Fanny Scarlett og Linda Scarlett. I flere år var han på langfart med skibene, indtil skibsrederen solgte dem til et svensk rederi. Den nye ejer havde ikke mulighed for an beskæftige den danske kaptajn, for de daværende søfartsregler krævede, at kaptajnen havde samme nationalitet som skibet.
I stedet vendte Søren tilbage til sin gamle arbejdsgiver og sejlede på ny passagerer frem og tilbage mellem Tuborg Havn og Landskrona. Senere søgte han stilling som kaptajn og skibsinspektør ved A/S Bornholmsfærgen. Han stiftede de følgende år bekendtskab med det bedre borgerskab og mødte adskillige velhavende forretningsfolk.
Inden sin pension sejlede Søren for DSB på færgeruten mellem Korsør og Kiel. Han havde efterhånden fået tilstrækkeligt af gyngende skibe og besluttede i 1984 at lægge til kaj for sidste gang. Han ville nyde sit otium under sydens sol og lægge en stormombrust fortid bag sig.
Da Søren Topp besluttede at skrive om sine oplevelser, var det egentlig kun beregnet på hans mange venner og bekendte på kysten. En af dem syntes dog, det var så spændende læsning, at han opfordrede Søren til at finde et forlag, der ville udgive erindringerne.
Søren Topp sporede sig frem til forlaget Nautilus i Frederiksværk, som har udgivet adskillige bøger om søfart. Forlæggeren Thomas Nørgaard Olesen viste ikke den store entusiasme, men bad dog om at få noget materiale tilsendt. Fjorten dage senere ringede forlæggeren og meddelte, at han havde læst de først seks kapitler med glæde og ville udgive bogen så hurtigt som muligt.
Søren kastede sig over tastaturet og skrev de sidste fem kapitler på rekordtid. Mens forlaget fremskaffede det nødvendige billedmateriale, udskrev Søren en konkurrence blandt omgangskredsen om layout til forsiden. Vinderen blev i familien. Hans søn Flemming, der bor i USA, forslog et sort/hvid foto af skoleskibet Georg Stage. Det ville give læseren en forsmag på bogens indhold.
Allerede nu arbejder Søren på det næste afsnit af sine erindringer. Han forventer at det er klar ved juletid, selv om han har lovet sig selv at bruge højst fire timer om dagen foran skærmen.
- Der skal jo også være tid til min kone og til at følge med i nyhederne ude i verden, siger Søren Topp, som i øvrigt vil være at finde i Annis Vitalshop i Los Boliches den 5. maj (befrielsesdagen), hvor han signerer solgte eksemplarer af bogen.
Jesper Sander Pedersen
Søren Topp
Op i masten
104 sider, kr. 225,- eller 30,90 euro
Forlaget Nautilus
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004

